Valgkampen i forbindelse med Europaparlamentet er bare endnu et eksempel, men det sker hele tiden: Når danske politikere debatterer Europa, foregår det i små bidder med overskrifter som 'EU-forbehold', 'EU-udvidelse', 'Traktatændring', 'Tyrkiet' osv. - hvis altså debatten da ikke handler om det evindelige: 'Ja eller nej til EU?'. Men hvornår hører man politikerne formulere deres samlede visioner for, hvordan Europa bør se ud om ti, tyve, tredive år - og hvilken kurs det europæiske skib bør udstikke? Stort set aldrig. Debatbogen med titlen 'Europa hvorhen? er imidlertid en behagelig undtagelse. Fire debattører, to EU-tilhængere og to skeptikere, har formuleret deres visioner for fremtidens Europa. Og ingen af dem sniger sig i gulvhøjde. EU mister dynamik Den fremtrædende og indflydelsesrige embedsmand Niels Ersbøll er den af de fire debattører, der ligger tættest på det proeuropæiske politiske mainstream. Hans pragmatiske pointe er, at EU er en bydende nødvendig konstruktion, hvis Europa i fremtiden skal kunne løse sine fælles problemer - hvad enten vi taler om økonomi, handel, sikkerhed eller velfærd mv. Og Ersbøll er oprigtigt bekymret. Efter udvidelsen mod Øst, hvor antallet af medlemslande vokser til 25, er der nemlig en overhængende fare for, at EU vil kunne miste sin dynamik. Alene derfor vil det ifølge Ersbøll være altafgørende, at EU får en ny forfatningstraktat, der kan gøre samarbejdet effektivt. Sker det ikke, lurer katastrofen. Mener altså Ersbøll, som argumenterer ganske overbevisende. For et føderalt Europa Talsmanden for Nyt Europa, Jakob Erle, er selvsagt også tilhænger af den nye forfatningstraktat. Men han vil gå endnu længere. For ikke at sige langt længere. Traktaten er kun et museskridt i retning af Erles ideal - Europas Forenede Demokratier - der er et føderalt Europa med en fælles regering, et 'rigtigt' EU-parlament, en fælles præsident og en udenrigsminister, og som er den nødvendige ramme, hvis Europa skal kunne tackle grænseoverskridende problemer om sikkerhed, økonomi, miljø mv. Erle tænker i meget store linjer og ser med blanke øjne frem mod virkeliggørelsen af sit europæiske ideal. Det er yderst inspirerende, men næppe særligt realistisk. Det fleksible Europa Erles ideal - det føderale Europa - er JuniBevægelsens Niels I. Meyers skrækscenario, hvilket han ikke lægger skjul på i sit bidrag. Men Meyer falder ikke for fristelsen til dømmesygt lyseslukkeri. Derimod tegner han et billede af sit eget, positive ideal: Det fleksible Europa, hvor alle lande ikke er med i alt, og hvor hvert land frit kan vælge sine samarbejdspartnere. EU kan godt være en del af dette Europa, men der er tale om et renationaliseret EU, hvor overstatslige EU-love er en undtagelse, og hvor det mellemstatslige samarbejde har sejret. Og det lyder jo godt med det fleksible Europa, hvor det enkelte land kun er med i det, som det har lyst til at være med i. Men hvis EU bliver et tagselvbord, hvor man holder sig uden for de områder, hvor man selv skal bidrage lidt, ophæver man i sagens natur fællesskabet og solidariteten, som da Thatcher nægtede at være med i den sociale dimension. Og så er ideen ligesom væk. Det var det, som midteroprøreren Villy Sørensen erkendte, i modsætning til midteroprøreren Niels I. Meyer. Humanistiske instinkter holdes nede Hvor Meyer - og det er al ære værd - forholder sig til den fælleseuropæiske fremtid og til EU som en realitet, er Folkebevægelsen mod EU's Ole Krarup mere snæver i sin tilgang. Her er perspektivet først og fremmest dansk og nordisk. Som dansker gælder det bare om at komme væk og ud af EU - og det kan ikke gå hurtigt nok. Vi er nemlig langt mere demokratiske, miljøvenlige, ulandsorienterede og sociale end alle de andre i Europa, og vores humanistiske instinkter bliver holdt nede i middelmådighedens og magtfuldkommenhedens Europa. Derfor vil et dansk og svensk nej til den nye forfatningstraktat være en oplagt anledning til at sige farvel til de andre EU-lande, så vi kan lukke os ind i det nordiske samarbejde og vise resten af verden, hvordan et rigtigt nordisk foregangsland fører velfærds-, miljø- og ulandspolitik. De andre kan lære af os, og ikke omvendt. Basta! Velredigeret debatbog Man kan - som nærværende anmelder - være enig eller uenig med de enkelte debattører. Og det er just meningen. Men det ændrer ikke ved, at 'Europa hvorhen?' er en stram og velredigeret debatbog, der på en overskuelig og pædagogisk måde præsenterer os for en palet af visioner for fremtidens Europa. Bogen er yderst oplagt til undervisningsbrug og til studiekredse. Og til at blive klogere af i lænestolen. Det eneste, man kunne savne, er en direkte konfrontation mellem debattørerne og en større aldersmæssig og kønsmæssig spredning. For Europas fremtid er vel ikke kun for mænd med grånende hår, vel?