Guld fra arkivet: Professor havde mareridt om tåspisende kvindeforkæmper

For 26 år siden slog den unge historiker og forsker Birgitte Possing første gang døren op til et lille kammer på Landsarkivets læsesal på Jagtvej i København.

Rummet var på ingen måde noget særligt. Nogle få kvadratmeter, et arbejdsbord og et lille vindue, der vendte ud mod verden. Og så et ekstra bord, som en betjent nu kom ind og stillede en brun arkivkasse på.

Kassen var blot den første af de mange kasser, hvis indhold Birgitte Possing kom til at bruge de næste fire år på at gennemgå.

LÆS OGSÅ

De indeholdt det omfattende arkiv efter skolelederen Natalie Zahle, der er skrevet ind i historiebøgerne, som hende der skabte uddannelse og skoler for kvinder og dermed udstyrede det kvindelige køn med den viden, der gjorde dem i stand til at gå forrest og opnå indflydelse på samfundet.

Både da Danmark i 1908 som et af de første lande i Europa fik stemmeret for kvinder ved kommunalvalg og senere stemmeret i 1915 og blev de første inden for selvstændige erhverv og de første med høje uddannelser.

Nathalie Zahle trænger sig på
Birgitte Possing havde egentlig været i gang med noget helt andet, da Natalie Zahle masede sig ind på livet af hende. Den unge kvinde havde fået tildelt penge til at grave sig gennem den nyere del af landets historie i håb om der at finde en forklaring på, at arbejdsmarkedet var så kønsopdelt, som det var.

Efterhånden som hun kom ned i stoffet, blev Nathalie Zahle mere og mere tilstedeværende. Næsten hver gang Birgitte Possing stødte på en af de kvindelige pionerer, der var gået i front inden for politik eller erhverv, viste det sig, at hun var elev fra N. Zahles Skole.

»Så begyndte jeg at tænke over, hvad der egentlig var foregået på Zahles pigeskole«, siger Birgitte Possing, der i dag er professor på Rigsarkivet.

Et chok
Den næste tid stillede hun skarpt på den berømte skole, men der var noget mærkeligt ved det hele. I de fleste dokumenter om skolen stod det beskrevet, at pigerne lærte at være tilbageholdne, underdanige og beskedne, men hvordan passede det med, at skolen spyttede den ene stræbsomme pioner ud efter den anden. Birgitte Possing tog nu et par uger ud af kalenderen for at undersøge den sag, men efter at have været gennem en større stabel bøger, artikler og andre tryksager om Natalie Zahle var mysteriet stadig lige stort.

»Så tænkte jeg: Der må være et arkiv«, siger Birgitte Possing, og sørme så var der et arkiv, og det var ikke lille.

»Jeg fik et chok. Der lå simpelthen 417 pakker og bind, som hver indeholdt mellem 500 og 1.000 håndskrevne sider. Pakket ned i store kasser og arkivæsker...alt i alt fyldte det vel 20-30 hyldemeter. Det var enormt«, siger Birgitte Possing:

»Mange af de store privatarkiver, vi har herhjemme, er skrevet af mænd. Store mænd, som havde en selvbevidsthed om, at de ville komme til at betyde noget stort, og derfor havde sørget for at gemme vigtige ting. Men selv arkivet efter den store finansmand C.F. Tietgen fylder kun en femtedel af det, som Natalie Zahles gør«, siger Birgitte Possing, som nu for alvor blev interesseret i den lidt korpulente dame, der med et myndigt blik kiggede sin beskuer i øjnene fra de gullige sort-hvid fotos af hende.

»Jeg tænkte, hvad er hun for en kvinde? At hun har været så selvbevidst, at hun vidste, at alt det her skulle gemmes og bevares. Hun har jo fået folk til at ordne og arkivere det«, siger Birgitte Possing og tilføjer, at Natalie Zahle ikke nøjedes med at arkivere de breve, hun selv modtog.

Hun gemte også en kopi af de breve, hun selv sendte ud af huset.

Birgitte Possing skrottede nu sit første forskningsprojekt og fik i stedet lov at bruge forskningsmidlerne på at fokusere på Natalie Zahle og hendes skole. Hun fik tildelt det lille kammer på Jagtvej, som snart blev indhyllet i lugten af arkivstøv, efterhånden som Birgitte Possing arbejdede sig gennem de brune kasser.

»Det tog fire år, fra jeg åbnede arkivet til jeg disputerede«, siger hun:

»Jeg boede der sammen med Natalie Zahle. Jeg blev flettet fuldstændig ind i hende og hendes omgivelser«.

