0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En detroniseret kejserinde

Kejserinde Dagmar var en tragisk, men nok så forgyldt skæbne, fremgår det af hendes dagbøger og breve fra 1917-1919, hvor hun bl.a. sad i husarrest på Krim.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er personer i verdenshistorien, som man kan lide, og så er der nogle, man har det dårligere med, uden at disse personer i adfærd behøver at have adskilt sig synderlig meget fra dem, man bedre kan lide.

Sådan har jeg gennem årene haft det med kejserinde Dagmar af Rusland, Christian IX's datter, der som en brik i sin mors politiske spil blev forlovet først med én russisk tronfølger og så med en anden, da den første gik hen og døde inden brylluppet.

Interneret på Krim
Hendes ægtemand, Aleksander III Aleksandrovitj, regerede over det kolossale russiske rige fra 1881 til 1894.

Han blev afløst af sønnen Nikolaj II, der sammen med det meste af sin familie blev henrettet af bolsjevikkerne i Jekaterinenburg i 1918.

Den detroniserede kejserinde var forinden blevet interneret på Krim, hvorfra hun i 1919 på foranledning af sin søster, dronning Alexandra af England sammen med sit følge på skibet 'HMS Marlborough' blev bragt til England.

Da hun kedede sig på Sandringham, hvor hun havde fået anvist logi, valgte hun at slå sig ned i villaen Hvidøre ved Klampenborg, som hun og søsteren havde købt i 1906.

Magt med Guds velsignelse
Hun levede frem til 1928 uden på noget tidspunkt at have givet udtryk for, at hun vidste, at hendes familie var omkommet. Hun nægtede derfor på det kraftigste at anerkende de forskellige emigrantgruppers prætendenter til den russiske trone og krone. Ja, da hendes gemals nevø i 1924 udråbte sig til kejser i eksil, skulle hun have været blevet meget oprørt, for der var kun én kejser af Rusland, hendes søn.

Marija Fjodorovna, som hendes russiske navn var, var barn af sin tid, præget af en bigot opdragelse, gift ind i et sygt system, der udnyttede den russiske befolkning på en måde, som tusindfold overgik selv de værste bondeplagere af godsejere herhjemme. Hun levede i en art diamantbehængt fængsel, da kejserfamilien på grund af den evige attentatfare måtte bo isoleret, og hun anede ikke ret meget om, hvad der foregik.

Hun fulgte overfladisk med i den hjemlige danske politik, og af hendes breve til Christian IX fremgår det, at hun afskyede de væmmelige venstrefolk, for slet ikke at tale om socialisterne - der var to - og hun mente, at de, der nu engang styrede, havde fået retten til det af Gud himself. Alligevel er hun en tragisk skæbne, om end en forgyldt!

Marija Fjodorovna skrev dagbog, og det gjorde hun også, mens hun sad i sin husarrest på Krim. Disse dagbøger blev i 2000 fundet i England, og de er nu udgivet af Preben Ulstrup sammen med nogle hidtil ukendte fotos.

Selskabelig ensomhed
Af dagbøgerne fremgår det, at det blæser meget på Krim. At det også kan være koldt og varmt. Det kan også regne. Hun noterede nemlig i hver indførsel, hvordan vejret er, ligesom hun noterer, hvem der kommer og besøger hende. For hun kunne stort set frit tage imod, hvem hun ville, ligesom hun kunne bevæge sig ret frit omkring.

Hun skriver noget - ikke overvældende meget - om sin frygt for familiens skæbne, hun beklager sig over, at hun mangler coldcreme og hårvand, at hun til stadighed er forkølet, at det er for galt, at svigersønnen, gift med storhertuginde Olga, vil have denne med sig væk fra Krim. For hvem tænker på mig, Marija Fjodorovna?

Hun noterer navnene på et stort antal personer, der kommer og besøger hende, så selv om hun giver udtryk for ensomhed, har det været en meget selskabelig ensomhed.

Der er en lakune i dagbøgerne, og denne udfyldes af storfyrstinde Ksenijas dagbog, sådan at hele perioden fra 1917 til 1919 er dækket.

Overflod af diamanter
Marija Fjodorovna bøjer ikke hovedet, hun raser bl.a. i de breve, der er optrykt i forbindelse med dagbogsnotaterne. At hun hader og afskyr bolsjevikkerne, er der ikke noget at sige til, for det er i hendes optik dem, som, sammen med jøderne, har ødelagt det herlige russiske rige. Hendes jødehad er lige så massivt som hendes socialist- og bolsjevik-had, og det er set fra vor tid og med vores viden ikke klædeligt.

Preben Ulstrup, som har stået for denne mammutudgivelse, har gjort en imponerende kæmpeindsats med at opløse og forklare, hvem de tusindvis af personer, som nævnes i dagbøgerne, er. Ved hvert navn er med rødt anført et tal, og så kan læseren - og det er nødvendigt, hvis man skal have noget udbytte ud af læsningen - slå op bag i bogen og finde ud af, at f.eks. Andrjusja er Andrej Aleksandrovitj, prins af Rusland, som levede fra 1897 til 1981.

For undertegnede har det været meget morsomt at læse den ellers lidt omstændelige dagbog for, som de fleste sikkert ved, aflagde det russiske kejserpar en række besøg i Danmark hos Christian IX og hans dronning på Fredensborg. De såkaldte glade Fredensborgdage.

Parret ankom med en lille flåde af skibe, et kæmpestort orkester og et gigantstort antal kufferter og tjenestefolk, og så sad kejseren eller tsaren, som vi kalder ham i min familie, og kedede sig hos sin overmåde kedelige svigerfar. Hvis han da ikke lige forlystede sig med, hvad der nu var at forlyste sig med, bl.a. min oldemor.

Hun var gift med en kammerlakaj med det helt almindelige navn Rasmussen. Betalingen faldt i diamanter. Så familien har ikke noget at beklage sig over, for diamanter er som bekendt en piges bedste ven. Alligevel er det svært at finde synderlig mange sympatiske træk hos kejserinden.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce