For 26 år siden slog den unge historiker og forsker Birgitte Possing første gang døren op til et lille kammer på Landsarkivets læsesal på Jagtvej i København.
Rummet var på ingen måde noget særligt. Nogle få kvadratmeter, et arbejdsbord og et lille vindue, der vendte ud mod verden. Og så et ekstra bord, som en betjent nu kom ind og stillede en brun arkivkasse på.
Kassen var blot den første af de mange kasser, hvis indhold Birgitte Possing kom til at bruge de næste fire år på at gennemgå.
LÆS OGSÅ
De indeholdt det omfattende arkiv efter skolelederen Natalie Zahle, der er skrevet ind i historiebøgerne, som hende der skabte uddannelse og skoler for kvinder og dermed udstyrede det kvindelige køn med den viden, der gjorde dem i stand til at gå forrest og opnå indflydelse på samfundet.
Både da Danmark i 1908 som et af de første lande i Europa fik stemmeret for kvinder ved kommunalvalg og senere stemmeret i 1915 og blev de første inden for selvstændige erhverv og de første med høje uddannelser.
Nathalie Zahle trænger sig på
Birgitte Possing havde egentlig været i gang med noget helt andet, da Natalie Zahle masede sig ind på livet af hende. Den unge kvinde havde fået tildelt penge til at grave sig gennem den nyere del af landets historie i håb om der at finde en forklaring på, at arbejdsmarkedet var så kønsopdelt, som det var.
Efterhånden som hun kom ned i stoffet, blev Nathalie Zahle mere og mere tilstedeværende. Næsten hver gang Birgitte Possing stødte på en af de kvindelige pionerer, der var gået i front inden for politik eller erhverv, viste det sig, at hun var elev fra N. Zahles Skole.
»Så begyndte jeg at tænke over, hvad der egentlig var foregået på Zahles pigeskole«, siger Birgitte Possing, der i dag er professor på Rigsarkivet.
Et chok
Den næste tid stillede hun skarpt på den berømte skole, men der var noget mærkeligt ved det hele. I de fleste dokumenter om skolen stod det beskrevet, at pigerne lærte at være tilbageholdne, underdanige og beskedne, men hvordan passede det med, at skolen spyttede den ene stræbsomme pioner ud efter den anden. Birgitte Possing tog nu et par uger ud af kalenderen for at undersøge den sag, men efter at have været gennem en større stabel bøger, artikler og andre tryksager om Natalie Zahle var mysteriet stadig lige stort.
»Så tænkte jeg: Der må være et arkiv«, siger Birgitte Possing, og sørme så var der et arkiv, og det var ikke lille.
»Jeg fik et chok. Der lå simpelthen 417 pakker og bind, som hver indeholdt mellem 500 og 1.000 håndskrevne sider. Pakket ned i store kasser og arkivæsker...alt i alt fyldte det vel 20-30 hyldemeter. Det var enormt«, siger Birgitte Possing:
»Mange af de store privatarkiver, vi har herhjemme, er skrevet af mænd. Store mænd, som havde en selvbevidsthed om, at de ville komme til at betyde noget stort, og derfor havde sørget for at gemme vigtige ting. Men selv arkivet efter den store finansmand C.F. Tietgen fylder kun en femtedel af det, som Natalie Zahles gør«, siger Birgitte Possing, som nu for alvor blev interesseret i den lidt korpulente dame, der med et myndigt blik kiggede sin beskuer i øjnene fra de gullige sort-hvid fotos af hende.
Alle talte om Zahles skole som sådant et kærligt kvindefællesskab, men jeg tænkte, at der måtte være noget i kilderne, der ikke passede
Birgitte Possing, professor
»Jeg tænkte, hvad er hun for en kvinde? At hun har været så selvbevidst, at hun vidste, at alt det her skulle gemmes og bevares. Hun har jo fået folk til at ordne og arkivere det«, siger Birgitte Possing og tilføjer, at Natalie Zahle ikke nøjedes med at arkivere de breve, hun selv modtog.
Hun gemte også en kopi af de breve, hun selv sendte ud af huset.
Birgitte Possing skrottede nu sit første forskningsprojekt og fik i stedet lov at bruge forskningsmidlerne på at fokusere på Natalie Zahle og hendes skole. Hun fik tildelt det lille kammer på Jagtvej, som snart blev indhyllet i lugten af arkivstøv, efterhånden som Birgitte Possing arbejdede sig gennem de brune kasser.
»Det tog fire år, fra jeg åbnede arkivet til jeg disputerede«, siger hun:
»Jeg boede der sammen med Natalie Zahle. Jeg blev flettet fuldstændig ind i hende og hendes omgivelser«.
Men selv om Birgitte Possing nu havde hele arkivet foran sig, blev det ikke mere klart, hvad det var Natalie Zahle og hendes skole gjorde ved sine elever, der gjorde dem i stand til at stille sig forrest i alle mulige sammenhænge.
»Jeg kunne ikke finde ud af, hvordan de her kvinder blev så ambitiøse. Alle talte om Zahles skole som sådant et kærligt kvindefællesskab, men det fandt jeg ikke, så der måtte være noget i kilderne, der ikke passede«.
Druk og forløsning
Birgitte Possing blev mere og mere frustreret som dagene gik, og hun stadig ikke stødte på andet end dokumenter, der enten gentog fortællingen om den gode Natalie Zahle, der opdrog landets piger til lydighed og velopdragenhed. Eller historien om hendes elever, lærere og bofæller, der arbejdede hudløst hårdt for at leve til hendes discipolin og krav.
En aften gik hun i afmagt over projektet hjem og drak sig godt og grundigt fuld.
»Og så vågnede jeg om natten, efter et mareridt hvor Natalie Zahle var efter mig. Vi løb rundt i et glashus. Hun løb efter mig og sagde, at jeg skulle tage en bid af min storetå. Jeg var rædselsslagen for hende der den lille, tykke, gnæggende Natalie Zahle«, siger Birgitte Possing:
»Jeg havde hele tiden været dybt fascineret af hende, men lige pludselig blev jeg bange for hende. Hun var enormt uhyggelig. Der var ingen vinduer eller døre i glashuset, så jeg flygtede op på 1. sal og ind på et toilet, og da jeg så løb derind og åbnede toilettet, lå jeg selv dernede. Spist og tygget igennem. Så hørte jeg hendes gnæggende latter bag mig, og først der var der en dør, der åbnede sig, så jeg kunne slippe væk«.
Birgitte Possing vågnede fuldstændig skrækslagen, men da uhyggen først havde lagt sig, så hun noget, hun ikke havde set før.
»Det gik op for mig, at Natalie Zahle også var et magtmenneske. Først, da jeg så det. Ja, hun var mild og god, men hun var også et magtmenneske, for ellers kunne det ikke lykkes«.
Birgitte Possing vendte tilbage til arkivkasserne med fornyet energi til at lede efter beviserne på, at Natalie Zahle var benhård. Det fandt hun kort tid efter, da hun stødte på et skriftemål fra en af de tidligere elever Henriette Skram, der fortalte om livet som Zahles elev og plejedatter.
Vedlagt det 162 sider lange manuskript var et kort brev, hvori der stod, at indholdet ikke måtte offentliggøres, men gerne måtte bruges, hvis man skulle skrive om Frk. Zahle.
»Der var aldrig nogen, der havde læst det. Aldrig nogen, der havde åbnet manuskriptet før«, siger Birgitte Possing og bliver grebet af samme begejstring, som hun følte første gang hun sad på læsesalen med manuskriptet i hænderne og begyndte at læse: