0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Behersket åbenhed

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Find dig i Bashy Quraishy, eller find dig i hvad som helst. Ligesom Ekstra Bladet kan denne mand med alpehuen splitte et hvilket som helst middagsselskab i to lejre - for eller imod, med Bashy kan man ikke være ligeglad. Man må bekende kulør.

Ligesom Ekstra Bladet skaber han en forbløffende irritation og en umiddelbar respekt - på én gang.

På enhver rimelig demokratisk skala fra 1 til 10 rammer Bashy 9 rent, fratrukket hans tankeløse kritik af Salman Rushdies ytringsfrihed. Vær så artig - en indvandrer, der taler dansk, involverer sig i samfundets udvikling og den offentlige debat, søger indflydelse, tager ansvar og tilmed engagerer sig i Danmarks internationale samarbejde. Er det ikke, hvad Danmark efterlyser? Bashy kan være strid i mælet, men det er vel ikke, hvad vi vurderer vores naboer på?

Han er født i Indien, voksede op i Pakistan, studerede i Tyskland, USA og England, og en dag havde han en kiosk i København. Formentlig en helt traditionel karrierevej i det globaliserede samfund. Men Bashy holdt sig ikke pænt på den anden side af disken. Kunderne rakte ud efter 20 Cecil, Bashy rakte ud efter indflydelse. Han finder sig ikke selv i hvad som helst.

Det skal man som bekendt ikke, heller ikke i et demokratisk samfund. I dag er han minoritetskonsulent, redaktør af det lille energiske blad MediaWatch, som holder pressen fortjent i ørerne, formand for Paraplyorganisationen for Etniske Mindretal, POEM, i Danmark og præsident for European Network Against Racism, ENAR, i Bruxelles. En nyttig aktivist, vil halvdelen af middagsselskabet sige. En pamper, vil den modsatte side af bordet brokke sig.


Han provokerer stygt allerede ved sit nærvær, for Bashy Quraishy er alle vegne, insisterende og respektløs og den sidste, der letter på hatten for autoriserede magthavere eller den herskende folkestemning.

I sin nye bog tier han faktisk stille og lader andre snakke. Det vil næppe formilde hans kritikere, for hvem det har været en anelse illusionsnedbrydende og måske endda angstfremkaldende, at Bashy Quraishy insisterer på at tale om 'hvide' og 'sorte', også i Danmark. I denne bog om dansk identitet taler han med 15 mennesker »med brune øjne«.

Hvis du skulle gøre livet om igen, det vil sige komme til Danmark med den viden, du har nu, hvad ville du så, lyder hans sidste spørgsmål til dansk-ireren Anthony Kiely.

Svaret er tvedelt. Kiely ville på den ene side nok »vælge et andet land at bo i« - men »på trods af den måde Danmark bliver defineret i aviserne og af politikerne og de danske nationalister«, så er der et Danmark, han trives i. Et tvedelt svar i et tvedelt Danmark. Bashy Quraishys bog handler akkurat om tvedelte borgere i et land, der helst vil opfatte sig som homogent og priser sig som demokratisk, men hyppigt skyr det flerkulturelle.

Hvis vi troede noget andet, vidner 15 mennesker her med deres liv.

Bashy Quraishy stiller et hav af nøgne spørgsmål til disse 15 fascinerende mennesker, som ved skæbnens mellemkomst lever deres liv i Danmark. Det er, som forfatteren og fotografen Jacob Holdt skriver i forordet, en rejse Jorden rundt på få dage med bud på danskheden fra alle kontinenter og hudfarver og kulturer. Det mest livgivende er stoltheden ved deres baggrund.

Det mest pinagtige er oplevelsen af Danmarks stærkt varierende og hyppigt beherskede åbenhed. Og det mest skræmmende og ulyksalige er fornemmelsen af et hierarki, der skiller indvandrere efter oprindelse, farve og religion. Er det Danmark, som vi vil det?


