0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Vær så venlig

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Forlaget Aschehoug lancerer med bogen 'Takt og tone i arbejdslivet - til hverdag og fest' den første bog i en serie, der skal omhandle erhverv og penge, herunder aktiehandel og en håndbog for iværksættere. Bogen rider dog under en lidt falsk varebetegnelse, for den handler mere om god opdragelse i hverdagen med mindre tryk på arbejdslivet. Men det gør den nu ikke til en ringere bog. Den er nyttig og morsom tillige.

Forfatter er Sanne Udsen, cand.polit. og indehaver af et konsulentfirma med arbejdsmarkedsforhold og personlig karriererådgivning som speciale. Hun ved tydeligvis, hvad hun skriver om. Skulle man sammenfatte det på en langt uhøfligere måde, end hun gør, så står der: Danskere er generelt uopdragne og dårligt klædte, og det er på tide at gøre noget ved det. Hvis vi alle var venlige og havde gode manerer, ville verden være et bedre sted at leve, og vi ville kunne lide hinanden lidt mere og være gladere.

Men det står der ikke, i alle tilfælde ikke ligeud. Skulle man kritisere Sanne Udsen for noget, er det, at hun ikke fatter sig i korthed. Hun er velskrivende, men kan ikke holde op, selvom vi for længst har fattet pointen: Jo, det er godt at have pli! Faktisk er det ikke høfligt at spilde andres tid med at skrive/tale så omstændeligt. Men lad det nu ligge.


Sanne Udsen går tilsyneladende ud fra, at læseren ikke ved noget som helst. Og rigtigt er det nok, at de fleste under 70 år (nå ja, så 55 år da!) ikke ved ret meget om at holde døre for hinanden, tage albuerne ned fra spisebordet, sige sit efternavn i telefonen (her er især kvinder syndere, de/vi har en tendens til at lyde som Rød Stue selv i en arbejdssituation) endsige kender reglerne for passende påklædning.

Vi når omkring sandalerne og hytteskoene og sokkerne for mændenes vedkommende samt de upassende kavalergange og bare maver for kvindernes. Men langt videre. For os, der har gået i flinkeskolen og fået (dårlige) ordenskarakterer, er der ikke meget at hente. Men for andre, så decideret ja! Og det uden hævede pegefingre, men derimod fornuftige råd, fortalt med både kyndighed og humor.

Der er glimrende afsnit om mødekultur, omgangsformer ved receptioner og private middage og den slags, fra vugge til grav så at sige, og ned i alle detaljer. Livsråd får man også, såsom at ærlighed nok varer længst, men at man ikke nødvendigvis kommer længst ved at være hudløst ærlig.

Forholdene mellem chefer og medarbejdere får også en grundig behandling i flere kapitler. Hvem kender ikke den chef, der kun hilser på de (for ham/hende) betydningsfulde medarbejdere? Eller den kollega/mellemleder, der har et helt specielt toneleje, når den pågældende taler med topchefen?

Der er mange faldgruber, både i arbejdslivet og privatlivet, og de fleste af dem nævnes her med opskriften på, hvordan man undgår dem. Nogle af rådene kan man dog smile en smule af, f.eks. det med at få de babysitterfri børn til at ringe til restauranten i stedet for til forældrenes (slukkede) mobiltelefon. Man ser det for sig: Tjenere der styrter til og fra bordet, når ungen, der er vant til at kommunikere sin mindste tanke pr. mobil, ringer hvert femte minut.


Til gengæld savner jeg personligt et kapitel om takt og tone i kontorlandskaber og store fælleskontorer, ja selv små fælleskontorer. Der er i høj grad brug for nogle hensynsfulde spilleregler. Ligeledes kunne det have været nyttigt at læse Sanne Udsens bud på, hvordan det karrieremæssigt vil gå for de tusindvis af danske unge og snart ikke så unge, der er tatoverede og piercede på meget synlig vis. Her er dansk mode meget speciel, og jeg kunne forestille mig en aborteret international karriere med ring i næsen og en læbepiercing, hvis man da ikke vil være musiker eller stripper.

I det hele taget savner jeg mere om internationale forhold, da det jo for mange er en stor del af arbejdslivet, men her må vi nøjes med lidt om takt og tone i fly og med hensyn til fodtøj. Men det er småting i en ellers meget omfangsrig og omhyggelig indføring i det ny årtusind for mangen en 'jeg er da bare mig selv, og det er jeg stolt af'-dansker. »Al passende opførsel er en begrænsning af personlig frihed«, som der skrevet står. Det bliver vi nødt til at finde os i. Hvis vi da vil begå os, og det vil de fleste af os jo forfærdelig gerne, når det kommer til stykket.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Annonce

For abonnenter