Det stod allerede i Prædikerens Bog i Bibelen: Alt, vi mennesker gør og foretager os, er gennemsyret af tom forfængelighed og blind, egoistisk nærsynethed, »alt er vind«, som Prædikeren bittert udtrykte det. Og siden har det ikke skortet på misantropiske disciple, der har sekunderet den gamle, bidske gentleman, fra Sofokles over Shakespeare i sine tragedier, til Jonathan Swift, Leopardi, Strindberg, Thomas Bernhard - og nu også vor hjemlige stordigter Henrik Nordbrandt. Bistert lune Nordbrandt citerer, i denne samling af det, der i undertitlen betegnes 'idiosynkrasier m.m.' (lejlighedstekster, essays, polemik og klummer fra 1996 til 2005), Bertrand Russell, der på sine gamle dage blev spurgt, hvad han troede på, og skal have svaret: »På menneskets fundamentale dumhed og muligheden for tilbageskridt«, og Nordbrandt sekunderer med blid melankoli: »Jeg ville ønske, jeg kunne have fremsat en mere positiv trosbekendelse«. Så er tonen og anslaget og ærindet da lagt frem, med prisværdig ærlighed og klarhed. Men der er misantropi og misantropi, og sortsynet har mange ansigter - hvordan ser Nordbrandts ud? Stærkt samfundsengageret, vidende, heftigt religionskritisk, spekulativt hjemmegjort (i bedste forstand) og med stor sans for især egne idiosynkrasier - og med et bistert lune, glimtvis en glad humor; den sorte humor radbrækker Nordbrandt selv (s. 81-83) som et delvis europæisk kunstprodukt. Sympatisk åbenhjertighed Vi kommer vidt omkring i det nordbrandtske univers, svæver mellem Ankara, Frankfurt og København, suser til poesifestivaler (som Nordbrandt hader og væmmes ved, men alligevel deltager i - et faktum, han selv bekender), og vi får den store guidede tur gennem idiosynkrasiens junglekrat: Fodbold og krig er beslægtede, fascistoide riter, Bibelen er en ubegribeligt dum og bizar bog, islam er (i sin rod) uhyrligt destruktiv, nøjagtig ligesom kristendommen. Skattevæsenet er humorforladt, småligt og nidkært (hørt!!), naturromantik er fjoget og naivt, forskellen på Cæsar og Hitler er til at overse, jazz er rædselsfuldt, etc. etc. Overalt afhandlet med stor, essayistisk finesse - Nordbrandts førstelinjer er virtuose og hårdtslående - og med en ofte overrumplende sympatisk åbenhjertighed, der i højeste grad implicerer digteren selv i det frådende ocean af dumhed, han klarøjet og skarpskydende beskriver. Lummer tolerance Nordbrandts publicistiske og essayistiske misantropi undgår med andre ord den bøvede fråden og det frelste og kedsommelige selvmål. Og lever dermed fint op til det, den palæstinensisk-amerikanske litteraturprofessor Edward Said betegnede som 'kritik': At anerkende, at man altid selv i fuldt mål er i og af denne verden, men samtidig bestræbe sig på smidigt som en puma at opponere mod de allestedsnærværende tidsler af dumhed, der dukker op i sproget og sæderne, i ritualerne og institutionerne, nede i det sociale livs mikroskopiske detaljer og oppe i de store abstraktioners dødbringende luftlag. Nordbrandt er hverken antiamerikansk eller elev af Dansk Folkeparti; det er præcis det, der muliggør hans begavede og hampre kritik af Bush og Osama bin Laden og i det hele taget af religioner; i bedste fald er det harmløst nonsens, og i værste fald, og det er oftest tilfældet, er der tale om livsfjendske, hadske og moraliserende stormtropper af død. Og det er ikke just løs snak, adskillige af digterens bekendte og venner er faldet som ofre for perfid fanatisme og den lede følgesvend, der hedder lummer tolerance (ikke at forveksle med det genuine frisind, Nordbrandt selv kan siges at repræsentere). Flyvende raseri I det sidste titel-essay opsummerer Nordbrandt elegant »dumhedens løvefødder«, der er fire af slagsen: Gud, Konge, Sport & krig, og så det lumske modersmål, tre af tidens værste koryfæer: den debile royalisme, den nederdrægtige religion og den fascistoide sportskult ... og så profeterer han ellers, at vi er på vej mod civilisationens selvmord, et faktum, han kun har et remedium imod: at dræbe alle nyfødte drengebørn de næste 30-40 år. Han glemte at tilføje: Snup også døtrene, hvis I vil være sikre. Der er flyvende raseri og gennemsympatisk grå humor (ej sort) over disse lejligheds-idiosynkrasier med meget mere. Masser at opponere imod, masser at begejstres over. Om ikke andet er det opløftende, at den universelle dumhed, som også løber gennem denne anmeldelse, giver anledning til disse vittige og sørgmodige og kloge essays på løvefødder.