Det er ikke noget venligt portræt, den amerikanske journalist Peter Biskind tegner af brødrene Harvey og Bob Weinstein i 'Down and Dirty Pictures', en tyk, tung og meget detaljerig gennemgang af den såkaldte uafhængige amerikanske filmindustri. Tværtimod får grundlæggerne af Miramax, især den førende bror, Harvey, kniven både forfra og bagfra med et utal af eksempler på en hæmningsløs og respektløs optræden over for omverdenen, som alle andre steder end i filmindustrien ville have ført til øjeblikkelig bortvisning og udelukkelse fra alle civiliserede menneskers selskab. Ude af kontrol Faktisk undrer man sig under læsningen over, at ikke flere amerikanske filmfolk, kunstnere såvel som producenter og sælgere, enten er indlagt på den lukkede på grund af sammenbrud eller indsat i et fængsel efter overfald og/eller affektmord på førnævnte Harvey. Hvis man tror, at excentriske moguler med grænseoverskridende optræden forsvandt med det gamle Hollywood, tager man grundigt fejl. Harvey Weinstein og hans firma red på succesbølgen af 'Sex, Lies and Videotape', og fraset sex - han beskyldes i det mindste ikke for overgreb af den slags - skorter det ikke på løgne, videomanipulation og noget, der ikke var med i Steven Soderbergs film, eksplosive raseriudbrud. Harvey Weinsteins temperament er helt ude af kontrol. Tarantino går fri Skældsord af værste skuffe, trusler og sågar kasteskyts udløses ved mindste anledning og går ud over alle, nære og trofaste medarbejdere, konkurrenter, filmkunstnere og andre, der ikke lige kan regne ud, hvordan vinden blæser fra Harvey Weinstein. De eneste, der går fri, er Quentin Tarantino, som Weinstein har respekt for efter succesen med 'Pulp Fiction', og som ikke kan gøre noget galt, og filmstjernerne, som Weinstein dyrker og gerne vil ses i selskab med. Især med smukke skuespillerinder som Gwyneth Paltrow og Uma Thurman. Sidstnævnte møder dog også den grimme side af filmproducentens temperament, og Al Pacino får en skidtspand i hovedet, dog kun gennem telefonen, da han udviser manglende interesse for at arbejde med Miramax. »I've fucking had it with you. You suck!«, skriger Weinstein til den estimerede skuespiller. Udsagnet behøver næppe oversættes. Sundance som væksthus Peter Biskind er tidligere redaktør af Premiere Magazine og har skrevet tre andre bøger, heriblandt 'Easy Riders, Raging Bulls: How the Sex-Drugs-and-Rock'n' Roll Generation Saved Hollywood'. Han er tydeligvis en god kender af det amerikanske filmmiljø. I 'Down and Dirty Pictures' med undertitlen 'Miramax, Sundance, and the Rise of Independent Film' gennemgår han minutiøst den betydning, Sundance filmfestivalen og de ikke-Hollywood-baserede filmselskaber som Miramax, October Films og New Line har haft for amerikansk film. Ifølge Biskind har Sundance gennem sine filmværksteder fungeret som væksthus, men på grund af grundlæggeren Robert Redfords egocentriske og samtidig vankelmodige optræden og deraf følgende elendige ledelse er festivalen aldrig blevet det, den kunne have været. Men Sundance blev trods alt affyringsrampe for en lang række små film, som ellers ikke ville have fået megen opmærksomhed, heriblandt 'Sex, Lies and Videotape' og 'Pulp Fiction'. Begge film tog filmfestivalen i Cannes med storm og amerikanerne skaffede hovedprisen, guldpalmen. Filmene blev en nødvendig del af det fundament, Bob og Harvey Weinstein byggede deres firma på, efter at de i en årrække havde fægtet sig igennem med import af udenlandske kunstneriske film samt køb og salg af videorettigheder. Det sidste på en sådan måde, at man kan sige, at de købte koen med dens egen mælk, når de handlede. Bertoluccis lavpunkt Blandt de film, Miramax købte, var 'Pelle Erobreren'. Ifølge Peter Biskind havde Harvey Weinstein god gang i saksen, før han slap Bille Augusts Oscar-vinder løs i Amerika. 'Harvey Saksehånd' kaldes han, og det har skabt ham fjender for livet, bl.a. Bernardo Bertolucci. Den italienske instruktør betegner samarbejdet med Miramax i forbindelse med 'Little Buddha' som et lavpunkt i hans liv og karriere. Her hentyder han ikke til kvaliteten af filmen, som tillige må regnes for en af hans kunstnerisk svageste, men til den respektløse behandling han var ude for. Ved meddelelsen om, at Miramax selv havde klippet en version af hans film, forlod han et møde i vrede og gav sig til hvileløst at vandre rundt i New York, ude af sig selv og dybt deprimeret: »Jeg fandt en bar, og da jeg gik hen mod døren, var der et stykke meget glat og isbelagt fortov, så jeg gled og endte på enden på jorden og sagde 'Okay, det var det, det er min situation i en nøddeskal'«. Ikke den samme film Harvey Weinstein, der ikke har nogen som helst filmmæssig baggrund eller uddannelse, har følt sig kaldet til at klippe løs i alverdens film og det i en grad, så den franske filminstruktør Louis Malle, der var juryformand i Cannes, da Chen Kaiges 'Farvel min konkubine' fik guldpalmen, offentligt erklærede: »Filmen, som vi beundrede så meget i Cannes, er ikke den film, som man kan se her i landet (USA, red.). Den er 20 minutter kortere - men den synes længere, fordi den ikke giver mening. Den var bedre, før de fyre begyndte at klippe i den«. Da Miramax lod sig opkøbe af Disney, blev enhver hentydning til 'uafhængig film' meningsløs, om end brødrene stadig forsøgte at spille på, at de var små og avantgardistiske filmelskere, som ikke skulle betale ret meget for noget som helst. Ikke desto mindre kan ingen frakende dem næse for film. De har stået bag mange udmærkede kommercielle produktioner, bl.a. 'Den engelske patient' (med ubodeligt fjendskab med filmens oprindelige producent, Saul Zaentz til følge) og 'Shakespeare in Love' og også mindre og mindre kostbare film. Tårer i stride strømme Men når man læser 'Down and Dirty Pictures', hvor filmkunstnernes tårer flyder i strømme ned ad siderne, og beskidte handler hører til dagens uorden, bliver man taknemmelig over, at vi i Danmark har et system, hvor filmkunstnere - og kunstnere i det hele taget - ikke skal lade sig byde hvad som helst af hvem som helst. Taknemmelig kan man også være over, at vi måske ikke har en ægte uafhængig filmproduktion - det har amerikanerne tydeligvis heller ikke - men vi har dog et sundt filmmiljø, som ikke blot gør det muligt at skabe seværdige film, men også i en atmosfære, hvor man ikke skal gå rundt i permanent angst og bæven.