60 år er gået siden den tyske aktion mod de danske jøder og flugten til Sverige. Den israelske historiker Leni Yahil kaldte befolkningens hjælp til jødiske landsmænd for en demokratisk prøve, der blev bestået med glans. Siden er det blevet fremhævet, at det lykkelige forløb ikke kun skyldtes offervilje, med i billedet hører også tyske myndigheders valenhed. Men de nuancer, der er kommet frem, berører ikke hovedsagen, solidariteten med de forfulgte. Engagementet i jødernes sag blev en form for mobilisering, der måske i højere grad end 29. august fik danskerne til at tage positivt stilling til modstandskampen. Begivenhederne mindes i en bog skrevet af danske historikere. Det er ikke en sentimental mindebog, men en række indsigtsfulde videnskabelige essays, hvor forfatterne forsøger at forklare forløbet historisk og moralsk. Der lægges ud med Therkel Strædes fortrinlige artikel om vejen til Auschwitz, en diskussion af, hvorfor et så forfærdende civilisationssammenbrud kunne finde sted i Europas hjerte. Nogle har lagt hovedvægten på diktaturets væsen; befolkningen var på en gang truet og forført til at acceptere regimets ugerninger. Andre har fremhævet strukturelle forhold, holocaust som resultatet af bureaukratiets og den moderne tekniks egendynamik, hvorved traditionel embedsånd og pligtfølelse er blevet gjort medansvarlig. Som fremhævet af Therkel Stræde tager sådanne forklaringer ikke hensyn til, hvordan den nazistiske verdensanskuelse og ideologi forandrede værdinormer og tankesæt. Hvor man tidligere koncentrerede sig om politiske og økonomiske strukturer, har den nyere forskning i høj grad fokuseret på tilblivelsen af en mentalitet, der var afvisende over for appeller til almindelig menneskelighed.