Efter en sommer, hvor den såkaldte danske model gang på gang er blevet internationalt berømmet for sine kvaliteter og sin formidable tilpasningsevne i en globaliseret verden, bliver man mildest talt overrasket ved synet af forsiden på den nye debatbog 'Velfærd tur-retur'. Af den må man nemlig forstå, at der er tale om en vildfarelse. Ubrugeligt velfærdssamfund Både den liberalistiske tænketank, OECD og den borgerlige franske premierminister Dominique de Villepin må således have gjort sig skyldige i en fundamental misforståelse, når de henført har talt om den danske 'flexicurity-model', hvor et liberalt og fleksibelt arbejdsmarked går hånd i hånd med et fintmasket socialt sikkerhedsnet. Ifølge redaktørerne af 'Velfærd tur-retur' er sandheden nemlig, at den politiske hovedkraft bag indretningen af det danske velfærdssamfund er ubrugelig i en globaliseret verden, og at tiden er kommet til at beskæftige sig med, hvad der skal ske 'Efter socialdemokratismens sammenbrud', som det hedder i bogens undertitel. Læser med nysgerrig appetit Skal man tro redaktørerne af bogen, Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose og kulturjournalist Niels Lillelund fra samme avis, er situationen nemlig den, at det blot er et spørgsmål om tid, før presset fra globaliseringen tager livet af socialdemokratismen. »Socialdemokratismen er ikke bare partiets krise, som er åbenlys for enhver. Den vil også meget snart blive et problem for de politikere, der har påtaget sig at forvalte socialdemokratismen og velfærdsstaten«, hedder det i bogens forord. Interessant påstand. Især fordi det unægtelig kunne se ud, som om socialdemokratismen aldrig har haft større tiltrækningskraft hos de partier, der ellers betegner sig selv som borgerlige og liberale. Det er således med nysgerrig appetit, man kaster sig over 'Velfærd tur-retur'. Hvilke fremtidige udfordringer er det, de førende beslutningstagere har overset? Jammersang Lige så lovende udgangspunktet for bogen er, lige så skuffende er resultatet. Hovedparten af de ni bidrag i 'Velfærd tur-retur' gør nemlig det stik modsatte af, hvad bogen lover. I stedet for at kigge frem i tiden vader de surt rundt i fortiden i den sædvanlige klagesang om, at borgerlige ideer og debattører er blevet undertrykt af en socialdemokratisk og kulturradikal elite. Niels Lillelunds eget bidrag er arketypisk. Både for bogen og for de seneste års jammersang. På den ene side påstår han, at det »blev os forbudt« at være kritiske over for indvandringen til Danmark. På den anden siden svælger han i kritiske og meget maleriske beskrivelser af den nye danske 'virkelighed'. »På Nørrebro i København bliver der stukket med knive, på Strøget begås massevoldtægter i fuldt dagslys«, skriver Lillelund blandt andet. Vil ændre kommunisme i Encyklopædien Offerrollen er mest udtalt i Bent Blüdnikows indlæg, hvor Berlingskejournalisten vier sine kræfter til et angreb på »meningernes kongerige«. Det er selvfølgelig Politiken, han taler om og kritiserer - bl.a. undertegnede og Jes Stein Pedersens debatbog 'Fra kamp til kultur' og i særdeleshed chefredaktør Tøger Seidenfaden, som »med sin progressive systemtænkning og sine moralske udfald mod politiske modstandere [har] gjort sit til at forsimple debatten«. Også Henrik Gade Jensen, der i sin tid var spindoktor for kirkeminister Tove Fergo (V), tager os en tur med i offerkabinettet. Først med sin beskrivelse af, hvordan historikere som Bo Lidegaard og Tage Kaarsted har forvrænget opfattelsen af besættelsen og genforeningen med deres lovprisninger af radikale politikere. Dernæst med en alenlang genfortælling af historien om, hvordan han og andre måtte kæmpe for at få ændret Encyklopædiens beskrivelser af kommunismen. Tidehvervs kronprins Oplysende læsning. Men det er ualmindelig svært at se, hvad det skulle have at gøre med socialdemokratismens forestående sammenbrud. Det samme gælder bidraget fra sognepræst Claus Thomas Nielsen, som i al væsentlighed er et genoptryk af en tidligere artikel i Tidehverv om 'Den europæiske dødsdrift'. Påstanden er, at fornuftsbegrebet og menneskerettigheder vil føre Europa lige lukt i totalitarisme. Claus Thomas Nielsen mener således, at »det med en vis ret kan hævdes, at islam og f.eks. EU-forfatningens fornuftsgud er nærmere hinanden i deres menneske- og lovsyn, end de hver især er kristendommen. De er begge uden skel mellem himmel og jord. De benægter ganske enkelt skellets eksistens og er derved begge totalitære«. Det er ikke for ingenting, at Claus Thomas Nielsen kaldes Tidehvervs kronprins, og det er ikke rigtig overraskende, at han anbefaler »at stoppe enhver form for familiesammenføring med udvalgte lande som Somalia, Pakistan, Tyrkiet og Sri Lanka« og at »give 200.000 indvandrere hver 200.000 kroner for at rejse hjem«. Klynger vi os til fortiden? Bogens eneste bidrag, hvor forfatteren lever op til løfterne om en analyse af socialdemokratismens fremtidige udfordringer, tegner Mikael Bonde Nielsen sig for. Hans stringent liberalistiske gennemgang af velfærdsstatens svagheder er solid og tankevækkende, men virker dog sært malplaceret midt i den nationalkonservative malstrøm af besværgelser over fortidens forsyndelser, som præger resten af bogen. Bortset fra Mikael Bonde Nielsens bidrag er det svært at løsrive sig fra en fornemmelse af, at 'Velfærd tur-retur' er skruet hastigt sammen af skribenternes forhåndenværende tekster og velafprøvede meninger. Nogen klar, sammenhængende tanke - eller redigering - er i hvert fald svær at spore. Til gengæld er det efter endt læsning let at besvare bogens indgangsspørgsmål: »Er vi rede til at se den ny virkelighed i øjnene, eller klynger vi os til fortiden?«. Hvis det er rettet til bidragyderne selv, er svaret til den sidste del af spørgsmålet et ubetinget ja. Og det er faktisk synd for dem.