På forsiden af Brendan Simms' blændende bog 'Unfinest hour' om Storbritanniens politik under krigen i Bosnien er et snapshot af den slags, man fortryder. Storsmilende og i højt humør sidder den britiske general sir Michael Rose og drikker sammen med Radko Mladic, såmænd bare den ansvarlige for massakren i Srebrenica, den værste krigsforbrydelse i Europa siden holocaust. Et billede, som det ikke kan være rart for den gode general Rose at gense hos boghandlerne, ligesom hans vurdering af Mladic som »en mand, der generelt holder sit ord«, sikkert er en, som han gerne så glemt. Men både billedet og vurderingen er en passende introduktion til den britiske historiker Brendan Simms isnende billede af Storbritanniens uhyre svigt under krigen i Bosnien. Et svigt, der efter Simms' uhyre veldokumenterede mening ikke bare var en forbrydelse, men en af de største fejltagelser i nyere britisk udenrigspolitik, der var på nippet til at ødelægge det 'særlige forhold' til USA. Ud fra en politik, Simms kalder konservativ pessisimisme, besluttede Majorregeringen og særligt udenrigsminister lord Douglas Hurd på et tidligt tidspunkt, at der ikke var det store at gøre ved krigen, og at etniske udrensninger var noget, som man blev nødt til at leve med. Krigen i Bosnien var, sagde man, en næsten uforståelig 'etnisk' krig, som havde århundredgamle rødder. Parterne var lige gode om det, og selv hvis de ikke var, kunne man ikke gøre noget ved det. Det klogeste var derfor at opretholde en våbenembargo for i det mindste at lægge en dæmper på konflikten, som Serbien jo formentlig alligevel ville ende med at vinde.