I det storslåede palads Alhambra ved Granada i Spanien blev to søstre taget til fange og spærret inde i et tårnværelse. Men som om deres ulykke ikke var nok, udspillede sig nedenfor så saftige erotiske orgier, at de to søstre snart døde af kærlighedslængsel. Rummet er siden hen kendt som 'De to søstres sal'. Sådan lyder et romantisk minde fra 1800-tallet, hvor Alhambras fremmedartede eksotiske arkitektur i særlig grad pirrede vestlige forestillinger. Tårer over tabet Dets righoldige ornamenter i komplicerede mønstre og vidunderligt duftende haver formet omkring bassiner med vandspyende løver er sanseberusende. Dronning Isabella kaprede det i 1492, og den slagne maurerleder skulle ifølge den romantiske overlevering have vendt sig om, kigget på bjerget og sukket. Ja, han græd som en kvinde over al den herlighed, han havde tabt. På dansk foreligger nu en smukt formidlet 26 år gammel klassiker om forskningen i det fantastiske bygningsværk. Stedets historie, betydning og værdi bliver diskuteret af bogens redelige og tilbageholdende forfatter, Oleg Grabar. Sofistikeret forvirring Han har flere overraskende perspektiver på de kulørte romantiske myter om Alhambra. Blandt andet at de, for så vidt alle gæt synes lige gode, godt kan være sande: Man ved uhyre lidt om Alhambra. Man kender ikke med sikkerhed dets funktion. Der findes ingen fortegnelser over byggeriet. Der findes ingen kendte skriftlige kilder at gå til, ingen levnedsbeskrivelser af 1300-tallets nasridiske fyrster Yusuf I og hans søn Muhammad V, der henholdsvis opførte og udvidede kompleksets væsentlige indre paladser. De eneste originale skriftlige kilder om Alhambra, der findes, er digte indføjet direkte i bygningsværket til lovprisning af dets skønhed, af dets skaberes storhed og af Gud. Hele kompleksets oprindelse fortaber sig i det uvisse. Men jødiske vizirer byggede først et palads på stedet i det ellevte århundrede. Alhambra var et citadel, en befæstet miniatureby i byen med egne forsyningskilder, egen moske og eget fængsel, som man kender det fra mange andre muslimske fyrstebyer, f.eks. Aleppos, Jerusalem og Kairo. Men funktionerne af de forskellige rum er for det meste ukendte og ligger åbne for fortolkning. Og det er noget, Oleg Grabar som filolog meget nødig begiver sig ud i uden at have samtidige kilder eller eksempler at støtte sine antagelser på. Det giver bogen en vis langsommelighed, og resultatet for læseren bliver ikke så meget en simpel afklaring som en sofistikeret forvirring. Mønstrenes mystiske mening Grabars måske mest overraskende pointe er, at Alhambra, som kunstnere og arkitekter nu i århundreder har ladet sig inspirere af, i de fleste henseender ikke er noget særligt! Det er uoriginalt, uopfindsomt og tilbageskuende. Hverken byggestil, materialer, komposition eller placering i forhold til byen var på højde med udviklingen i andre muslimske fyrstesæder i det 14. århundrede. Stilen med et råt fæstningslignende ydre og et myriadisk delikat indre var velkendt fra andre tidligere verdslige pragtbyggerier i den arabiske verden. Og selv de fabelagtige ornamentale stukudsmykninger og 'drypstens'-lofter af træ, de såkaldte muqarnas, var almindelige på den tid. Men kompleksiteten, der tiltaler matematikere og har foranlediget en doktorafhandling om emnet, er suveræn. Således er søjlegangen i Løvegården symmetrisk i et kontrapunktisk system med flere forskellige overlappende temaer, der gentages fire gange rundt i gården. Grabar rejser tvivl om, hvorvidt de sindrige geometriske kombinationer er udtryk for kendskab til de matematiske egenskaber eller blot er udtryk for en lang håndværksmæssig tradition. I friskhed og varme, skriver han, var de allerede overgået af den iranske udvikling fra det tiende århundrede. Mønstrenes matematiske mening er helt forsvundet i århundredernes formelle gentagelser, og han tror ikke, matematikken har haft nogen særskilt betydning for Alhambras skabere. Voksende kompleksitet I slutningen af 1200-tallet var muslimernes kultur på Den Iberiske Halvø døende. Muslimerne blev fortrængt og samlede sig i området omkring Granada, som dermed på dette sene tidspunkt af 500 års herredømme oplevede periodens mest koncentrerede og rigeste muslimske kultur i Vesten. Det var i et sådan umådelig lærd miljø med økonomisk velstand, men intellektuelt begrænset og med politisk ustabilitet, manglende originalitet og nostalgisk konservatisme, at Alhambras to herrer hævdede sig ved at bygge en residens, der skulle afspejle deres og Guds storhed. Er den oprindelige mening med de forskellige gårde og rum uklar, er effekten dog i dag lige så klar for os, som den må have været for datidens besøgende: overvældende. Og det er heri, at Alhambra trods alt også i sin samtid har været enestående. Fra det rå ydre til det myldrende indre nuanceres detaljerne i stadig mindre enheder, de synes som en fraktal at vokse voldsomt i kompleksitet, jo længere man lader sig drage ind i bygningsværkets dekoration. Her mærker man, at bogen har 26 år på bagen. Oleg Grabar søger forgæves efter bygningens mening bag dens overfladiske effekter. Han strejfer kun det store åbenlyse fænomenologiske studie, der ligger i at undersøge, hvordan forskydninger i detaljestørrelser ændrer rumopfattelsen. Her ligger en af nøglerne til den tiltrækning, Alhambra har i dag, som må have slået besøgende for knap 700 år siden med samme styrke, og som han nævner har inspireret både den hollandske maler Eschers geometriske mønstre og den amerikanske forfatter Washington Irvings blodige fantasier. Oversigt savnes Grabar antager, at målet med kompleksiteten var gennem forførelse, forvirring og fortabelse at skabe en illusion af et himmelsk palads. En illusion, der bevidst i bygningens digte refererede til Harun al-Rashids, Khosros, Neros, dronningen af Sabas og Salomons legendariske paladser. Den danske tekst fungerer godt, og billederne er som regel gode, men der mangler en fuldstændig oversigt over området. Og det frustrerer, når teksten går ind i nære beskrivelser af komposition og detaljer, er det rart at vide, nøjagtig hvor man er henne. En plantegning på side 28 bringer 32 numre, men kun en liste på 15 forklaringer. En rejseudgivelse fra Gyldendal ('Alhambra', 1991) gav mig god visuel understøttelse til læsningen. Endnu bedre hjælp fik jeg fra plantegningen på Alhambras hjemmeside www.alhambra.org. Men det er små indvendinger mod en ellers pragtfuld lærd bog, der i sine minutiøst udforskede detaljer på smukkeste vis afspejler sit emne.