To førende sprogforskere har opdateret hver sit oversigtsværk om det danske sprogs udvikling - Jørn Lund: 'Sproglig status. Syv kapitler om det danske sprog', som er en omarbejdet version af hans 'Sprog og sprogbrug i dag' fra 1982. Og Allan Karker: 'Dansk i tusind år' fra 1993, der er blevet revideret med bl.a. et nyt kapitel om fremtidsudsigterne for det danske sprog. Her formulerer Karker en konsekvens som andre sprogforskere ikke har villet gøre sig til talsmænd for: Jo, set i et historisk perspektiv er dansk i færd med at blive et fattigere sprog. Det er nok uretfærdigt at sammenligne de to værker, men set med anmelderøjne supplerer de hinanden fortrinligt: Lund fokuserer først og fremmest på talesproget, Karker på skriftsproget. Lunds er den mest underholdende, mens Karkers vejer mere, både historisk, sprogligt og med hensyn til dokumentation. Her får vi syn for sagn om den vej vores modersmål har tilbagelagt, og hvilke linjer der tegner sig fremover: fra runestenene over 1200-tallets lovsprog, Christian III's bibel, Leonora Christinas 'Jammers Minde', Ludvig Holbergs talesprog og bogsprog, til ny dansk prosa, ordet 'okay' - der i begge bøger har fået et selvstændigt afsnit - og videre endnu, til nutidens domænetab, der betyder at visse fagområder, brancher og virksomheder har forkastet dansk til fordel for engelsk. 'Dansk i tusind år' burde være obligatorisk læsning på gymnasierne og de højere sproglige uddannelser. Alt for mange professionelle sprogudøvere mangler det elementære begrebsapparat til at kunne tænke over og tale kvalificeret om sproget. Den historiske vinkel er kun én af mange indgange til sproget, men afgørende hvis vi bevidst vil videreudvikle og opdatere modersmålet bedst muligt.