Foran mig på skrivebordet ligger en stor, blå mursten; det er en doktordisputats i litteratur. Den norrøne titel 'Sagas spejl' forekommer kryptisk, også selv om undertitlen lader forstå, at den foreliggende afhandling handler om 'mytologi, historie og kristendom hos N.F.S. Grundtvig'. Jeg laver en hurtig barmhjertighedstolkning og tænker, at forfatteren jo nok har en pointe med det hele. Forfatteren er Sune Auken, der er cand.mag. og adjunkt i dansk litteratur ved Københavns Universitet. Og afhandlingen, han har forfattet, er imponerende i både omfang og indhold, i analytisk skarphed og litterært overblik; den er - ikke bare af en disputats at være - velskrevet og medrivende i helt usædvanlig grad. Fremragende og åbenbarende analyser Auken bliver her doktor på en afhandling, der må betragtes som et hovedværk inden for den litterære Grundtvigforskning, samt som det første seriøse bud på en samlet tolkning af Grundtvigs opfattelse og brug af nordisk mytologi. Med vægtlægningen på mytologien og dens forhold til historie og kristendom hos Grundtvig har Auken kunnet indsnævre tekstmaterialet betragteligt. Det må også siges at være en nødvendighed, når forskningsområdet er Grundtvig - denne uhyggeligt produktive forfatter, hvis forfatterskab tæller ikke mindre end 1.479 registrerede numre. Auken slår træfsikkert ned på fem hovedtekster, der danner grundlag for de grundigste og mest indholdsmættede analyser i afhandlingen. Det drejer sig om 'Nordens Mytologi' (1808), 'Et Blad af Jyllands Rimkrønike' (1815), 'Nyaars-Morgen' (1824), 'Nordens Mythologi' (1832) og 'Christenhedens Syvstjerne' (1859). Analyserne er til overmål fremragende og åbenbarende. Aukens grundtvigianske nyromantik Afhandlingens væsentligste svaghed ligger da heller ikke i de værkanalytiske dele, men snarere i det metodiske afsnit i indledningskapitlet. Ifølge Auken er afhandlingen 'hermeneutisk', dvs. i overensstemmelse med den filosofiske hermeneutik, som den indflydelsesrige filosof Hans-Georg Gadamer udviklede i 1960. Her undrer det så en del, at Auken undlader at forholde sig til den kritik af Gadamer, der er blevet fremført af filosoffer som Jürgen Habermas, Paul Ricoeur og Gianni Vattimo. Burde en videnskabelig afhandling ikke som minimum reflektere over betydningsfulde indvendinger mod dens teoretiske grundlag? Jeg forestiller mig, at Gadamer er inddraget, fordi hans hermeneutik (uberettiget) kan bruges til at legitimere Aukens egen grundtvigianske nyromantik. I denne skelnes der skarpt mellem det levende og det døde ord; mellem poesi og myter, der skaber liv og ånd, og begreber og teori, der indskrænker og dræber. Billedsproget og digtningen indeholder sandheder, som et begrebsligt sprog aldrig ville kunne nå, og Auken kan derfor vende sig polemisk mod f.eks. den teologiske Grundtvigforskning, der er alt for »optaget af begrebsdannelsen i Grundtvigs forfatterskab«. Grundtvig i poetisk monolog Titlen 'Sagas spejl' vidner om denne nyromantiske fordom mod det begrebslige. Med spejlmetaforen henviser Auken til Grundtvigs praksis, der afslører, at hans tanker og ideer er vokset frem af gendigtninger over mytologien. Grundtvig bruger myten, sagaen, som et spejl, der intuitivt reflekterer dybe erkendelser. Disse afføder da igen nye poetiske billeder, og den begrebslige refleksion og systematisering følger først længe efter - og da som en ringere og åndløs erstatning. Konsekvensen af denne modstilling af billede og begreb er, at Aukens Grundtvig befinder sig i en poetisk monolog, hvor billede kun avler billede. Spejlets tale Men den er Gadamer netop ikke med på. Hos ham dominerer dialogen. Billede og begreb indgår i en frugtbar vekselvirkning med hinanden, og den begrebslige udlægning af poesien gør os derfor ikke fattigere, men rigere. Over for den poetiske monolog kan Gadamer således sætte dialogen som den sprogform, hvor begreb og billede, kritisk refleksion og poetisk intuition, supplerer hinanden. Her er begreb og billede ikke modstillet; de er uløseligt knyttet sammen som medspillere i vores forsøg på at skabe mening og forståelse i tilværelsen. Denne kritik ødelægger ikke en fantastisk afhandling. Der skal mere til. Men kritikken afslører, at Auken har brugt Grundtvig - og ikke Gadamer - som sit spejl på trods af indledningsafsnittets løfter. Dette kan så være en påmindelse om, at ikke alle spejle taler lige sandt.