Peter Lands helt egen historie er et typisk eksempel på, hvordan en såkaldt billedkunstner pludselig kan springe ud som videokunster. Engang gik Land på Kunstakademiet. Men han var blevet dødtræt af maleriet, så træt, at han ligefrem overvejede at stoppe sin karriere som kunstner. I hans tilfælde opstod lysten til at lave den første videofilm lige frem af sin negation: ulysten ved at male. Derefter var hans lykke gjort. Igennem den seneste snes år har det væsentligste segment inden for den kunst, man kalder den moderne, fjernet sig fra sine forudsætninger inden for den traditionelle billedkunst. I stedet er den flyttet tættere på de nye tekniske medier. Objektivt set er der intet sensationelt ved, at billedkunsten udvikler og fornyer sig og på den måde opdaterer definitionen på, hvad kunst overhovedet er for noget. Det har kunst altid gjort, dvs. hvis man lige undtager de samfund, hvor den af religiøse eller politiske grunde har haft forbud mod at lave et lille kvantespring i ny og næ. Det nye ligger i, at billedkunsten i Vesten er begyndt at læne sig op ad andre visuelle udtryksformer, først og fremmest filmen. Det er tankevækkende, at netop filmen med dens evne til at illudere fart og tempo er blevet inspiration nummer ét. For kunsten har altid været afskåret fra at simulere bevægelse. I stedet har den måttet oversætte bevægelsen til et genkendeligt symbol, eller fortolke den i olie og bronze, som futuristerne gjorde. Forvandlingen hænger sammen med filmens suveræne position i kulturlivet i dag. Levende billeder er blevet vor tids dominerende kommunikationsform, den mest effektive og ikke mindst underholdende måde at formidle informationer og oplevelser på, både i biografen, i fjernsynet og på computerskærmen. Billederne er overalt, og vi hverken vil eller kan undvære dem, for moderne mennesker er skamløse billednarkomaner.