Vi kommer rundt om den bosniske indvandrer Emina Glavos: »Selvom jeg er dansker på passet, så er jeg inderst inde bosnier«.

Studieværten fra Chile, Paula Larrain: »Vi er meget lyse i min familie, fordi vi i virkeligheden er europæiske indvandrere i Chile. Min mor er halvt tysker, min mormor er tredjegenerationstysker i Chile og den første, der gifter sig uden for det tyske samfund dernede. Til den anden side er vi baskere, min far er rimelig mørk, men min mor og hele min mors familie er meget lyse ...«.

Muharrem Aydas: »Det er verbal prostitution, når man siger, at man er nødt til at smide sin bagage væk«.

Omar Marzouk: »Jeg synes, det er fedt, når Danmark vinder i fodbold, men jeg har ikke den der nationalfølelse. Jeg ville aldrig male mig rød og hvid i ansigtet og gå til en fodboldkamp ...«.

Heidi Wang: »Jeg er en kvinde på vej til overgangsalderen, der har truffet et valg, om jeg skal tage hormonpiller eller blive politiker. Der har jeg valgt at blive politiker ...«.

Henriette Berthelsen: »Min mor er født i en grotte og er opvokset i en jordhytte. Nu sidder hun i et fuldt moderne hus med satellit-tv (...) En fanger kan komme hjem og sige et par ord, og konen kan se alt, hvad der er sket, hvordan det er gået, hvor meget han har fanget - hun behøver ikke stille spørgsmål. Danskeren er derimod nødt til at sætte ord på alt, for at konen kan forstå, hvordan dagen er gået. Danskerne snakker og snakker ...«.

Osama al-Habahbeh: »At det danske samfund er homogent, er en illusion«.

Fakhra Mohammed: »Min far skulle have været til England, men havnede i Danmark ...«.

Roya Moghaddas Hoffmeyer: »I 11 år gik jeg og græd af længsel efter Iran, fordi jeg savnede mit universitet og mit hus. Bare tanken om at komme ind og røre ved de her vægge fik mig til at græde. Da jeg så efter 11 år kom til Iran, følte jeg mig som en alien dernede - jeg følte mig som en fremmed ...«.

Tim O'Connor: »Jeg har ikke noget imod at dø for USA, men jeg vil ikke dø for de her idioters skyld« - minde fra soldatertid i Vietnamårene.

Khalid al Subeihi: »Det samfundssystem, danskerne kører efter, er faktisk meget islamisk. Alle har lige rettigheder, uanset om man er statsminister eller en almindelig borger ...«.

Ida Brandt: »Jeg oplever, at Danmark er et meget retfærdigt land - eller prøver at være det ...«.

Mathews Mohan: »Det er tydeligt, at der er en bevidst diskrimination i gang, der holder folk med en bestemt etnicitet nede - folk fra lavindkomstlande - og det er selvfølgelig de brune og de sorte ...«.

Carol S: »Jeg elsker Danmark på trods af alting ...«.


Og Bashy selv? Denne bog beviser, at manden kan spørge og lytte og ikke insisterer på at give alle svarene selv. Hans spørgsmål er uindpakkede og en del af dem af en karakter, som det gør ondt overhovedet at overveje (»kan en person med et ikkeeuropæisk udseende være dansker?«).

Mange ville måske helst være fri for at høre svarene, for det gør ondt i deres hudløshed og i de interviewedes tvedelte bevidsthed om på én gang at høre til og alligevel ikke altid. At gerne ville holde af, men ikke altid være afholdt i samme mål. Interviewene er lavet før den berygtede 11. september, men samfundets holdninger til udlændinge i Danmark er næppe forandret til det bedre.

Som Bashy Quraishy skriver, kommer svarene fra disse brunøjede mennesker »direkte fra hjertet« midt i en skinger tid. De er i bedste forstand en læsning og en tanke værd. Og Bashy - ham skal vi ikke bare finde os i.

Hans bidrag er til fire-fem alpehuer med det hele.