Barbara har en mor, der klæder sig som »en fra min parallelklasse«. Barbara er 13 år, og hun bærer mellemnavnet Tristan. Nogle gange tror hun, at mor og far kun lavede hende for at have en, der kunne ordne vasketøjet. Men det bliver værre endnu. Barbara bliver 14 år. Og vi får hele historien i hendes egne ord i dagbogsnotaterne 'Barbara Tristan Møllers hemmelige dagbog', som er samlet af Alberte Winding og stærkt sat op af grafikeren Caroline Sofie Axelsson. Når man er ked af det Det siges, at Walt Disney er sur på os, fordi danske (pige)læsere ifølge hans undersøgelser ikke følger et aldersbestemt koncept, der hedder fe, prinsesse, heks og spæd kærlighed med mere. De springer sidste led over og går direkte til - Nynne. En kvinde midt i livet! Det behøver de ikke mere, for Alberte Winding skubber sin lille skribent ind imellem læseren og billedet af en sælsom kvinde i dyb og foretagsom krise midt i livet. Hendes mor. Det giver en ellers stærkt selvoptaget dagbogsform både inderlighed og dybde. Barbara ser med sine øjne en række underlige voksne - deraf flere jyder - gebærde sig, som var »de ikke blevet hentet på gul stue«. Hun ser uden at forstå og kunne gribe ind. Men hun ser. Barbara og hendes lillebror betaler prisen for slapheden hos dem, der burde være stærke. Nu sidder far ude på kompostbunken og mediterer. Han er en indadvendt psykiater. Barbara elsker dette p-ord. Det er ligesom i p-vagt. Og hun formulerer sig med præcision: »Hvor er han egentlig rar. Han taler med andre mennesker hver dag om ting, der gør dem kede af det. Men hvem taler med ham, når han er ked af det? Måske skulle vi have en hund?«. Men hvad med mor? Trist med godt humør Mor er taget til Goa for at hænge ud på stranden med typer, for hvem hun kunne være - mor. Senere kommer hun til New York. Hendes breve hjem er tykke af floskler og røgelse. Denne ustoppelige skikkelse er den mørke skygge på væggen i Barbaras liv. Det kunne være så sørgeligt og socialt, men sådan er det ikke. Med trods og store øjne hengiver Barbara sig til sin livsappetit og undren og kysser naboens dreng m.fl. mere end én gang. Den jyske gren af familien tilfører dagbogsnotaterne godt humør og sort arbejde. Barbaras familie er ikke almindelig, men hendes problemer er. Alberte Winding fortæller med sans for dagbogsformen og en ung piges kvaler. Grundtonen i bogen er som optakten til et fnis. Tilsat alvor, sårbarhed og denne lysende iagttagelsesevne, som hører til alderen: »Jeg så min lillebror Evalds små strømper trykke sig mod glasset på vaskemaskinen, og så græd jeg«. Handlingen strækker sig over 2 år og ender ... Læs selv! Også fortsættelsen.