0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ned med børneeksperterne!

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Forældre er bekymrede for deres børn. Overbekymrede endda. De er usikre, føler sig inkompetente, de tør ikke overlade børnene til sig selv, de er ængstelige for, om det skal gå deres børn godt - og tror ikke, de selv gør det godt nok. De tudes ustandselig ørerne fulde om alle de risici, der omgiver deres børn.

Det er denne situation, der gør forældre til lette ofre for en horde af børneeksperter, der har svar på det hele - selvom det meste af, hvad de siger, i virkeligheden er deres egne fordomme iklædt et teknisk sprog. Og hvor resultatet er endnu mere usikre forældre.

Hvad skal forældre gøre? De skal rent ud sagt blæse børneeksperterne en lang march og tro på sig selv. De skal handle ud fra deres naturlige instinkter, også selvom der kunne falde et par flade af. Børn er robuste og slet ikke de små sårbare størrelser, som eksperterne siger. Forældreskab er ikke indviklet, det er en naturlig opgave, som alle forældre kan klare - uden eksperter!


Det er uden nogen form for overdrivelse synsvinklen i en bog af den engelske sociolog Frank Furedi. Han har en sag, og det er genrejsningen af forældrerollen, og den slås han for med en indædthed over 246 sider - hvortil kommer noter og masser af litteraturhenvisninger.

Skal man ikke bare afvise en sådan bog som ren forstokkethed? Som et forsøg på tilbagevenden til en opdragelse af typen 'kæft, trit og retning'? Det er nærliggende at gøre det, når man præsenteres for synspunkter, der uden megen vaklen sætter spørgsmålstegn ved næsten al psykologisk og pædagogisk forskning om børn og opdragelse - til fordel for den såkaldt sunde fornuft.

Men det er alligevel af mange grunde ikke klogt bare at lægge den til side. En af dem er, at bogen af den nuværende regering kunne gå hen og blive ren lystlæsning. Her er jo alle de bare lidt sofistikerede argumenter, den mangler, når den smider eksperterne på porten.

Så derfor: Læs den, inden regeringens børneministre får fat i den, hvis du vil være på omgangshøjde med, hvad vi kan regne med af argumenter. Og i forlængelse heraf: Bogen ligger tæt op ad regeringens støtteparti med en fortaler som Søren Krarup. Den har ingen forståelse for børns rettigheder og er åben for fysisk afstraffelse af børn. Det er her, den fremtræder mest horribel og som en røst fra fortiden.


Men der er en anden og langt vigtigere grund til at tage bogen rimelig alvorligt. Den drejer sig om selve budskaberne i den. Bogen angriber to vigtige forestillinger i moderne forståelse af børns udvikling: for det første at oplevelser i barndommen bestemmer retningen af den fremtidige udvikling, for det andet, at forældrenes indflydelse er altafgørende for børnenes fremtidige skæbne.

De to forestillinger er i bund og grund forkerte, siger Furedi, og han argumenterer godt for sagen. Han viser, at her lægges grunden til en enorm bekymring, der viderebefordrer en overdreven involvering i børns liv. Forældre må hele tiden være på vagt for ikke at skade barnet. For forældre er altid skyldige - i hvert fald indtil det modsatte er bevist. Derfor en umådelig eftergivenhed over for børn og en angst for at markere holdninger.

Furedi går ind på spørgsmål som de nødvendige grænser for børn, forældres autoritet, spørgsmålet om disciplin og afstraffelse, hysteriet om diagnoser og herunder DAMP, angsten for seksuelle overgreb, udhulingen af den voksnes egen identitet. Når der er problemer med børn, er det som regel med baggrund i de voksnes egne problemer og forvirringen om voksenrollen.


Furedi har en pointe eller et par stykker. De handler alle om, at forældre bliver nødt til at tro på sig selv, hvis de skal give børn både tryghed, livsmod og drivkraft i udviklingen. Forældre skal stå for noget og ville noget. Det budskab er det godt at få udtrykt med brask og bram. Og det er, hvad Furedi gør.

Hvor han går galt i byen er, at en sådan forældreautoritet jo ikke behøver at støtte sig til gammeldags autoritære metoder - eller alene forlade sig på egne instinkter (og fordomme). Genrejsningen af forældrerollen kan godt ske med bevarelse af respekten for børn og deres rettigheder.

Den kan også godt trække på folk (eksperter!), der ved noget om børn og kan dokumentere det. Furedi kaster sig over alle eksperter uden at skelne mellem brevkassebestyreren, journalisten i forældremagasinet og forskeren - hvad der vel godt kan falde nærværende anmelder en smule for brystet!

Bogen mangler også en egentlig kritisk analyse af de samfundsmæssige rammer for hele denne børneindustri og forældreparanoia. Det kunne man vel egentlig godt forvente af en sociologisk forfatter. Derfor kommer bogen for let til at blive et indlæg til fordel for en sort reaktion. Og det er synd, for den har faktisk længere rækkevidde.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce