Forestil dig, at to børn - lad os kalde dem Anne og Lars - sidder sammen i et lokale og leger med en marmorkugle. Anne tager marmorkuglen og putter den i en kurv, hvorefter hun går ud af lokalet. Mens hun er væk, tager Lars kuglen fra kurven og lægger den i sin egen kasse. Hvis man spørger børn, hvor Anne vil lede efter kuglen, når hun kommer tilbage, vil de fleste fra 4-5-års alderen svare, at hun vil lede i kurven, selv om kuglen jo ikke er der. Dette vil de gøre, fordi de kan forestille sig, hvordan en anden person - her Anne - vil opleve verden. Mindre børn har ikke udviklet denne grundlæggende psykologiske evne endnu, så de svarer som regel, at hun vil lede efter kuglen i Lars’ kasse - for det er jo der, den er!
Den lille historie om Anne og Lars er en berømt autismetest. Mennesker med autisme har nemlig ofte store problemer med at forstå, hvordan andre mennesker opfatter verden. De har svært ved at forestille sig andre menneskers tanker og følelser, ligesom de også ofte kan have vanskeligt ved at forstå deres egne følelser. Egne oplevelser med autisme Noget af det grundlæggende ved menneskets psykologi er netop dets evne til at forstå andre, at sætte sig i andres sted og se verden gennem deres øjne. Fordi mennesker med autisme har problemer med dette, har deres forstyrrelse længe været fascinerende for psykologer. Nogle har ment, at autismen vil kunne give en vigtig nøgle til forståelsen af menneskesindet som sådan. Forældre til børn med autisme deler forståeligt nok ikke umiddelbart denne videnskabelige fascination, men er i reglen chokerede over at have fået et barn, der er anderledes end de fleste andre børn.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.


























