0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den amerikanske regering set indefra

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det må på mange måder være ret fedt at være Bob Woodward. Han blev verdenskendt i en ung alder for at knække Watergateskandalen og helt for en generation af journalister. Siden har han skrevet en håndfuld bestsellere om amerikansk politik i bred forstand.

Hemmeligheden bag Woodwards bøger er altid den samme: en utrolig adgang til kilder, dokumenter og begivenheder, der giver mulighed for at føre læseren helt ind i magtens centrum og vise, hvad der virkelig foregår. Og just det er også metoden i hans sidste værk, 'Bush at War', om krigen i Afghanistan set indefra den amerikanske regering.

Her vælter det med referater fra tophemmelige interne dokumenter. Der er citater fra alle USA's ledende politikere. Ja selv præsidenten er blevet interviewet et par gange.

Woodward ved stort set alt. Lige fra, hvad vicepræsident Dick Cheneys kone spørger ham om, når de går i seng om aftenen, til, hvad Colin Powell tænker efter de forskellige møder. Og eftersom Woodward for længst er vokset fra at henvise til sine kilder, er man som læser mere eller mindre nødt til tage det, som det kommer og i øvrigt stole blindt på, at stjernejournalisten fortæller sandheden.

Men hvad er det så for et billede af USA's regering og præsident George W. Bush, som Woodward med sin vanlige, lidt tørre pen, tegner. Det er svært at sige. På den ene side bekræfter Woodward det noget forsimplede indtryk, mange har af George W. Bush.

»Wow, det var et amerikansk fly, der ramte Pentagon«, var for eksempel Bushs første kommentar, da han om formiddagen 11. september fik fat i forsvarsminister Donald Rumsfeld.

»Det er en national tragedie, men vi skal nok få ryddet op, og så vil bolden være på din og Dick Myers (leder af det amerikanske luftvåben, red.) boldbane«, lød den videre og velgennemtænkte instruks fra landets øverstkommanderende, som derefter tilbragte de næste mange timer med at flyve fra luftbase til luftbase, indtil faren drev over.


Men der er helt tydeligt andre aspekter af Bushs personlighed end denne lidt drengede side. Og overordnet tegner Woodward et meget positivt billede af præsidenten. Bush er manden, der holder de andres opmærksomhed fast på Afghanistan, ikke lader sig gå på af den megen negative presse, og som gør det, en leder helt oplagt skal i den situation: lede og have en pæn del is i maven.

Og det er faktisk vanskeligt ikke at blive lidt imponeret over, hvor roligt Bush tager det i begyndelsen, hvor det hele tegner meget usikkert, og ingen rigtigt ved, hvad USA's modsvar skal være.

Den første weekend efter 11. september er alle de centrale rådgivere for eksempel inviteret til sommerresidensen i Camp David. Det står klart, at det er et afgørende øjeblik for Bushregeringen, men der er bestemt ingen panik. Man mødes klokken 9. Der er frokost klokken lidt i et. Og så giver Bush i øvrigt alle fri indtil klokken 4 for at kunne dyrke lidt motion.

Men trods frokostpauser og andet godt tegner planen om at angribe Afghanistan og bruge Den Nordlige Alliance som partner sig forholdsvis hurtigt. Og det samme er tilfældet med konflikterne mellem de forskellige medlemmer af Bushs inderkreds. Meget af dette er - blandt andet takket være Woodwards tidligere artikler - kendt stof. Forsvarsminister Rumsfeld og vicepræsident Cheney er høgene, der fra starten taler om Irak og en meget omfattende krig, Powell, duen der vil have det internationale samfund med, lægger vægt på FN og så videre.


Mellem dem står den nationale sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice, hvis betydning helt tydeligt knap kan overdrives. Med hvad der ligner uhindret adgang til præsidenten er det i langt højere grad hende end for eksempel Powell, Bush lytter til.

Har man fulgt med i det sidste års tid, er der derfor mere sladder og anekdoter end egentlige nyheder at hente omkring de politiske stridigheder i regeringen. Men på andre felter giver bogen nye nuancer til billedet af USA.

Slående er det således, hvor vigtig en faktor religion er i amerikansk politik. Woodward fortæller, hvordan den demokratiske senator Robert C. Byrd blev voldsomt imponeret, da han en aften var til middag i Det Hvide Hus, og Bush helt automatisk indledte med at bede bordbøn. Fuldkommen ligesom, det, Bush åbenbart selv bed mest mærke i, da han første gang mødte den russiske præsident Putin, var, at Putin engang havde fået et kors velsignet i Israel.

Et par anekdoter, der er vanskelige at forstå med danske politiske briller, men som er helt centrale for at forstå USA og det politiske system der. I det hele taget er der en sælsomt blanding af barnlig naivitet og benhård realpolitik over det USA, Woodwards bog beskriver.

På den ene side sidder George W. Bush omhyggeligt i Det Ovale Kontor og sætter krydser hen over ansigterne på de topfolk fra alQueda, man får ram på - og visker derefter møjsommeligt krydserne ud igen, hvis det viser sig, at de alligevel er undsluppet.


På den anden side råder landet over iskolde folk som CIA-manden 'Jawbreaker', der rejser rundt i Afghanistan med en kuffert fyldt med amerikanske dollar for at købe og bestikke de forskellige krigsherrer og Talebankommandører. Og hvis penge ikke er nok, tages andre midler i brug. Efter at en Taleban-leder sagde nej til 50.000 dollar for at skifte side, landede der en laserstyret bombe ved siden af hans hus. Så var 40.000 dollar pludselig rigeligt.

Og for de internationalt eller folkeretligt orienterede er der bestemt ikke megen opmuntring at komme efter. NATO bliver stort set ikke nævnt, de europæiske allierede tales der lidt om, men mest i forbindelse med, hvor vanskeligt det er for amerikanerne at finde noget fornuftigt at bruge dem til. Og Bush erklærer bramfrit igen og igen, at han har det helt fint med at køre krigen alene.

»Det kan være alle andre falder fra. Det er o.k. med mig. Vi er Amerika«, siger han således til et møde i Det Nationale Sikkerhedsråd, og går ubekymret videre til næste punkt på dagsordenen.

Det er netop den slags citater og scener, der gør Woodwards bog værd at læse. Man er med til de afgørende møder, ser hvordan der argumenteres, og hvem der lyttes til.

Samtidig er Woodwards rige adgang til kilderne dog også bogens egentlige problem, det virker nemlig som om, Woodward er kommet på lige lovlig venskabelig fod med sine kilder. Faktisk i en sådan grad, at han næsten ikke kan få sig selv til at skrive noget, der bare minder om kritik. Oplysninger er der til gengæld masser af. Og mange af dem interessante.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce