0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Et hovedvidne

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

At tilintetgøre et menneske er vanskeligt, næsten lige så vanskeligt som at skabe et. Det havde ikke været nemt, og det var ikke gået hurtigt, men det var lykkedes for disse tyskere«, skriver Primo Levi i 'Hvis dette er et menneske', der udkom første gang i Italien i 1947, og som sammen med hans andre bøger kom til at sikre ham en plads i den moderne verdenslitteratur.

Mere end 40 år skulle gå, før denne bog med den måske mest intense skildring af livet i en tysk udryddelseslejr blev oversat til dansk.

Kemikeren og digteren Primo Levi var et stilfærdigt menneske. Der var ingen glorie omkring dette barn af det velhavende jødiske borgerskab i Torino. Ingen forventede heroiske bedrifter af denne spinkle skikkelse, selv om han i 1943 gik ind i modstandsbevægelsen. Men da Mussolini 1. december 1943 besluttede, at 'den endelige løsning' på 'jødeproblemet' også skulle omfatte Italien, blev hans liv totalt forvandlet.

Han blev snart fanget og efter en kort periode i en italiensk koncentrationslejr deporteret til Auschwitz i februar 1944, hvor han kom til at være, indtil russerne befriede de tilbageværende fanger i januar 1945. Af de 650 jøder, der var med i samme transport som Primo Levi, vendte kun 24 levende tilbage til Italien. I Levis tilfælde først i oktober 1945.


Mens han var i Auschwitz besluttede han at ville fortælle sin historie, hvis han overlevede. Han tog derfor noter, lærte dem udenad, før han tilintetgjorde dem, og det skulle vise sig, han havde en udpræget evne til ned i de mindste detaljer at huske navne og ansigter, lyde og scener.

Livet og oplevelserne med menneskene i Auschwitz krøb ind i ham. Han fandt hurtigt ud af, at det var nødvendigt at lære sig tysk, hvis han ville overleve, at få sig nogle venner og så i øvrigt stjæle fra tyskerne, så snart der var den mindste mulighed. Over for muselmændene gjorde han sig klart, at barmhjertighed var uden mening, for de havde intet håb om at overleve.

Modtagelsen af 'Hvis dette er et menneske' var mere end behersket. Oplaget var på 3.000, men kun de 1.500 blev solgt, og der skulle gå adskillige år, før Levi oplevede, hvad man kalder en litterær succes.

Det begyndte så småt i 1960'erne, da han udgav sin anden bog, 'Tøbruddet', hvor han fortæller om hjemrejsen fra Auschwitz over Sovjetunionen til Italien. Som i hans første bog er formen behersket og stram, men forgyldes af en stille humor, som gør skildringen af menneskers evne til at overvinde alle besværligheder nærværende.

Hvor 'Hvis dette er et menneske' stilmæssigt er i familie med Kafka, som Primo Levi i øvrigt senere kom til at oversætte til italiensk, er 'Tøbruddet' snarere i slægt med Jaroslav Haseks 'Den gode soldat Svejk', men stadig i Levis suverænt stramme form.


I mange år kombinerede Primo Levi sit forfatterskab med kemien og var i en årrække direktør for en farvefabrik. Privat var hans liv stilfærdigt. Han blev gift, fik to børn, men bortset fra 18 måneder under og efter krigen boede han hele livet i den lejlighed, hvor han var født, og som tilhørte hans mor.

I valget mellem konen og moren syntes den sidste ubestridt at have haft forrang. På mange måder blev han fange i sit hjem, presset af den syge mor, der vækkede ham hver morgen kl. 6.30 og krævede morgenmad kl. 7, og som råbte på ham dag og nat, så han havde vanskeligt ved at koncentrere sig om skrivearbejdet. Hun skulle komme til at overleve ham i fire år.

Primo Levi endte med at begå selvmord i 1987, men de første depressioner oplevede han allerede i 1963, og de blev forstærket med årene. Myten ville, at depressionen - og dermed selvmordet - var en følge af Auschwitz. Det afviste han selv, og det understreges af oplysningerne i to nye biografier af Carole Angier og Ian Thomson.


De depressive tendenser kunne spores tilbage fra barndommen og ungdommen med bl.a. et angstlignende forhold til seksuallivet. Nok følte han sig stærkt tiltrukket af kvinder, men altid på det platoniske og venskabelige plan. Kort før selvmordet skriver han til en ven: »Jeg oplever min værste tid siden Auschwitz. I visse henseender er det endog værre end Auschwitz, fordi jeg ikke længere er ung, og jeg kun har ringe livskraft«.

Var Auschwitz næppe årsag til selvmordet, så sad oplevelserne dog altid i ham. Det nazistiske koncentrationslejrsystem vil »for mig stadig stå som et unikum, både i omfang og art«, skrev han så sent som i 1986 i forordet til sin sidste bog, essaysamlingen 'De druknede og de frelste'.

»Ingen andre steder og på intet tidspunkt har man set noget så uventet og komplekst: Aldrig er så mange menneskeliv blevet udslukt på så kort tid med en så klarhjernet kombination af teknologisk snilde, fanatisme og grusomhed«.

Primo Levi ville ikke tilgive, for gjorde han det, ville det være ensbetydende med at lyve, og helt frem til sin død fortsatte han med at aflægge sine vidnesbyrd om grusomhederne. I sine sidste år var det især magtpåliggende for ham at bekæmpe den historiske revisionisme. »Erindring«, sagde han, »er en gave, men også en pligt«.

Levi nåede ikke at opleve den britiske historiker David Irvings bemærkning i 1997 om hans første bog: en 'roman' af en mentalt ustabil jøde. I forhold til Irving og de andre galninge er der vist kun at citere Levi selv: »De, som benægter Auschwitz, vil være rede til at genskabe den«.

Hans internationale gennembrud som forfatter kom sent. I USA med de mange jøder for eksempel først i begyndelsen af 1980'erne, for hans irreligiøsitet skræmte dem, og det hjalp heller ikke ligefrem på hans omdømme, at han, der grundlæggende var zionist, med årene fik et stærkt kritisk syn på Israels politik i Mellemøsten. Afgørende blev det, at Saul Bellow og Philip Roth gik i brechen for ham.


De to biografier er med deres henholdsvis 898 og 624 sider vidt forskellige. Begge bringer for mange detaljer, der skygger for det væsentlige. Carole Angier har hang til det svulstige, og ingen kliché synes hende fremmed. Ian Thomson er nok så nøgtern og formår at holde en rimelig afstand til hovedpersonen.

For Carole Angier synes alt hos Primo Levi at være enestående, og det vrimler med komplimenter. Det gælder for eksempel også i forhold til de science fiction-fortællinger, som Levi publicerede i begyndelsen af 1970'erne, og som efter alt at dømme var ganske ordinære.

Det var Auschwitz, og hvad der sprang ud af Auschwitz, der var Primo Levis 'historie'. Et følsomt menneske, der tilsyneladende foretrak at leve i sin egen verden, men som drevet af omstændighederne blev nødsaget til et offentligt liv.

Selvmordet gav hans liv et ekstra drama, men dybest set er det sagen uvedkommende. Nej, det er gennem hans evne til at løfte sig op over sin egen historie, at virkeligheden i Auschwitz presser sig ind i læserne. Mange bøger skrev han ikke, og dem, han skrev, var endda beskedne i omfang, men i dybde og betydning står hans forfatterskab i forreste række, hvis man ønsker at vide besked om grusomhederne i det 20. århundrede.