Tine Brylds idé er enkel og oplagt: at interviewe unge fra den første årgang, der blev født ind i det grønlandske hjemmestyre. Den viser sig også at være overrumplende givtig. Med forfatterens formidable kendskab til unge, og hendes legendariske evne til at spørge ind til der, hvor det gør ondt, lykkes det at komme hele vejen rundt om det grønlandske problemkompleks: spiritus, sprog, selvværd, selvmord. Man kunne tilføje sex, som dog heldigvis ikke altid er problematisk. Tine Bryld har opsøgt forskellige uddannelsessteder og kollegier, både i Grønland og Danmark. På den måde har hun mødt et overbevisende repræsentativt udvalg af de unge grønlændere, der i dag er først i 20'erne. Angiveligt har hun talt med hver tiende af årgang 1979. Billedet, der oprulles, er særdeles broget - hvilket i sig selv gør det vanskeligt at finde generelle og adækvate løsninger på de iøjnefaldende vanskeligheder, de unge lever med. I bogen henvises der gang på gang til en mangelfuld og utidssvarende folkeskole. Også i Danmark har vi jo svært ved at få lavet en tilfredsstillende folkeskole; i Grønland mærker man yderligere den kolossale geografiske udstrækning (som for så vidt som en videregående boglig uddannelse oftest foregår her, også indbefatter Danmark) og de langt større sociale forskelle, en grønlandsk folkeskole skal skræve over. Foruden de to sprog. Tre, med engelsk, som heller ikke det moderne Grønland kommer udenom. Læg hertil en katastrofal mangel på lærere og næsten ingen materialer, og da slet ikke på grønlandsk, og man kan næsten ønske sig gamle dage tilbage, hvor enhver velbegavet grønlænder, der nåede frem til en videreuddannelse, blev præst eller lærer, endnu tidligere sammenfattet i det specielle begreb kateket. Med danske seminarieforstandere, der blev deroppe et liv igennem og talte sproget, så de også kunne udfærdige undervisningsmateriale på grønlandsk.