»Indtil jeg kom i puberteten, var min mor lyset i mit liv. Jeg havde ingen hemmeligheder for hende. Hun var ikke kun lyset, hun skulle beskyttes«.
Sådan skriver Helle Munk så hjerteskærende om sin mor, Tove Ditlevsen. Det er Helles datter, Lise Munk Thygesen, der har fundet noten i sin mors efterladte papirer. Hemmeligheder fik Helle for sin mor, da Tove Ditlevsens fjerde ægtemand, Victor B. Andreasen, efter Helles eget udsagn voldtog hende gentagne gange, fra hun var 15, og indtil hun flyttede til Aarhus som 19-årig.
Tove Ditlevsen og Victor B. Andreasen omtaler det mere som en slags romance, som Tove Ditlevsen skriver i et brev:
»Jeg længes efter dig som mor, men som rivalinde kan jeg godt undvære dig«.
En sætning kold som is. Skeletterne var allerede over årene væltet ud af Tove Ditlevsens eget forfatterskab, og vi kender historisk til hendes narkomani, psykiatriske indlæggelser og selvmord. Nu har hendes barnebarn alligevel valgt at rydde op og ud. Der skal belyses, forstås og tilgives.
Hør Birgitte Kjær læse sit interview med Lise Munk Thygesen op her:
Lise Munk Thygesen går således i gang med at optegne den moderlige linje fra sin tiptipoldemor Kirstine Rasmussen og hele vejen til sine egne døtre, Ella og Mathilde. Mange af kvinderne er moderløse, helt konkret på grund af død, men også på grund af svigt, skilsmisser og misbrug. Det er drabelige historier om druk, vold, fattigdom og mistrivsel.
Men som Lise Munk Thygesen skriver:
»Jeg har ikke behov for at pege fingre eller placere et ansvar, der er umuligt at bære, jeg vil bare gerne forene kvinderne i min familie med sig selv«.
Der står også bagerst i bogen:
»Det er min personlige beretning. Den tilhører mig. Og kvinderne i min familie«.
Det er helt tydeligt et enormt personligt projekt, et meget kærligt forsøg på at hele den harmonikaulykke, hendes familie også har været. Døtre, der har passet på deres mødre, frygtet dem og tilbedt deres lys. Jeg håber inderligt, at Lise Munk Thygesens tværgenerationelle bandage virker.
Rørende rodebutik
Titlen peger på Tove Ditlevsen, men det er en bog om rigtig meget andet. Det har Lise Munk Thygesen også understreget i interviews, kan jeg læse mig til. Og det vil jeg også understrege over for potentielle læsere. Dette er også en bog, hvor du skal læse forestillinger om, hvor »klog og varm« mon tiptipoldemor Kirstine var, og at Lise Munk Thygesens døtre »er vidt forskellige, alligevel genkender jeg mig selv i dem«.
Det personlige projekt kommer til at lukke sig om sig selv. Vil denne bog formidle til os eller til sig selv? Der kan stå sådan her om Helle Munk, der var så meget grusomt igennem:
»Hvad er den akkumulative effekt? Er der nogen, der har regnet på det?«.
Hvem tales der til her? Der mangler noget på redigeringen, blandt andet sidste tredjedel af bogen kommer til at træde vande.
»Den gode mor er et fantasibillede, en illusion, en konstruktion, en drøm, som er blevet fortolket kulturelt og i kunsten, lige så længe nogen kan huske tilbage«.
Og så lidt senere:
»Hvordan kunne min mor være væk fra mig, nogle gange i måneder? Savnede hun mig slet ikke?«.
Det bliver for rodet, men heldigvis altid også rørende. Tove Ditlevsens to afskedsbreve til sin datter er dirrende.
»Dette har du længe været forberedt på, men måske håbede du alligevel, at det kunne undgås. Jeg vil dog sige dig, at der er mere grund til at sørge over mit liv end over min død«.
De handler om økonomi og boet, at hun har sørget for ingen gæld at efterlade, og så til sidst:
»Du skal dog vide, at det denne gang ikke er nogen spontan og fortvivlet handling. Jeg har det tværtimod bedre, end jeg har haft det i årevis. Kærlig hilsen Din mor«.
’Tove Ditlevsen var min mormor’ er ikke et jordskælv under den højtelskede forfatter, men en ny biografisk sprække, hvor lyset kan bryde igennem på både nådig og skræmmende vis.
fortsæt med at læse
