Krig og kærlighed har blandt andet det til fælles, at alle kneb gælder. I denne tretten år gamle bog af algeriskfødte Assia Djebar (1936) er der snarere tale om erotik, men den minder som bekendt endnu mere om krig. Den kalder Assia Djebar for »dette virile tidsfordriv: Give sig i kast med det oprørske Afrika; beruse sig i voldtægten og den dødelige overrumpling«. Ja, det er vel en perversion af erotikken at sammenligne den med krig i denne variant. Men i Assia Djebars noget trættende, men nok meget arabiske og vel også franske optik blandes intellektuelle stiløvelser med grusom kolonial fremfærd og seksuel undertvingelse. Skriftlig frigørelse Djebar tager udgangspunkt i franske troppers indtagelse af byen Algier i 1830 og i fortællerens (hendes egen?) skolegang i fransk skole i Algeriet i det 20. århundrede og begyndelsen til den fri- og vestliggørelse, som skriften blev for hende. Men de franske fjender midt i 1900-tallet skriver også – »for hvad er en sejr, hvis den ikke nævnes?« – og hun spørger i bogen, om det at skrive om krigen i Algeriet var »et forsøg på at genbefolke et forladt teater – som Cæsar, hvis elegante stil i sin tid dækkede over hans brutale fremfærd?«. Dette spor holder Djebar sig dog ikke til – hun skal også have det sikkert privat påtrængende, men også det engang så moderigtige og stadig politisk korrekte ’kvinde + skrift = frigørelse’ med. Pornografisk mandeblik Det er også fint nok og kan sagtens kombineres med en gammel national undertrykkelse og et historisk traume. (»Afrika er erobret, men kan ikke tie om at have vægret sig«). Men det er skuffende, at hun så ukritisk har et næsten pornografisk mandeblik på Algeriet/kvinden. »Den fremmede verden som de næsten seksuelt trænger ind i, jamrer sig uafbrudt i tyve til femogtyve år efter ’den uindtagelige by’s fald. Disse moderne officerer, disse så veludrustede aristokratiske ryttere i spidsen for tusinder af infanterister fra alle provinser. Disse korsfarere i et koloniårhundrede fyldt med så megen skrig og larm, fråser i denne intense larm, trænger ind i den som ved en deflorering«. Omvendt har de algeriske mænd fået deres seksuelle identitet ødelagt af deres lands besættelse. Hårrejsende autentiske massakrer Hele bogen er vævet sammen af to spor: fortællerens liv som algerisk pige og siden kvinde blandt mere traditionelt indstillede slægtninge og som nygift i Paris. Indimellem låner hun i lange stræk stemme til en mor og en søster til fire partisaner fra det 20. århundrede med afstikkere til den franske erobring og besættelse midt i 1800-tallet, inklusive hårrejsende autentiske massakrer. Flot skrevet er det, selv om stilen sine steder er mig noget prætentiøs, når der står: »Men det jeg ønsker, er en skrift der vandrer fra sted til sted samtidig med at jeg, en rejsende, fylder mine sække med en uudtømmelig stilhed«. Eller: »At skrive om krigen er at strejfe døden på nærmeste hold, kende dens behov for en ceremoni, finde sporene efter dens dansetrin (...)«. Historien fortjener sin patos Samtidig kræver og fortjener historien sin patos. Men denne læser kan ikke lade være med at ønske, at det hele var gjort med mere praktisk respekt og evne for den fortælling, forfatteren hylder i teorien, så vi i stedet for mange små, ofte prægnante, vignetter med tilhørende refleksioner havde fået en eller gerne flere fortællinger foldet ud. Som den er, har ’Krigen, kærligheden’ såmænd fortjent, at man dvæler ved både dens fakta og dens formuleringer. Forfatterens sexisme må man så bare tage til efterretning.