Man kan nemt sætte sig ind i, at mennesker, der hele tiden ser og hører sig selv fremstillet i og af medierne, har et behov for at give deres egen version af historien.
Dels for at korrigere et ofte karikeret mediebillede, og dels for at nuancere det indtryk, offentligheden måtte have. Det er formentlig også den logik, der har fået SF’s formand Villy Søvndal til at medvirke i en portrætbog om ham selv.
Nu om dage er biografier ikke en skildring af et helt langt liv, men ofte af kvart og halvt levede liv. I den flygtige medievirkelighed skal der smedes, mens jernet er varmt, mens den biograferede er aktuel, kendt og populær.
Villy Søvndal er, ud over at være aktuel og kendt, også rasende populær. Så længe det varer, fristes man til at tilføje, når man ser, hvor hurtigt det kan vende i politik. Søvndal er en god historie lige nu, og derfor er timingen af ’Villys verden’ noget nær optimal.
Det er godt set af bogens idémand Ole Sohn, som i øvrigt også er SF’s gruppeformand. Han har udgivet bogen på sit eget forlag og er også en af kilderne i bogen.
Uden intentioner
Bogens forfatter, Gerda Kristensen, kan godt se problemet og skriver derfor i sit forord, at hun har haft helt frie hænder til at skrive bogen, og at hendes tilgang har været kritisk.
Det tvivler man ærligt talt på, især når man af Kristensens egen portrætbog gives det indtryk, at intet i Villys verden er tilfældigt, at alt hvad han foretager sig er overordentlig bevidst. I det lys er det endog meget svært at forestille sig, at gruppeformandens forlag ville udgive en kritisk bog om partilederen.
Man tvivler også, fordi Kristensens metode er at tænde for båndoptageren og lade folk tale. Det kan indimellem være afslørende, fordi nogle udsagn taler for sig selv, men oftest bliver det helt ligegyldigt, når forfatteren ikke har en klarere intention med sit projekt og ikke selv tør noget.
Ikke overraskende kommer hun ikke langt over for Søvndal med den metode. En så bevidst kommunikator forstår at tale udenom, når det passer ham, og når så der ikke bliver fulgt op, sidder læseren tilbage med uldne svar om f.eks. hans kovending i karikatursagen og med banaliteter som den, han f.eks. er citeret for i forbindelse med en beskrivelse af en rundrejse i Sydamerika, hvor han hentede breve fra kæresten poste restante: »Dengang havde vi hverken e-mail, sms eller mobiler, der hurtigt kunne bringe os i kontakt med hinanden«.
Populariteten i Kolding
Bogens stærke side er kapitlerne om opvæksten i beskedne og missionske kår på et husmandssted i det vestjyske og om hans ungdoms seminarietid og dannelsesrejserne til Østeuropa og Sydamerika fulgt op af den politiske vækkelse, som i 1976 udmøntede sig i et medlemskab af SF.
Beskrivelsen af perioden i 80’erne og begyndelsen af 90’erne, hvor Søvndal fik gjort SF lige så stort som Socialdemokratiet i Kolding, er interessant – ikke mindst fordi det ser ud, som om Søvndal er i færd med at gentage succesen på landsplan.
Uden at nogen af bogens kilder vil tage ordet i deres mund, men bruger omskrivninger som »han er god til at læse folkestemningen«, ligger det tydeligt mellem linjerne, at Søvndals popularitet i Kolding skulle tilskrives en vis populisme. Hans gode kollektivvenner fik nok og meldte sig oven i købet ud af SF på et tidspunkt, hvor Søvndal satte sin egen nyfødte søn på valgplakaterne med en opfordring til at stemme på hans far.
Biografier er som regel nemme at gå til, men ’Villys verden’ falder alligevel i den særlige læs-let-kategori, hvilket B.T. ikke var sen til at opdage, og allerede inden udgivelsen genoptrykte hele kapitler af bogen, vel vidende at en del af BT-segmentet sætter deres stemme ved Søvndal.
Villy er ikke for fin til Gran Canaria
Til tider har man også indtryk af, at bogens forfatter har været særdeles opmærksom på dette sammenfald, når hun f.eks. gør så meget ud af Søvndals kærlighedsliv og skilsmisser og uden nærmere forklaring videregiver, at den første rejse, han var på med sin kone, gik til Gran Canaria, og at hele familien for resten var på Gran Canaria igen for et par måneder siden. Aha. Villy er altså ikke for fin til at tage til Gran Canaria, skal man vel tænke.
Selv i biografier bliver det private inderligt uinteressant. Det gør den del af bogen, som handler om Søvndals helt aktuelle politiske positioneringer også. Fordelen ved den biografiske genre plejede at være, at man kunne drage fordel af den tid, der var gået, se tilbage og reflektere mere åbent over det skete.
Det kan man af gode grunde ikke, når man beskriver begivenheder, der skete i marts måned i år. Et andet problem er, at kilderne bliver mindre troværdige, når de har noget på spil, som de mange SF’ere, der udtaler sig til bogen, jo har, eftersom det er deres nuværende politiske leder, de udtaler sig om. Det er svagheden ved biografier, der udgives før tid.
