Kristian Hvidt har begået en elementært spændende bog om Paris' dramatiske udvikling fra en beklumret, indelukket overbefolket middelalderby til en strålende lys verdensstad. Den udvikling er tidligere beskrevet glimrende både politisk, socialt, kulturelt, arkitektonisk og byplanmæssigt, ja sågar i fiktion, men selv om den politiske side fylder mest i Hvidts bog, udmærker den sig ved at tage alle komponenterne i betragtning. For at forstå en by, må man forstå både dens drømme og dens betingelser. Hvidt gør det mesterligt. Til forsvar mod uretten Hans tese er, at sultens slavehær altid har været drivkraften i Paris' voldelige udvikling. Men det var hverken de ludfattige arbejdere selv, der udløste eller udkæmpede bataljerne. Det var i starten i høj grad håndværkere og studenter, der gik på barrikaderne, og slagene blev igen og igen udløst af den herskende magts overmod og arrogance over for de uformuende. Hvis Paris under sit nuværende dække af mondæne fortovscaféer har en slumrende ånd, så er det denne vilje til oprør. Lige siden 1600-tallet har befolkningen forstået at rejse sig i protest mod herredømmet, når det var nødvendigt. Med de forhåndenværende søms princip har de bygget barrikader og forsvaret sig mod uretten. Trang til ro og orden Bedst kendt er måske den franske revolution i 1789, som betød enden på kongedømmet. Men det er langtfra den eneste gang, folket rejste sig mod deres undertrykkere. Op gennem 1800-tallet er der oprør og revolutioner igen og igen; revolutioner i 1830, som er beskrevet i Victor Hugos 'De elendige' og 1848, som inspirerede hele Europa til demokratisering, kommunardopstanden i 1871, der resulterede i det første egentlige folkestyre, som dog kun varede tre måneder. Og indimellem var der masser af oprør og kampe mellem folket og magthaverne. Men lige så vigtigt for at forstå den parisiske ånd er det, at så snart et oprør er nedkæmpet, har befolkningen hver gang ønsket ro og orden i gaderne og med stort flertal været villige til at afskrive sig mange af sine hårdt tilkæmpede frihedsrettigheder. Mest markant blev det efter opstanden i 1848, hvor Frankrig enstemmigt valgte at få Napoleons nevø Napoleon III til enevældig kejser (den anden Napoleon, søn af den første kom aldrig til at regere). Fra mange års indespærring i luksusfængsel medbragte han en plan til udryddelse af fattigdommen og omskabelse af Paris' labyrintiske middelalderby til en strålende kejserstad efter romersk forbillede. Den overbefolkede by var nærmest mirakuløst ikke som London eller København blevet raseret af store brande, der havde ryddet den tætte og usunde bebyggelse. Hybris - nemesis På bare 17 år formåede Napoleon III med sin præfekt Haussmann i et stærkt økonomisk risikabelt projekt, at omforme byen til et strålende teater for sin kejsermagts vælde. De brede boulevarder blev tegnet ind på landkortet og derefter udført i virkeligheden med en hårdhændet ekspropriation. Højkonjunktur sikrede, at borgerskabet kunne opføre nye boliger langs boulevarderne, og byens slum blev efterhånden trængt uden for bymuren. Og her taler vi om fattigdom svarende til indiske forstæder i dag. Pariserne hadede kejseren, men han havde kolossal opbakning fra landkommunerne. Og så længe arbejderne var rigt beskæftiget med at rive ned og bygge op, kunne de holdes i ro. Overmodet ramte kejserdømmet, da det erklærede Tyskland krig i 1870. Tyskerne var langt stærkere, arbejderne skulle forsvare Paris og blev endnu engang udsultede og svigtet. Det endte med endnu et folkeoprør, kommunardopstanden i 1871. Slumrende oprørsånd Fejlede Napoleon III således til sidst, så var han dog den første, der forstod urbanismen som en politisk afgørende faktor. Ombygningen skulle på en gang forebygge liberale oprør, bekæmpe arbejdsløshed, forbedre folkesundhed og tjene til hele nationens stolthed og forfængelighed. Men som Kristian Hvidt gør opmærksom på, var kejserdømmet fuldstændig blind for en social boligpolitik. Det var (igen) de fortrængte fattiges oprør mod de rige i bymidten, der gjorde en ende på styret og den store ombygning. Hvidts bog er fornøjelig læsning med mange gode illustrationer. Baggrunden for byens enestående scenografi er her vidende forklaret med al det drama, som skabte den. Efter at have læst Hvidts 'Paris' sidder man ikke helt så roligt i stolen en stille eftermiddag og søber café au lait på en fortovscafé i platantræernes skygge. Oprørsånden hviler lige under fliserne.