0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det bliver ikke bedre

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

To førende sprogforskere har opdateret hver sit oversigtsværk om det danske sprogs udvikling - Jørn Lund: 'Sproglig status. Syv kapitler om det danske sprog', som er en omarbejdet version af hans 'Sprog og sprogbrug i dag' fra 1982. Og Allan Karker: 'Dansk i tusind år' fra 1993, der er blevet revideret med bl.a. et nyt kapitel om fremtidsudsigterne for det danske sprog.

Her formulerer Karker en konsekvens som andre sprogforskere ikke har villet gøre sig til talsmænd for: Jo, set i et historisk perspektiv er dansk i færd med at blive et fattigere sprog.

Det er nok uretfærdigt at sammenligne de to værker, men set med anmelderøjne supplerer de hinanden fortrinligt: Lund fokuserer først og fremmest på talesproget, Karker på skriftsproget. Lunds er den mest underholdende, mens Karkers vejer mere, både historisk, sprogligt og med hensyn til dokumentation.

Her får vi syn for sagn om den vej vores modersmål har tilbagelagt, og hvilke linjer der tegner sig fremover: fra runestenene over 1200-tallets lovsprog, Christian III's bibel, Leonora Christinas 'Jammers Minde', Ludvig Holbergs talesprog og bogsprog, til ny dansk prosa, ordet 'okay' - der i begge bøger har fået et selvstændigt afsnit - og videre endnu, til nutidens domænetab, der betyder at visse fagområder, brancher og virksomheder har forkastet dansk til fordel for engelsk.

'Dansk i tusind år' burde være obligatorisk læsning på gymnasierne og de højere sproglige uddannelser. Alt for mange professionelle sprogudøvere mangler det elementære begrebsapparat til at kunne tænke over og tale kvalificeret om sproget. Den historiske vinkel er kun én af mange indgange til sproget, men afgørende hvis vi bevidst vil videreudvikle og opdatere modersmålet bedst muligt.


Den mest markante udvikling er ifølge Lund, at vi er gået fra et sprogsamfund med mange dialekter til ét, der er præget af standardsprog. Udtalen fra København breder sig til hele landet. Ikke sådan at vi ikke længere hører dialekter, men de optræder nu udelukkende i afsondrede landsbymiljøer.

I større byer er dialekterne blevet afløst af regionalsprog, altså rigssprog med ganske få dialektale træk. Dialekter har - for eksempel i reklamer - allerede fået status af et »gemytligt, folkeligt, eksotisk talesprog«.

Mange af os har vænnet os til at bruge forskellige koder, også på dét plan: Vi taler måske dialekt hjemme, men regional- eller rigssprog på arbejde. Kodeskiftet kan afhænge både af samtalepartneren, emnet og situationen.

Lund kommer desværre ikke nærmere ind på de nye sprogformer, vi har fået i form af etnolekter , forskellige indvandreres varianter af dansk, der jo også allerede er så etablerede, at de - i stiliseret form - kan bruges kreativt, f.eks. i reklamer. Han nævner kun, at disse varianter ikke vil påvirke standardsproget, lige så lidt som de mange dialekttalende gjorde ved den store folkeflugt fra land til by fra midten af 1800-tallet.

Og endnu et hjertesuk: Lund nævner Chr. Molbech, men ikke vores største sprogforsker gennem tiderne, Rasmus Rask. Men det var dog Rask der satte dansk - og de andre nordiske sprog - på verdenskortet (før ham blev dansk regnet for en uselvstændig variant af plattysk). Han indså også først den værdi, der ligger i dialekterne. Lad ikke den overvurderede, giftige Molbech få held til at overskygge Rask i dansk sproghistorie.


Karkers 'Dansk i tusind år' går, naturligt nok, grundigere ned i sprogudviklingen: Vi ser dansk, helt tilbage fra da det var fællesnordisk, og lærer faktisk at læse de ældgamle tekster og følge sprogets vej frem til nudansk.

