Også inden for humanistisk forskning gøres der af og til opdagelser, som er så elementære og indlysende, at man ikke kan forstå, at man før har kunnet undgå at se det, når man en gang har hørt om dem. Næsten som når man ser et illusionsbillede fra en anden vinkel og opdager, at det forestiller et helt andet motiv. Det er den fransk-amerikanske litteraturforsker og kulturteoretiker René Girard et levende eksempel på. Har man først lært hans grundlæggende teori om det 'triangulære begær' at kende, ser den sociale verden anderledes ud. Treleddet begær Hvad er begær? Almindeligvis opfatter man det som en toleddet størrelse - som en relation mellem en, der begærer, og nogen eller noget, som begæres. Den form for begær, som Girard interesserer sig for, ser imidlertid anderledes ud. Den er treleddet. Den går ud på, at A begærer en genstand, B, fordi denne genstand begæres af C. Hvilket vil sige, at denne form for begær i bund og grund er en efterligning af en andens begær. Rival og ideal Lad os tage et eksempel - en kvinde, der falder for en mand, fordi denne mand eftertragtes af en anden kvinde. En kvinde, som altså først synes, at der er noget ved manden, idet en anden kvinde vil have ham. Begærets dunkle og dybere mål er i dette tilfælde at være denne anden kvinde, der således ikke kun fungerer som en rival, men også som et ideal, der demonstrerer, hvad der er efterstræbelsesværdigt. Genstanden, manden, er i sig selv værdiløs og optræder nemlig kun med den værdi, som rivalen tillægger ham. Den romantiske løgn Har man en gang lært at skelne disse psykiske trekantstrukturer, er de umulige at overse i alverdens sammenhænge - ikke mindst i mange reklamer, der fungerer i kraft af denne mekanisme. Mekanismen, som Girard blev opmærksom på ved at studere romaner af Cervantes, Stendhal, Flaubert, Proust og Dostojevskij, kalder han for det 'mimetiske' eller 'triangulære' begær. Teorien præsenterede han for første gang i sin banebrydende afhandling 'Romantisk løgn og romanens sandhed' fra 1961. Den romantiske løgn, som titlen henviser til, er forestillingen om det autentiske og helt uafhængige begær, der vælder udelukkende indefra - det selvrådige individ, som ved præcis, hvad det vil uden at skele til, hvad andre vil. Sandheden stod derimod at læse i romanerne, der med stor behændighed afslørede denne illusion, og lærte sine opmærksomme læsere at være mistænksomme over for den romantiske løgn om begæret. Mange overvejelser Denne beundringsværdigt enkle teori om det triangulære begær har været udgangspunktet for alle Girards senere udgivelser, også for de to forholdsvis umage afhandlinger, som forlaget Anis nu har sat sammen i én bog, der er oversat og glimrende introduceret af den danske Girard-kender, teologen Hans J. Lundager Jensen. Det drejer sig om hans lille, skarpe Dostojevskij-afhandling fra 1962, 'Dostojevskij: Fra dobbeltgænger til enhed', og hans religionsfilosofiske værk 'Job: Idol og syndebuk' fra 1987. Opdagelsen af det triangulære begær har, som man kan se, ført Girard vidt omkring til både litteraturkritiske, antropologiske og religionsfilosofiske overvejelser. Kældermenneskets mimetiske begær Den første bog, som man får med i pakken, er en slags fortløbende kommentar til Dostojevskijs værker, som Girard læser som én tekst. På baggrund af idéen om det mimetiske begær påviser han vidtgående forbindelser mellem teksterne og forfatterens liv og historiske samtid. Det er hans grundlæggende hypotese, at hos Dostojevskij »tilspidses den mimetiske rivalisering i en sådan grad, at ingen af de masker, den prøver at dække sig bag, i det lange løb formår at skjule den. Følgelig kommer forfatteren aldrig til at råde over det minimum af ligevægt og stabilitet, som skal til for at frembringe et »talentfuldt« værk«. Girard ser især et spejlbillede af forfatteren i kældermennesket fra Dostojevskijs roman af samme navn, en af verdenslitteraturens skarpeste skildringer af psykisk uligevægt. Denne ekstreme labilitet er i Girards optik netop fremkaldt af kældermenneskets mimetiske begær i forhold til hans rival, officeren, som han skiftevis tilbeder og hader lige grænseløst. Fra kædereaktion til konflikt I den anden afhandling i bogen, der er 25 år ældre end den første, er det et andet aspekt af den samme begærsproblematik, som Girard iagttager og analyserer - nemlig den vold, som det mimetiske begær uundgåeligt medfører. Når den ene efterligner den andens begær, og den anden svarer igen ved at optrappe sin attrå - og dermed efterligner den første - er der sat en ukontrollabel kædereaktion i gang, der i sidste ende må føre til konflikt. Det mimetiske begær viser sig dermed at være en »djævelsk snedig fælde, så effektiv til at skaffe ulykker over mennesker i de mest forskelligartede omstændigheder, at den synes at overgå deres opfindsomhed«. Detailstudie i forvandlingsproces Der findes imidlertid en anden snedig mekanisme, som kan stoppe den første: syndebukkemekanismen - den kollektive vold mod en eller anden uskyldig stakkel, der får en mærkelig dobbelt status ved at være genstand for både foragt og tilbedelse. I stedet for at den sociale orden går under i alles-kamp-mod-alle, genoprettes den i stedet i kraft af alles-kamp-mod-en, i ofringen, som Girard ser som roden til alle religioner: »Misundelsen og de mimetiske rivaliseringer opsuges i syndebukkefænomenet og forvandler sig til religiøs positivitet«. 'Job: Idol og syndebuk' er en detailstudie i denne forvandlingsproces, en tæt læsning af Jobs Bog fra det Gamle Testamente. Diskussionerne mellem Job og hans venner om hans tilsyneladende ufortjente lidelser aflokkes interessante indsigter i det særlige antropologiske og religionsfilosofiske lys, som Girard læser dem i. Samtale mellem antropologi og litteratur Girard viser sig også i disse værker som en fascinerende læser, som en elegant skribent og som en rigtig old-school antropolog, der er klar i mælet og aldrig smålig med pointer. Man kan håbe, at dobbeltudgivelsen af bøgerne om Dostojevskij og Job, der er relativt snævre i deres sigte, kan bane vejen for en senere oversættelse af Girards to hovedværker - 'Romantisk løgn og romanens sandhed' samt 'Volden og det hellige' fra 1972 - som vi stadig har til gode. Samtalen mellem de akademiske fag, ikke mindst mellem antropologi og litteratur, kunne have glæde af det.