I det politiske miljø i Washington har spørgsmålet om, hvordan Irak politisk skulle tackles langt oversteget diskussionen om, hvorvidt Saddam Hussein er en trussel såvel i regionen som mod USA. Det sidste har stort set ingen politikere, analytikere og rådgivere fra de mange tænketanke i den amerikanske hovedstad været i tvivl om. Spørgsmålet har snarere gået på, hvor stor en trussel Saddam Husseins regime er, og på hvilket grundlag man skulle vurdere hans adfærd: Er han rationel, eller er han en galning? Hvis man kan godtgøre, at han er fornuftig, kan hans adfærd forklares og forudsiges, hvilket igen betyder, at en traditionel afskrækkelses- og inddæmningspolitik vil afholde ham fra at bruge de våben, han måtte være i besiddelse af. Hvis han er en galning, må man ty til andre midler, fordi man da kan forvente hvad som helst fra hans kant. Man må fjerne ham, inden han finder på at gøre noget vanvittigt som f.eks. at sende et scudmissil med masseødelæggelsesvåben mod Israel eller forsyne Osama bin Laden med miltbrand. Mens den nuværende regering i Washington klart hælder til den sidste opfattelse, at betragte Saddam som en vanvittig, har de fleste europæere set ham som diktator, der kan afskrækkes. På grund af disse forskelle får man hen over Atlanten to meget forskellige opfattelser og diskussioner af Irak-problemet. I bogen 'The Threatening Storm. The Case for Invading Iraq' giver Kenneth M. Pollack en klar og præcis fremstilling af den amerikanske diskussion af det irakiske problem. Bogen er logisk bygget op i tre afdelinger, hvor man først får den historiske baggrund for det irakisk-amerikanske forhold, dernæst en analyse af Irak i dag og til sidst en systematisk diskussion af mulige tiltag, USA kan tage i anvendelse for at løse sit problem med Irak. Bortset fra et svagt afsnit om Saddams barndom og person rummer bogen en fremragende karakteristik af de positioner, der kendetegner diskussionen om Irak i Washington. Som CIA-analytiker under den første Golfkrig 1990-91 og fra topposter under Clinton i Det Nationale Sikkerhedsråd med Golfen som speciale kender forfatteren diskussionerne på nært hold.