Men selv om Birgitte Possing nu havde hele arkivet foran sig, blev det ikke mere klart, hvad det var Natalie Zahle og hendes skole gjorde ved sine elever, der gjorde dem i stand til at stille sig forrest i alle mulige sammenhænge.

»Jeg kunne ikke finde ud af, hvordan de her kvinder blev så ambitiøse. Alle talte om Zahles skole som sådant et kærligt kvindefællesskab, men det fandt jeg ikke, så der måtte være noget i kilderne, der ikke passede«.

Druk og forløsning
Birgitte Possing blev mere og mere frustreret som dagene gik, og hun stadig ikke stødte på andet end dokumenter, der enten gentog fortællingen om den gode Natalie Zahle, der opdrog landets piger til lydighed og velopdragenhed. Eller historien om hendes elever, lærere og bofæller, der arbejdede hudløst hårdt for at leve til hendes discipolin og krav.

En aften gik hun i afmagt over projektet hjem og drak sig godt og grundigt fuld.

»Og så vågnede jeg om natten, efter et mareridt hvor Natalie Zahle var efter mig. Vi løb rundt i et glashus. Hun løb efter mig og sagde, at jeg skulle tage en bid af min storetå. Jeg var rædselsslagen for hende der den lille, tykke, gnæggende Natalie Zahle«, siger Birgitte Possing:

»Jeg havde hele tiden været dybt fascineret af hende, men lige pludselig blev jeg bange for hende. Hun var enormt uhyggelig. Der var ingen vinduer eller døre i glashuset, så jeg flygtede op på 1. sal og ind på et toilet, og da jeg så løb derind og åbnede toilettet, lå jeg selv dernede. Spist og tygget igennem. Så hørte jeg hendes gnæggende latter bag mig, og først der var der en dør, der åbnede sig, så jeg kunne slippe væk«.

Birgitte Possing vågnede fuldstændig skrækslagen, men da uhyggen først havde lagt sig, så hun noget, hun ikke havde set før.

»Det gik op for mig, at Natalie Zahle også var et magtmenneske. Først, da jeg så det. Ja, hun var mild og god, men hun var også et magtmenneske, for ellers kunne det ikke lykkes«.

Birgitte Possing vendte tilbage til arkivkasserne med fornyet energi til at lede efter beviserne på, at Natalie Zahle var benhård. Det fandt hun kort tid efter, da hun stødte på et skriftemål fra en af de tidligere elever Henriette Skram, der fortalte om livet som Zahles elev og plejedatter.

Vedlagt det 162 sider lange manuskript var et kort brev, hvori der stod, at indholdet ikke måtte offentliggøres, men gerne måtte bruges, hvis man skulle skrive om Frk. Zahle.

»Der var aldrig nogen, der havde læst det. Aldrig nogen, der havde åbnet manuskriptet før«, siger Birgitte Possing og bliver grebet af samme begejstring, som hun følte første gang hun sad på læsesalen med manuskriptet i hænderne og begyndte at læse:

»Hårene rejste sig på mine arme. Jeg var fuldstændig....tårerne løb ned ad kinderne på mig«, siger Birgitte Possing:

»Jeg læste det i et hug. Fuldstændig åndeløst«.

Henriette Skram ikke bare skrev som en drøm, men hun forærede i sit manuskript også Birgitte Possing nøglen til at forstå Natalie Zahle.

Henriette Skram kom fra en rigmandsfamilie og flyttede i sine tidlige teenage-år ind hos Natalie Zahle, hvor hun var blevet optaget som hendes plejedatter. Noget som man ud fra manuskriptet kan forstå, at hun var ovenud lykkelig for:

»Det var for mig, som om selve himlen åbnede sig for mig ved dette tilbud, og uden et øjebliks tøven tog jeg i mod med stormende glæde«, skriver den unge Henriette, der var overbevist om, at »lykken ville være fuldkommen« under Frk. Zahles tag.

Men der gik ikke længe, inden hun blev tvunget til at nuancere billedet af den Zahle, som hun blev ved at arbejde for og respektere resten af sine dage:

»Jeg tror ikke, at nogen brud kunne betræde sit fremtidige hjem med større og tryggere forventninger, end de jeg dengang nærede«, skriver hun:

»Naturligvis måtte så højstemte forhåbninger mødes af skuffelser. De udeblev så vist heller ikke, og dog velsigner jeg den stund, jeg uigenkaldeligt knyttede min skæbne til Frøken Zahle. Jeg har aldrig noget øjeblik ønsket, at min vej var blevet anderledes lagt, men jeg forstår nu, at både Frøken Zahle og min mor gennem deres fintfølelse bragtes til at begå uret i mod mig«.

