0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Gang-Bang

Nok var Herman Bang sær, men ikke så sær. Dag Heede tager nok en klassiker under sin kønnede lup.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

At Herman Bang var homoseksuel er ingen nyhed, men at stort set alle hans beskrivelser af kærlighedsaffærer mellem mænd og kvinder i hans tekster ikke handler om kærlighed mellem mænd og kvinder - selv om personerne har mands- og kvindenavne og er udstyret med mandlige og kvindelige kønsattributter - men alene om kærlighed mellem to af samme køn, er det måske nok for de fleste.

Det skal nu heller ikke tages som 'sandheden' om Bang, men som et teoretisk udgangspunkt, og den bagved liggende teori er den såkaldte queerteori, som Bang-bogens forfatter, Dag Heede, også lagde til grund for sin tolkning af Karen Blixens værker.

Ved at se på teksterne ud fra den forudsætning, at en kvinde er en mand og en mand en kvinde, så kan der komme meget overraskende ting frem, og teksten kommer til at udsige noget, som kan give læseren en helt ny forståelse af sammenhænge, ligesom der fremlæses nogle overraskende pointer.


Dag Heede, lektor på Syddansk Universitet, bruger Herman Bangs kendte udsagn om, at al digtning er »en Bekendelse om Digteren selv, og om den han elsker« som briller til at læse alle hans tekster gennem. Og det kommer der ganske sære eller med hans eget ordvalg 'mærkværdige' læsninger ud af.

Men om man kommer tættere ind på Bang ved denne bortradering af heteroseksuelle relationer til fordel for homoseksuelle, er anmelderen nu ikke overbevist om. Der kommer noget gevaldigt gemacht ud af det, noget der virker lige så kunstigt som et af de boudoirer, Bang med så stor færdighed formåede at skabe.

Som nøgle til hele forfatterskabet anvender Dag Heede det essay, eller den afhandling, for der er ikke meget essay-svung over det, 'Gedanken zum Sexualitätsproblem', som Bang skrev sammen med en tysk læge ret sent i sit liv, og som først blev udgivet ti år efter hans død, og er det ikke en anelse problematisk at anvende en så sen tekst som nøgle til tekster, der blev udgivet mere end 25 år tidligere? Spørgsmålstegnet angiver, at det mener denne anmelder.


Et konkret eksempel, der måske kan give en fornemmelse af Dag Heedes fremgangsmåde: Om romanen 'Ludvigsbakke' får læseren at vide, at Ida Brandt, den stille, indadvendte sygeplejerske fra Kommunehospitalet i København, ikke er en kvinde, men er en allegori på den mandlige homoseksuelle.

Denne Herman Bangske mandlige homoseksuelle har - hævder Heede - så mange af Ida Brandts træk og eksistensvilkår, at romanen kalder på et forsøg på at skifte Idas køn ud med en mands. Og læst på denne måde bliver Idas underhold af den slatne Karl til et homoseksuelt betalingsforhold.

Der er i romanen, siger Dag Heede, tale om »den generelle kønsomvending af hele romanuniversets relationer mellem mænd og kvinder, kunder og varer, subjekter og objekter, begærende og beærede«.

Så ved vi det, så næste gang læseren falder ned i lænestolen med 'Ludvigsbakke' i hånden - og det kan faktisk anbefales at gøre dette, for 'Ludvigsbakke' er stadig en fremragende roman - så skal man altså ikke tro på, at Ida er en kvinde, eller at sygeplejerskerne er sygeplejersker, i al fald ikke af kvindekøn. Men gør man denne øvelse og læser romanen på denne måde, er der andre dele, der ikke går op.


Dag Heede får læst nye ting frem, ingen tvivl om det, men der er noget hårtrukket over hans læsninger, og en ting, som nok ikke kan undgå at vække ikke blot en vis, men snarere en voldsom irritation hos de fleste læsere, er hans næsten uudholdelige akademiske facon.

Sætningerne er ofte slæbende lange, ophobningen af fremmedord så voldsom, at man er ved at kløjes i det. Og så er det, man ikke kan lade være med at undre sig over, at studiet af Herman Bang slet ikke har sat sig det ringeste mærke i den sproglige dragt, forfatteren har valgt sig.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce