Jeg følte mig ramt af portrættet af Elfur; en mellemblond kvinde i 30’erne, der langsomt, men støt glider fra vennerne, der har travlt med jobs, børn og renovering, alt imens hun selv fylder tomheden ud med podcast efter podcast og lejlighedsvise arrangementer med manden Birgirs spradebasse-venner.
Heldigvis er jeg næppe alene, for Elfurs hverdags-ennui og zapperagtige identitetsjagt – først beslutter hun sig for en pixieklipning, bestræber sig så på fuldendt babe-look inklusive akrylnegle, inden hun går all in på hjemmesyede cottagecore-kjoler – vil være genkendelig for enhver, der har nippet til SoMe og dér fortabt sig i en bevægelse, et muligt fællesskab, der siden afslørede sig som en tom trend. Kort sagt: Islandske Thórdís Helgadóttir forstår at tage tidsånden om struben og klemme til.