Skuffet brud
Den første skuffelse indfandt sig, allerede da Henriette Skram første gang trådte ind over dørtærsklen til sit nye hjem og opdagede, at Frk. Zahle - hendes nye plejemor - ikke engang havde gjort sig den anstrengelse at være hjemme, men i stedet kun havde efterladt hende et lille brev.

Den anden skuffelse kom kort tid efter, da Henriette Skram opdagede, at hun ikke skulle bo og sove hos Natalie Zahle, men i stedet blev installeret på et lille kvistværelse med to små piger, hvis opdragelse hun skulle stå for.

Hun blev sat til at arbejde benhårdt. Den unge kvinde fik frygtelige hovedpiner, der fulgte hende resten af hendes dage. Hun tabte sig og måtte oveni alt det lægge ører til hån og drillerier fra Frk. Zahle.

»Frøken Zahle plejede spøgende at sige, at før lignede jeg en stoppenål, men nu var knap en brodersynål. Al grunden hertil kunne søges i for anstrengt arbejde, for lidt ro og for lidt hensyn til den daglige forplejning. At grunden hertil kunne søges i det, havde hun (Frøken Zahle, red.) ingen forestilling om«, skriver hun.

»Inden jeg selv nåede til modenhed, stillede jeg hende på en plads, som intet menneske har lov at tildele et andet. Hun var min åndelige formynder. Ikke en tanke, en drøm, en længsel kunne jeg tilegne mig, før den den var lyst i (bipbipbip) af hende. Hver en åndelig erobring jeg gjorde måtte først verificeres og ratificeres af hende, før jeg synes, at jeg med rette rådede over den«.

Gennem Henriette Skrams ord kunne Birgitte Possing pludselig forstå det hele:

»Da jeg læste det - kombineret med min drøm - tænkte jeg, yes, det er sådan det har været. Selvfølgelig måtte den her kvinde, som beskyttede de unge kvinder og underviste dem, også piske dem. Det var jo mennesker, virkelighed, så selvfølgelig var der hierarkier eller kunne det der skoleprojekt ikke lykkedes«, siger hun:

»Så kunne jeg pludselig se, hvordan den her magtproces med Natalie Zahle i toppen faktisk udviklede sig til noget godt. Løftede tilværelsen for flere generationer«.

Inden Natalie Zahles åbnede sin pigeskole, fandtes der ingen rigtige skoler for piger. Kun døtreskoler, hvor overklassen piger lærte, hvad der nu var nødvendigt for deres fremtidige liv som koner til magtfulde, rige mænd.

Demokratisk opdragelse

Og de dyder var ikke nødvendigvis noget, der fik kvinderne frem på scenen.

På Frk. Zahles pigeskole var virkeligheden en helt anden. Natalie Zahle tolererede ikke den overfladiskhed og kålhøgenhed, der herskede i de aristokratiske kredse, hvor piger som Henriette Skram kom fra. Og hun nøjedes ikke med at lære pigerne sprog, matematik og geografi, men opdragede dem til at være en aktiv del af demokratiet, præcis som de unge mænd blev det.

»I forhold til samtidens opdragelsesnormer var det, som Natalie Zahle syntes var godt, det samme som de unge mænd lærte i skolerne for at gebærde sig i demokratiet. Det var lærelyst, attrå, ambitioner og udholdenhed. Hun gav på den måde pigerne en kønsoverskridende opdragelse«, siger Birgitte Possing:

»Det var det, der lykkedes for hende: At opdrage de her unge piger ind i en demokratisk, borgerlig, målrettet dannelse, som gjorde, at de lærte noget af det, der skulle til for at bygge et nyt samfund op. Det var derfor de kunne blive pionerer inden for politik, videnskab og uddannelse. At hun ikke kun havde givet dem kundskaber, hun havde også givet dem en opdragelse, som man slet ikke var vant til i forhold til unge kvinder dengang«.

»Det var derfor jeg blev så bevæget over Henriette Skrams manuskript. Både over at læse hendes historie og fordi hun gav mig en af nøglerne til at forstå Natalie Zahles værk, så jeg endelig kunne skrive min disputats«, siger Birgitte Possing, der stadig et kvart århunderede senere går og drømmer om en dag at udgive Henriette Skrams manuskript.