Fantasy kan også være dagsaktuel. Josefine Ottesens nye serie om pigen Mira handler om alt det, der udfolder sig for vores måbende øjne i denne tid. Om sindets formørkelse. Det blinde had (og selvhad). Volden. Og lidelsen ikke mindst. Bind 2 (af 3) er på gaden nu. Det hedder 'Dronningens tåre'. De rejsende Josefine Ottesen skaber endnu et land i hestenes og sejlskibenes tågede tid. I hendes historie spiller pilefletning og brevduer også en afgørende rolle. Landet Dakja har længe levet i fred, men nu opildnes de fastboende til had mod truwaerne, der kaldes 'de rejsende'. Barndommens bratte afslutning Truwaerne er dygtige handelsfolk, og mange af dem har guld på kistebunden. De bærer også et mærke - så man kan genkende dem. For i Josefine Ottesens første bog sluttede truwapigen Miras solbeskinnede barndom brat i et inferno af pogromer og slavearbejde. Påkalder dæmoner Parallellen til det jødiske folks skæbne er ikke svær at få øje på, men hadets og lidelsens vej er den samme også for kurdere, armenere og sumparabere. Josefine Ottesen interesserer sig for mekanismen bag undertrykkelse og folkedrab. Hun vil have fat om dæmonerne. Første bog om Mira hedder netop 'Dæmonernes hvisken' og er usædvanlig jordnær for forfatterskabet. I dette andet bind tager forfatteren revanche og påkalder en hærskare af store og små gestalter fra andre planer. Dæmonerne raser. Genkendelse? Det starter blidt på allerførste side med en venlig troldkvinde, dansende sivånder og spæde vandnymfer fra de andre verdner. Inden længe må Mira dog tage livtag med de vældigste dæmoner, der æder sjæle. Det er magi for fuld udblæsning, men orkestreret med overblik og omtanke. Der er et formål med dæmonerne. Du skal ikke blive bange, men rædselsslagen! Du skal se dem ind i øjnene! Genkender du noget? Triologiers spilleregler Mira lever skjult og beskyttet af magi på sivøer ude i det store floddelta. Hun er sammen med sine egne, men tiden er knap. Mira oplæres modvilligt i trolddom. Hun har store evner. Men uden at være fuldt udlært løber hun ind i alvorlige problemer, som ikke skal røbes her. I slutningen af 'Dronningens tåre' dukker det jordnære landskab op igen, hvor ondskaben regerer, og folket bøjer nakken. Mira kommer hjem til hovedstaden og forsøger ene kvinde med list at besejre dæmonerne. Det magter hun ikke. I hvert fald ikke før i slutbindet. Sådan er spillereglerne for en trilogi. Konstant og kontant lidelse Det stritter med usammenføjede pilegrene til sidst. Der bliver noget at samle op. Ikke mindst på det begreb - lidelse - som Josefine Ottesen angiver som seriens tema. Lige nu er der mere SS end Sandhedskommission. Det handler om ondskab, angst og ensretning. Lidelsen er både konstant og kontant i fortællingen, men den lutrer ikke. Endnu. Det er et stort begreb at introducere i fantasy-kredse. Måske er det for stort? Sådan at skulle forholde sig til, at »lidelsen åbner dit hjerte for kærligheden og skønheden«. Ingen udlægning nødvendig 'Dronningens tåre' er elementært spændende. Den er skrevet med nerve og kraft. Der er masser af syrede trips. Svig. Vold. Og rigtige tårer. Hormoner og jalousi raser på sivøerne. Luften summer af væsner. Og der er ingen tydelige hensigter. Ikke noget budskab. For selv om forfatteren fortæller med bagtanke, er det tydeligt, at stoffet er så overvældende i sig selv, at det ikke behøver en udlægning. Nu afhænger alt af tredje bind - og Mira.