Lonekonen brygger. Med sin anden roman, ’Naturlige fjender’, er Lone Hørslev (f. 1974) vokset i statur som prosaist, og hun kan nu uden besvær indtage sin retmæssige plads ved siden af lidt ældre kolleger som f.eks. Helle Helle, Kirsten Hammann, Katrine Marie Guldager og Ida Jessen. Hørslevs adelsmærke som prosaist og digter har hele tiden rent teknisk været en særlig, fint kalibreret evne til brat at veksle mellem eller sammenstykke forskelligartede toner, stemmer, fortællepositioner og modi i én stor, bittersød og humoristisk strømmen. Biografi og fiktion I dette tilfælde er strømmen indlagt i et spil mellem det biografiske og det fiktive: Lone Hørslev selv gør eksplicit opmærksom på, at teksten hidrører fra et forsøg på at få væggene til at tale i det hus, hun sammen med sin mand, Martin Glaz Serup, bebor på en ø vest for Jylland. I Hørslevs koglende opkog beretter væggene om den tidligere beboer ’Anker’, og beretningen falder i et tidsligt dobbelt spor mellem citater fra nogle af Ankers private breve fra 1976 (fundet stukket ind i en dørkarm) og så historien om ’Lars’, der anno 2007 slår sine folder i ’Vejby’ og på Vestervang 19 er den, der først finder brevene til Anker. Romanen falder i øvrigt i tre dele med i alt otte kapitler, og 2007-sporet forløber nogenlunde kronologisk fra maj til oktober. Men fortællingen er hele tiden bifokal, markeret ved den dobbelte begyndelse: på side 1 citat fra et brev til spillefuglen Anker, dateret 6. januar 1976, og side 13 åbningen med Lars, der går glad langs landevejen, på vej forbi Ankers hus; og ikke mindst accentueret ved en fortællerstemme, der uophørligt veksler mellem at være alvidende og orkestrerende og så at gøre brug af fri, indirekte tale i forhold til de centrale protagonister, sådan at vi hele tiden duver op og ned i vidensperspektiv. Som skyer på himlen Tematisk kredser beretningen intimt, tungt og letsindigt om mænd, seksualitet og kærlighed. Det gælder den nys afdøde spillefugl og damernes ven Anker Hansen, og det gælder for 36-årige Lars, for hvem kvinderne blot kommer og går, som skyer på himlen, der ikke for alvor sætter spor og får slået kløerne i ham; i dette tilfælde den storbarmede Mona og den lokale og gifte dyrlæge Inger-Mai, der flere gange er på nippet til at falde i Lars’ favn. De fundne breve er sendt af ’Lis’, der forlod Anker i 1987, og siden blev det aldrig det samme for den stadig mere alkoholiserede mand. Vi møder kun Lis og Anker gennem brevene og gennem provisoriske erindringsglimt om dem fra de lokale beboere. Fokus er dermed især på Lars og i nogen grad på Inger-Mai, der måske, måske ikke, lider af hudkræft og er gift med flinke Stig. Lars er, som Dante var det, midtvejs på sin bane gennem livet. Men han er langt snarere en sympatisk Wanderfogel end en plaget, faustisk gestalt; Lars arbejder som tjener på den lokale kro, og ligesom han driver fra kvinde til kvinde, flagrer han også fra sted til sted og fra job til job. Nu netop ikke i en rastløs eller smertefuld afdrift, men tydeligvis i en munter sejlads – selv om der er antydninger af, at Lars’ hidtil manglende evne eller vilje til at binde sig ikke er helt så problemfri, som han selv forestiller sig det. Naturlige fjender Romanens store og afgørende charme og kraft ligger i det mikroskopiske. Det er de bittesmå scener på kroen, inde i Ankers stuer, ved morgenbordet, der glitrer og spiller i de hørslevske sammenføjninger. Og som undermelodi afspilles en sang om naturlige fjender, om død og om kærlighedstab, som når de 200 mink, dyreværnsaktivister har lukket ud fra en farm i Aulum, ikke nyder friheden, men i stedet: »Bider hinanden, torturerer hinanden (sagde minkavleren i radioen), løber ud foran biler, bringer uorden i naturen«. Vi er milevidt fra en romantisk, pseudo-rousseausk besyngelse af den særlige harmoni og lykke langt ude på landet i naturens ømme favn. Men til gengæld langt inde i et reservat, hvor naturlige fjender kærligt bider hinanden i haserne.