0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Labyrintisk søvngængerhistorie

En modstræbende nysgerrighed vækkes lige akkurat i Kristina Stoltz' romandebut. Men klichéer og symboler står i vejen for en egentlig vellykket roman.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En døende balletbøsse med en gravhund opkaldt efter Oscar Wilde, en hang til selskabskjoler og fuld makeup, tilmed newyorker og smækfuld af anekdoter og parfumerede bonmoter.

Sådan har forfatteren Kristina Stoltz modelleret den åndelige læremester for den vildfarne heltinde i debutromanen 'Turisthotellet'.

Som en fuldfed og elskelig kliché fra revyhistoriens yngre dage - mænd i dametøj virker altid.

Villet distance
Nå, pyt, klichéer kan i kraft af deres soliditet være udmærkede at lege rollelege med. Problemet med historien om den unge jazzsangerinde Nadja er bare - for det første - at hendes dybe identitetskrise cykler rundt om bøssen, vesterbroproletariatet og en moders selvbestaltede druknedød på må og få, som vidste hverken forsynet eller værre - forfatteren - hvad scenografi og aktører skal bruges til.

Det næste problem er, at forfatteren lader en betragtelig del af dialogen foregå på engelsk. Victor, som den aidssyge bøsse hedder, taler engelsk, men på den pædagogiske måde, så vi danske læsere alle kan være med.

Det tilfører romanen en villet distance, der virker mere påklistret end stilistisk accentuerende. Som at give bøsseklichéen endnu et lag sminke, den labyrintiske fortælling endnu en (blind)gyde.

Drømmer jeg?
Kristina Stoltz (f.1975) flirtede allerede med et natligt univers i den første digtsamling fra 2000 'Seriemordere og andre selvlysende blomsterkranse'. I 'Turisthotellet' refererer hun direkte til den modernistiske Djuna Barnes' kultagtige u-virkelighedsroman 'Nightwood' fra 1936.

Eller formuleret på godt Holbergdansk går hovedpersonen rundt som ét vibrerende spørgsmålstegn: Drømmer jeg eller er jeg vågen? Hermed er der jo frit løb, alt kan ske og intet behøver at stå til troende. Dette i grunden vidunderlige princip fører Nadja ad vintermørke gader rundt i det København, hun forlod for at gifte sig med en velhavende tusindkunstner i New Orleans.

En begravelse har tvunget hende hjem, og i et par uger falder hun ud af sine egne rutiner som hustru og mor, bliver væk for den ventende familie her og den bekymrede mand over there.

Stemningsskabende
Mens Kristina Stoltz manøvrerer noget gumpetungt rundt i psykens dybere betydningslag - det vrimler med røde kjoler, glemte børn og fortvivlede mødre af skiftende symbolsk valør - så kan hun til gengæld etablere en stemning:

I cafeteriaet på Hovedbanegården, hvor Nadja får sin faste gang, punkteres den kaffeslubrende realisme med et og i det snuskede hotelværelse fortrylles den grå anonymitet til et vederkvægende frirum, et vægtløst helle.

Denne indsigt i nogle helt særlige sindstilstande gør 'Turisthotellet' til en bog, der trods alt insisterer på at blive læst færdig. Ikke som en særlig helstøbt roman, men som en ung forfatters løfte om fremover at tage turen ud i den rå virkelighed og videre forbi realismens stopklodser.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu