0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det tyvende århundredes ideer

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er ikke hver dag, der udkommer et godt kunstleksikon. Derfor er der grund til at trutte i trompeten, når det sker, også selvom der her er tale om en dansk bearbejdning af et udenlandsk værk. Amy Dempseys solide leksikon over det tyvende århundredes stilarter er enestående, redeligt skrevet, flot illustreret og utrolig anvendeligt.

Her er opslag om hele den eksplosion af stilarter, der regnede ned over det tyvende århundrede og slutningen af det nittende. Her finder man de velkendte stilarter, betegnelser og grupperinger som impressionisme, jugendstil, ekspressionisme, kubisme, dada, Bauhaus, surrealisme, Cobra, Popkunst, minimalisme, videokunst - og alle de mindre kendte som Les Vingt, Nabierne, Ashcan School, Elementarisme, Kitchen Sink School, GRAV og internetkunst.

Værket indledes med en overskuelig tidslinje, der samtidig er en indholdsfortegnelse over dets 100 opslag. Bagi findes en ordbog med forklaringer på de mere end 200 stilarter og grupper, der bør nævnes, men som ikke har vægt til et større opslag, og et fyldestgørende enkeltsagsregister. Sådan skal det gøres. Og så har vi slet ikke nævnt illustrationerne endnu. De er mange, store og i en blændende kvalitet.


Det er alt sammen nok til at anbefale det, men der er en grund mere til at opholde sig ved dette opslagsværk. I et traditionelt moderne kunstleksikon er langt hovedparten af opslagene fordelt på enkeltkunstnere, der garneres med nogle opslag om de væsentligste strømninger, stilarter og grupper.

Den tilrettelæggelse er enten styret af en positivistisk ide om, at vi intet kan vide foruden det, der ubestrideligt kan sanses, måles og vejes og læses i kirkebøgerne eller af en romantisk ide om kunstneren som en ener og i bedste fald et geni, der fri af sine betingelser og af egen indbildnings kraft fremstiller unikke værker.

Ofte har de to idegrundlag indgået et pragmatisk ægteskab, fordi positivismen kun giver os et skelet og romantikken alt for meget flæsk. Det resulterer i leksika, hvor den enkelte kunstners biografi er den ledetråd, hvorefter hans værker placeres og udlægges.

Det aktuelle kunstleksikon går ikke biografisk, men idehistorisk til værkerne. Her opdeles efter de tanker, som kunsten og kunstnerne udtrykker, og det giver et noget anderledes værk. Det er ikke blot den alfabetiske orden, der udskiftes med en kronologisk, det er selve emnet, der ændrer karakter.

Når man leder efter noget andet, finder man også noget andet. Hvert opslag markerer et standpunkt i diskussionen om den moderne kunst. Det vil sige, at den kunst, der virkelig betyder noget her, er den, der har et stærkt markeret ideologisk grundlag.

Det betyder igen, at leksikonet først og fremmest beskæftiger sig med det tyvende århundredes såkaldte avantgardebevægelser, med den kunst, der enten har ændret kunsten eller haft en stærkt markeret holdning til den. Popularitet og berømmelse er ikke kriterier for omtale, det er derimod anerkendelse og evnen til at markere nyt terræn.

I den optik bliver kunsten ikke en fortælling om enestående selvstændige værker, men om eksempler, der mere eller mindre arketypisk udtrykker en ide eller strømning. Sådan skriver man kunsthistorie i dag. Det er ikke det individuelle, men fællestrækkene, der fremhæves. Man vinder noget, og man taber noget.


Værket kan anbefales ligeligt for lægmænd til orientering, bladre-glæde og oplysning som til støtte for eksperten, der af og til uvægerligt mister overblikket i den vidt forgrenede moderne kunsthistorie.

Den danske bearbejdning fungerer glimrende, bl.a. med anvisninger på i hvilke danske samlinger man kan møde eksempler i den givne stilart. Men man har ikke indarbejdet de navne, der har tegnet den danske kunsthistorie, så man må kigge andetsteds efter Lundstrøm, Gernes og Kirkeby.

Men Jorn er da med (både under Cobra og Situationistisk Internationale) - som den eneste danske kunstner, der virkelig var med til at tegne og ikke blot at aftegne udviklingen af den internationale kunst i det tyvende århundrede.

I et fremtidigt værk vil en endnu velbevaret hemmelighed for den brede offentlighed, dansk-islandske Olafur Eliasson, også blive nævnt.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu