0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den tyske provins (Danmark)

Fem akademikere og to digtere hylder vores førende germanist Per Øhrgaard på hans 60-års dag med et fint lille festskrift om Danmark og Tyskland.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Omtrent som Karl Aage Rasmussen skildrer Schuberts musik over for Beethovens, udmærker dette dunlette festskrift til germanisten Per Øhrgaard sig i forhold til de murstenstykke gravmæler af vidtløftigheder, hvormed man normalt fejrer hinanden i den akademiske verden.

»Han synger ganske sagte«, skriver Rasmussen i sit herlige og ligefremme bidrag om den unge døde, hvis »livsværk - både i bredden og i dybden - er den rigeste musikalske arv, vor jordiske verden nogensinde har modtaget til gengæld for et så kort ophold«.

Redaktøren Birthe Hoffmann har i anledning af Per Øhrgaards 60-års dag bedt syv åndspersoner om hver sit bud på 'Den tyske forbindelse' mellem Danmark og vor dominerende nabo mod syd. Kun forfatteren Günter Grass nævner fødselaren selv - i en hyldesttale til Øhrgaard, da han fik den fornemme Henrik Steffens-pris for tre år siden.

Per Øhrgaard forbinder i sin person mange klassiske dyder. Han er forfatter til den ultimative danske Goethe-biografi (1999), han er mesteroversætter af Grass og mange andre store tyskere, som essayist gør han sig ikke klogere, mere forudseende eller modigere end dem, han portrætterer, som Grass fremhæver, han er professor, han sidder i direktionen for Carlsbergfondet, og han deler med Schubert en åndfuld musikalitet med det lærde menneskes beskedenhed.


Den lille bog fortæller historien om Danmark som en provins af tysk kultur, begyndende med Luthers reformation og videreført af en ubrudt tysk filosofisk tradition i dansk humanistisk tænkning helt op til Marx og Habermas.

I et af bogens tunge bidrag spejler litteraten Erik A. Nielsen tysk baroktænkning og lutherdom i dansk salmedigtning i 1600-tallet. Den opfindsomme ortodoksi formår ud af det ubrydelige bibelske korpus at forme en spiritus, der har langt større digterisk kraft i sin fortolkning end nutidens magre salmedigtning.

Her sætter Nielsen konstruktion op mod dekonstruktion. Barokken fandt sin frihed i at blive sin egen formynder og leve sig ind i digtningens totalkonstruktion, mens moderne bibeltolkere sønderdeler teksten for at befri den for alt formynderi, hvorved de som dens ny formyndere gør sig meget klogere end det, de skal fortolke. Ret meget modsat Øhrgaard, der, som Grass siger, tager teksterne på ordet.


Else Marie Bukdahl skildrer venskabet mellem kunsthistoriens grundlægger, tyskeren Winckelmann og den danske klassicistiske billedhugger Johannes Wiedewelt, hvis hovedværk kan ses spredt i skoven ved Jægerspris Slot. Klassicismen var vel en blindgyde, men Carl Henrik Koch kommer tilbage på hovedsporet med sin, allerede tidligere publicerede artikel om digteren Jens Baggesen som filosof.

Baggesen håbede på et professorat i filosofi ved Københavns Universitet, men fordi han var ægte original blev han naturligvis dømt uoriginal og forbigået til fordel for Sibbern, som ingen læser i dag. Baggesen hentede inspiration både i de tyske riger og i Frankrig, men endte med at tage springet fra viden til tro, og Koch sammenligner ham heri med Søren Kierkegaard.

Koch skriver en del om Baggesens forhold til Rousseau, men bemærker, at han dog ikke som denne var tilbøjelig til at mene, at sproget nedstammer direkte fra Gud. Hvis Rousseau virkelig skulle have ment det, hvordan skal vi så forklare, at han indleder sin bog 'Essay om sprogenes oprindelse' med at konstatere, at sproget er den første sociale institution og kun skylder sin form naturlige årsager? I denne sag var Baggesen ren Rousseau.

Klaus Rifbjerg slutter festskriftet af med et hyldestdigt til Berlin, hvor såvel hans hjerte, som der Hund liegt begraben. Unter den Linden, selvfølgelig. Man får helt lyst til at rejse derned igen.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til P