0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Salman Rushdie vender stort tilbage

Mesterfortælleren, gavtyven, satirikeren og humanisten Salman Rushdie tager atter sine læsere på en lystfyldt flyvetur.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Denne gang til Kashmir, som vi ellers ikke just er vant til at forbinde med hverken lyst, skønhed eller kærlighed. (Det eneste positive, vi forbinder den omstridte indiske delstat med, er vel uldsjaler!).

Men så lader Rushdie os følge verdenshistoriens skæve gang (også kaldet Kashmir-konflikten), til det ender med etnisk udrensning i den landsby, der har været hele fortællingens omdrejningspunkt.

Læserens (godt forberedte) fantasi spares for udpenslede detaljer med ord, der siger alt om Rushdies måde at være politisk på:

»Det, der skete i Pachigam den dag, behøver ikke nedfældes her i alle detaljer, for brutalitet er brutalitet, og excesser er excesser, og det er alt, hvad der er at sige om det. Der er ting, som må betragtes indirekte, fordi de ville blinde én, hvis man så dem lige i ansigtet (...). I må selv forestille jer det«.

Sindrige sammenhænge
Men ellers er Rushdie ikke den, der sparer på krudtet. I 'Klovnen Shalimar' kommer vi også til Anden Verdenskrigs Europa og halvfemsernes Los Angeles - og begge giver forfatteren verdens bedste undskyldning for at skeje ud i B-filmseffekter.

Han svælger i dem, og det samme gør læseren: Indrøm det bare.

Sindrige sammenhænge mellem store spring er en væsentlig del af nydelsen ved denne roman, og jeg er bange for at røbe for meget. Derfor et lidt blodfattigt skema:

Begærets imperativ
Kernehistorien foregår i Kashmirs bjerge i tresserne. To landsbyer, specialiseret i traditionelt skuespil og store festbanketter, rivaliserer og har nogle med nutidens øje nærmest pudseløjerlige intriger, men står sammen i nødens stund.

Den unge klovn og linedanser Shalimar (muslim og søn af landsbyøversten i Pachigam og hans kloge kone med en antydning af magiske kræfter) og endnu yngre danserinde Boonyi (hindu og datter af en sanskrit-lærd enkemand) er hovedpersoner i et Romeo og Julie-drama, der takket være fornuftige ældre ender godt.

Dvs. indtil Julie/Boonyi bryder ud og forlader landsbyen - som klassisk golddigger sammen med USA's nyudnævnte Indien-ambassadør. Det starter en privat lavine, der bliver redskab for en politisk. Som Rushdie nok til hver en tid vil hævde: Begærets imperativ er ældre og stærkere end både politiske, økonomiske og religiøse ditto. Klovnen Shalimar ender langt ude, som en præcist set prototype, der her føres til ekstremer. De ekstremer, selvmordsbombere laves af.

Kulørt så det basker
Rundt om begivenhederne i Kashmir får vi to rammehistorier: den ene om den unge grænsesøgende ambassadørdatter i Los Angeles, den anden om hendes forgudede far, den farverige ambassadør og hemmelige agent, der har en fortid som jødisk, alsacisk modstandshelt under Anden Verdenskrig.

Det er kulørt, voldsomt - og voldsomt kulørt. Men det er Shakespeare jo også, og Shakespeare har da også inspireret til et par småskurke i persongalleriet - de får deres velfortjente straf.

Rushdie blander faktuel politisk historie med fabuleren - jeg tør ikke påtage mig at drage den nøjagtige skillelinje. Hans leg med navne er et kapitel for sig. For eksempel lader han en af sine hovedpersoner, ambassadøren, hedde Max Ophuls - ligesom den berømte filmskaber.

Favner bredt
'Klovnen Shalimar' er en stor og på sin egen ubesværede måde også meget alvorlig roman. Og underholdende ad Hollywood til. Salman Rushdie forfører (og imponerer) med sit tekniske overblik, sit humane overskud, sin slagfærdighed, sin nøje doserede og ægte patos og sin homeriske humor.

Han fører os sikkert gennem tider, steder, personer, toner og stemninger i en historie om kærlighed, der bliver til had (og derfor ikke dør), men også om storpolitiske studehandler, etnisk og religiøs demagogi og tragedie.

Han formulerer følsomt et langt ægteskabs forlis på et par linjer, og han gør sig lystig over den alfabetsuppe, også kaldet akronymisk initialitis, der kendetegner det politiske sprog med forkortelser for koalitioner, partier og aftaler. »Den diplomatiske terminologis hæslighed, dens aggressive ligegyldighed over for vellyd, markerede den som magtens sprog«.

Luksuslæsning
Rushdie kobler illusionsløst privatliv og politik, han forsvarer friheden til at vælge naragtigheden frem for storheden og til at være kødspisende brahmin eller helgentilbedende muslim. Og han beskriver en kvinde på nulpunktet:

»Hun mærkede sin forstands fortøjninger løse sig og hilste det trøstende vanvid velkommen. En smuk dag tog sin begyndelse«.

Kære lystlæsere med hang til dybe budskaber: Hvad I ihærdigt, men desværre forgæves, søger i Peter Høegs 'Den stille pige', får I til fulde hos Rushdie. I luksusudgave. Om oversættelsen er blot at sige, at Thomas Harder er gud.