Det er ganske forunderligt: Efter mange gode værker får Niels Frank nu ikke sit Folkelige Gennembrud. Hvad han får, er langt større og mere interessant, nemlig sit Indbrud i Litteraturen. Efter i lang tid som en ål at have snoet sig gennem Barthes og Proust flanerer Frank nu med sine ’Spørgespil’ ind i det store, hviskende galleri, hvor stemmen ikke længere er hans egen, men vor fælles mulighed for at lytte til noget andet end de andre, ligesom hos Bach.
Sært, at denne ualmindeligt charmerende, idiosynkratiske poet pludselig er fløjet væk og ind i Litteraturen; og sært ikke mindst, fordi teksterne i ’Spørgespil’ alle er anlagt som en art selvbiografiske memoirer fra den forfatter, der tilfældigvis bærer egennavnet ’Niels Frank Alvarado’. Hvad er der på færde og i spil? For et første blik en underspillet og typisk franksk leg med dén håbløse genre, der også florerede i de saloner, Proust kom i, nemlig selskabelige spørgeskemaer: »Deres største fejl?« etc. Pikante spørgsmål Frank genopliver og genopfinder den bovlamme genre ved at iværksætte et spøjst, på skrømt aggressivt og glad legende forhold mellem Spørger og Svarer, der jo naturligvis er identiske. Bortset fra, at jeget hos Frank altid snarere er en boblende strøm på vej end et statisk fikspunkt – sådan er JEG nu engang! Den lette og pikante flod af spørgsmål og svar fungerer som fri ramme om serier af ærinder. En halv-essayistisk svansen rundt i åbne felter, alder, død, berømmelse, racisme, dannelse, folkelighed, kunstens væsen, kunststøtte, forelskelse, humor – men også morgenens kafferitual og togture med metroen i det højt elskede New York. Mange spørgsmål forbliver ubesvarede, eller Frank replicerer med et modspørgsmål, eller han besvarer kun spørgsmålet indirekte, for eksempel på første side: »Hvilke fejl er De mest overbærende over for? Jeg kaster et blik ud af altandøren, på Marselisborg og Strandborg overfor«; først noget længere nede kommer svaret, som jeg ikke skal røbe. Selvironi og gru Men det, vi får foræret, er endeløst mere og andet end brudstykker af et bette privatliv. Kan jeg forklare det? Måske ikke. Tekstens »løse påstande« (det er Franks modsvar til argumentets pedantiske terror) bringer for så vidt intet nyt for dagen – det kan næppe overraske hans læsere, at Frank instinktivt er skeptisk over for den amorfe størrelse, vi kalder ’Folket’; at han med en blanding af selvironi og gru registrerer sin skaldethed og dødens snigende komme; at han er en spøgefuld regel-freak; at han efter Francis Ponge og Rilke ynder at dvæle ved tingene; at han ikke er meget for konservatisme (men er klog og selvironisk nok til at erkende, at han har en omfattende rem af huden), at han vedkender sig at være »dannet«, at han er tilhænger af statslig kunststøtte, at han holder umådeligt meget af New York og amerikansk poesi og sex, at han har sin egen definition af ’realisme’ i poesien (»troværdighed og personlighed. Og karakter«), og så dandy-flanerende derudad. Ulykkelige forelskelser Det er ej heller chokerende, at vi hører om alle detaljerne og kanterne; at han ikke længere kan fordrage spanske egnsretter med for meget olie i; at hans penis drypper om natten; at han lover ikke nogensinde at lade sig indmelde i det Danske Akademi (»Al den patten på cigarer«), at han har haft frygteligt ulykkelige forelskelser kalkeret over den skæbnesvangre første; at han er dybt fascineret af Robert Mapplethorpes fotografier af sorte mænd med store lem; at han ikke drømmer om berømmelse; at han holder af poesioplæsninger, men også kan kede sig frygteligt til dem (vi får et morsomt eksempel).