De tilbagevendende retstavningskrige gennem århundrederne bliver også belyst. For eksempel Rasks forslag i 1825 om at erstatte aa med bolle-å. Det varede som bekendt omkring 125 år at få dét igennem, og det har stadig ikke vundet indpas i en del bynavne - tværtimod er flere vendt tilbage til Aa/aa de senere år.

I sit afsluttende 'fremblik' for det danske sprogs udviklingstendenser slår Karker især ned på den ændring, der er sket med skriftsproget gennem de seneste 100 år: Det er »blevet lempet mere og mere efter talesprogets enklere meningsbygning, ikke blot i journalistik og litterær fortælling, men også i alle hånde sagprosa«.

Og mange ord, som tidligere blev regnet for uacceptable, er blevet stuerene. Et eksempel er ordet røv, som oprindelig var stilistisk neutralt og blot betød åbning. Man havde således også sved-røv (= pore) og næse-røv (= næsebor), men fra omkring midt i 1500-tallet blev det regnet for uhøvisk tale.

Nu kan vi bruge det på tryk igen, så en avis kan citere en skoleleder for at ville »lave en skole, der sparker røv« og en kvinde for at tale om »sit livs røvtur«. Der ligger dog stadig en vis oprørerprovokation i at bruge ordet.

Alvorligere ser Karker på »at sprogets rolle og prestige i samfundet kan blive anfægtet«, nemlig ved det meget omtalte domænetab. I Ikea behøver medarbejderne således ikke at kunne tale dansk, det er nok at de kan tale engelsk.

Et andet afgørende forum for domænetab er EU. Efterhånden som unionen får flere medlemsstater, er det »usandsynligt, at dansk kan bevare sin position«. Det betyder bl.a. at EU's retsforskrifter må forventes at blive gældende ret i Danmark »i en fremmed sprogdragt« - altså på engelsk.

For selv under den forudsætning, at de vedblivende oversættes til dansk (skønt danskerne jo uden vanskelighed læser engelsk?), vil oversættelsen være uofficiel, en rent national sag uden retlig betydning i forhold til unionen.

Det indebærer også en »fare for, at den danske begrebsdannelse på disse områder vil skrumpe ind og det sproglige udtryk tilsvarende sygne hen«. Samtidig må vi vælge vores repræsentanter, efter hvor gode de er til engelsk, selv om det næppe vil blive 'et nuanceret engelsk'.


Lunds sprogsyn er det glade - al udvikling må gå sin gang: »Det danske sprog ikke alene afspejler områdets materielle og kulturelle udvikling, det fornyr sig til stadighed, så det kan dække alle samtidens udtryksbehov - samtidig med, at det forankrer os i vore historiske forudsætninger«.

Det er i orden med de engelske indlån, bare det ikke bliver for meget; det er i orden at børns og unges sprog er blevet forrået med gloser, der går på sex og vold, bare det ikke er for meget. Og i øvrigt er det meget sværere at styre sproget end de fleste tror, siger han.

Men også han råber dog vagt i gevær over for domænetabet i erhvervslivet, faglige tidsskrifter, reklame, musik osv. Det »kan svække dansk sprog«, påpeger han. Som chefredaktør for Den Store Danske Encyklopædi har han selv oplevet, at de knap 4.000 skrivende specialister med beklagelse måtte konstatere, at det var længe siden, de havde skrevet om deres fag på dansk. Men de kunne skrive om deres fag på dansk - endnu.

Når man taler udenlandsk, får man »færre og langsommere associationer (...) Sprog og tankegang infantiliseres let: Man er ikke på højde med sig selv«. Det er vigtigt, at vi lærer hovedsprogene og gerne bliver endnu bedre til engelsk, men »man skal ikke tro, at fremmedsprogene kan erstatte de nationale sprog«.

Hverken Lund eller Karker ser det voldsomme indlån af enkeltord som noget problem - det er kun domænetabet, der er farligt. For mig at se er det to sider af samme tendens. Karker går et skridt videre end Lund og strammer budskabet: »Men med et så omfattende domænetab, som fremtiden synes at indvarsle, vil dansk blive et væsentligt fattigere sprog, end det har været gennem de seneste tre hundrede år«.

Vi bestemmer selv. Sproget begynder - og ender - med sprogbrugerne.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce