Naturligvis får man ikke Nobelprisen for følgende konstatering; men i rigtig gamle dage - for mere end hundrede år siden - var klassisk dannelse noget helt andet, end det er i dag. Dengang vidste dannede mennesker eksempelvis, at havets gud Poseidon havde en trefork og red på en delfin. Man havde i det hele taget langt bedre styr på, hvad græske og romerske guder foretog sig, også selv om man ikke troede på dem. Man var en god kristen og vidste, at Judas Iskariot, som forrådte Jesus, gerne blev fremstillet sammen med de tredive sølvpenge, som han fik for at gøre det. Halshugget martyr Ikke bare læste man mere og dybere i Bibelen. Man var ofte dus med kirkens helgener og vidste, at Sankt Katarina af Alexandria kunne genkendes på hjulet og stejlen, hun blev lagt på, og på det sværd, hun senere blev halshugget med. Det er den stakkels martyr i endnu hel figur, der pryder forsiden af kunsthistorikeren Lise Funders nye leksikon over motiver og symboler i europæisk kunst. Finsk volapyk Bogen er et af den slags opslagsværker, som søgemaskinen Google aldrig vil skubbe helt ned fra bogreolen. Først og fremmest fordi den er overskuelig, og med denne pålidelige og informationstætte håndbog i hånden vil man være selvhjulpen under en rundgang i f.eks. Statens Museum for Kunsts ældre malerisamling. Når den altså igen bliver tilgængelig for det moderne publikum. Typisk tager anmeldelser af denne kategori af bøger alle opslagsord for givet og hæfter sig derfor mest ved de oplysninger, der må undværes, og de billeder, der ikke er illustreret. I visse tilfælde kan en anmelder dog også undre sig over, hvorfor et bestemt ord er medtaget. F.eks. elefantordenen, hvor man i hvert fald savner eventuelle kunstneriske referencer. Personligt havde jeg foretrukket 'Kalevala' - heltenes fædreland - som stikord til den finske sagnverden frem for 'Väinämöinen', den vise helt, som ikke mange ikke-finner overhovedet kender. Men det er småting, ligesom at 'Primavera' eller 'foråret' ikke findes som selvstændigt opslagsord. Man må slå op under 'Årstiderne'. Hvilket jo også er logisk nok. Ved citatet 'Et in Arcadia ego' (underforstået: også døden hersker i Arkadien) savner man en illustration af Poussins berømte billede, der netop bærer denne titel. Der kunne i hvert have været henvist til billedet. Under ordet 'Parnasset' er der ikke henvist til Rafael og dennes udsmykning af de pavelige stanzer. Etc. etc. Tunge billedtekster Bogens forside fremstiller en kvinde med et sværd. Uden teksten på bagsiden bliver man dog ikke meget klogere på Sankt Katarinas identitet, selv om man ved, at hun som nævnt blev tortureret og halshugget. For stejle er ikke noget opslagsord (kun 'hjul'), og under 'sværd' står der kun Matthæus. Her burde have stået navnene på de helgener og bibelske personer, som fremstilles med et sværd, enten fordi de havde et sværd eller blev ombragt ved ét, som f.eks. apostlen Peter, Judith, Johannes Døberen og bemeldte Sankt Katarina. Men det er småting i en ganske glimrende udgivelse til håndbogsreolen og handskerummet. Det mest pudsige ved vor tids illustrerede kunstbøger er de obligatoriske oplysninger om billedernes ejerforhold, reproduktionstilladelser og fotografens identitet. De fylder op mod halvdelen af billedteksterne. Er de virkelig så væsentlige, jeg mener: for det læsende publikum? For billedkunsten?