Ditte Holm Bros anden roman har en lang titel og en hemmelighed. ’Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler’ hedder bogen. Fjerner man smudsomslaget, dukker en støvgrøn bog frem, på den nøgne bogryg står den skjulte titel med lilla bogstaver:
»Girls of dust«.
Piger af støv. Det henviser mest tydeligt til romanens to hovedpersoner, husmødrene Valborg og Johanne. De er svigerinder, gift med murerbrødrene Aksel og Kresten. Det meste af bogen foregår 22. december 1958, årets korteste dag, i den lille vestjyske by Ulfborg. Seks år inden har Valborg givet sit ene barn Poul til Johanne. Det er ikke det første barn, Valborg giver fra sig. I afmagt, men også omsorg. De to følelser driver meget af kvindernes tilværelse.
Johanne lægger regnskab for sin mand, Valborg tager dagens første opvask. Johanne bager småkager, Valborg skal beslutte sig for aftensmaden:
»Hun har arvet bogen med opskrifter af sin mormor, som hun aldrig har kendt. Elleve børn fødte hun, det sidste tog livet af hende i barselssengen«.
I kogebogens margen står noter, små forbedringer og kommentarer til retterne.
»Under hjerter i flødesovs har mormoren skrevet Ja og et udråbstegn«.
Den lille sprække af ihærdighed skubber Valborg videre ud i dagen, nu drømmer hun om at imponere sin mand og de tre sønner, hvoraf kun den ene bor hos hende. Hun besøger Johanne på vej til slagteren:
»En varme stryger gennem Johanne (tændstikagtig), det ligner ikke Valborg at aflægge besøg så tidligt på dagen«.
Der er hengivenhed mellem de to kvinder, deres kærlighed strækker sig henover ægteskaber og biologi. Parantesen er gennemgående, som endnu en slags hemmelighed. Det gør fortællestemmen lidt tøvende og fnisende, sludrende nærmest?
De ’små’ liv
Dagen går for de to kvinder, dramatikken ligger gemt under tæppet til det sidste. Der sker ikke så meget i Ditte Holm Bros anden roman, men det lader også til at være meningen. Den handler om de ’små’ liv, man ikke altid har bemærket. I en historieskrivning, der hellere vil huske de heltedådige og handlekraftige, så er der ikke altid plads til de historier om tilværelser, der går deres støvede stille gang.
Johanne og Valborg støver af og støver til. De kan svæve i dagslyset som fnug, mens mændene er ude på det lønnede arbejdsmarked. Kvindernes domæne er huset, her kan de være magtfulde, men så også kun her. Som kone, og ikke mindst mor:
»At være mor betyder, man er Gud, urørlig og alene, har Johanne ligesom forstået. Man skal udholde alle de følelser, et menneske besidder«.
Og senere denne smukke betragtning, da Johanne henter sin søn i skolen, og han kalder hende ved navn:
»Det niver i hende. Selv om hun godt ved, at han kun kalder hende mor, når de er alene. Det er, som det skal være, trøster Johanne sig selv. En mor er en morgenkåbe, noget varmt og frotteret, man kan svøbe sig i en hel søndag, men op ad dagen kommer man pludselig til at se ned af sig selv og græmmes«.
Flere gange i bogen spøger andre muligheder i de to hovedpersoner, de kunne smide det hele og tage væk. Valborg har forsøgt før, og gør det igen. Hun har elsket en kvinde, der hedder Bodil, som nu lever i skoven, udstødt af det samfund, som selvfølgelig ikke tillader en kvinde sådanne muligheder i 1958. Det er historisk set meget kort tid siden, kvinder blev fri, hvis det øjeblik da helt er indtruffet.
Ditlevsen og Le Guin
Der er en masse Tove Ditlevsen til stede i bogen. Cigaretterne og det huslige arbejdes evighed, den kvindelige krops eksistens, der kan blive til denne smukke og uendelige sætning:
»Det er sådan, alderen viser sig først, huden øver sig i at blive et andet materiale, går i lære hos lagenet, pudebetrækket, som det forsøger at slægte på, huden længes efter at være noget andet end sig selv, et stykke linned, en vintermorgen, en grøftekant, den fine hud omkring læberne, der folder let som opsmøget på en trøje«.
En barndom kan være noget, man har »aftjent«, og den kan have »klæbet«. Valborgs vielsesring på de hovne opvaskehænder er en lænke:
»Tanken om, at den en dag måske ikke vil løsne sit jerngreb om hendes finger, gør hende panisk«.
På den måde låner Ditte Holm Bro Tove Ditlevsens evne til at eventyrliggøre det uretfærdige og vemodige.
Hun låner også fra amerikanske Ursula Le Guin, der i sin levetid plæderede for at fortælle en anden slags fortællinger. I stedet for, at det altid skal handle om nogen, der går ud i verden og gør noget, så kan det handle om dem, der bliver tilbage og holder ild i pejsen, som laver mad i timevis, som vedligeholder.
Men mest er Ditte Holm Bro sig selv. Hendes første roman, ’Fladland’, var et herligt bolsje af en bog om det at være pige. Metaforerne lever deres egne vilde liv i hendes skrift. Som kærligheden, der er en frugt, »smuk og indbydende fra de synlige vinkler, men på den side, den hviler på, lodden af mug og umulig at spise«.
Fordærvet, mørket og kakerlakkerne lurer under den feminine tilværelse, men så er det godt, man ikke er alene. Det er en roman om de hemmeligheder, der foregår mellem kvinder. Mellem generationer som et håndskrevet »Ja!« ved hjerterne. På tværs af husholdningerne, en udveksling af afmagt og omsorg, af kærtegn og børn. (Eller som en parantes og en skjult titel under et smudsomslag).
fortsæt med at læse
