Den blaserte single og cafésmarte universitetsmand Pierre Hoffman bliver ved en lærers selvmord sat til at undervise en meget speciel og dog tilsyneladende velafrettet klasse unge omkring de fjorten år. Hoffman er anderledes. Han er lutheraner oppe fra Alsace, en skeptisk outsider strandet i det katolske Midtfrankrig mellem midaldrende æggehoveder, som alle taler om karrierer, der ligger bag dem, trøstet ind i slidte ægteskaber mellem halvskaldede mænd og kvinder med en desperat kavalergang. Lidt for meget rødvin og lidt for meget jeg, mig og mig selv, alt krydret med den særegne galliske (selv)ironi, som viser, at man både har læst Flaubert og Baudelaire, kender prisen på jordbær og misantropisk tror på meget lidt, i hvert fald ikke på fremtiden. Dragende stemning Men Hoffmans nye klasse er anderledes, og med en langsommelig lunte lunter Christoffer Dufossés debutroman, 'Sidste time', sig listigt frem til en både foruroligende og dog forudsigelig eksplosion. Vi ved meget lidt om teenageres liv. Bortset fra at vi er nogle stykker, ganske mange, som et eller andet sted har svigtet. Har ladt dem i stikken i benovelse over, at de selv kan finde ud af sexlivet og samtidig fatalt er blevet dus med døden som et konsekvent punktum for noget, som ikke blev til liv, dybde og dannelse. Men som i Frankrig og Danmark - til pædagogiske og didaktiske modefænomener, til læring for eget ansvar, noget hvordan-synes-du-selv-lal uden forkundskaber, udfordring og faglighed og med læreren som en navlebeskuende konsulent, gerne i et team med andre i timeplanen, men i kor i frikvarteret fordybet i tilbudsavisen om, hvor Primitivo-vinen nu kan købes billigst. Surt show, men sådan er altså den dragende stemning i 'Sidste time'. Ond roman Jean-Paul Sartre møder Stephen King kunne man lidt popsmart kalde denne meget inciterende, velskrevne og filosofiske gyser. Kedsomhed og kvalme kender vi fra Sartre, men altså her knyttet til amerikaneren Kings epokegørende fokus på unge mennesker, som lever filosofisk og frustreret i en anden verden end den voksnes. Hoffman er som en tænkende tegneseriefigur intimt knyttet til en søster, som søger kærligheden og som eneste lyspunkt i denne mørke roman finder den hos en anden kvinde. I øvrigt en kvinde, Hoffman aldrig rigtig gad finde ud af. Ligesom han alt for sent finder ud af, hvad det hele drejer sig om, døden om eftermiddagen og at sige verden ret farvel, når den ikke længere har noget særligt at byde på. 'Sidste time' er en ond roman, et oplagt og underholdende must for alle, som så gerne vil det gode uden at søge det bedste. Send den i hvert fald anbefalet til undervisningsministeren og alle hendes embedsmænd.