En dansk kvindelig journalist, embedded hos den danske styrke i det sydlige Irak, bortføres af en irakisk gruppe, udstilles som gidsel i arabisk tv og dømmes, fordi den danske regering ikke bøjer sig, til døden. Hendes skæbne synes vis. Men hun reddes til flugt af sin unge bøddel, der af samme årsag selv må flygte og havner hos sit tidligere offer hjemme i Danmark. Dette er rammen om en ret sandsynlig nutidshistorie, som andre krigsførende landes borgere delvis har oplevet. Inhumane danskere Olav Hergel har i sin romandebut 'Flygtningen' taget udgangspunkt i dette dramaoplæg afstedkommet af en tvivlsom amerikansk krigspolitik med velkendt dansk deltagelse. Ved selve ordet flygtning fornemmer man farlige flugtruter gennem fjendtlige territorier, vagtsomme myndigheder, elendige flygtningelejre, evindelige asylprocedurer, internering, ydmygelse, afvisning og udvisning. Og dette er da også romanens hovedtema. Såfremt en flygtning, uanset baggrund, er så letsindig at søge tilflugt i Danmark, er vedkommendes skæbne beseglet. Danmark praktiserer takket være et ihærdigt Dansk Folkeparti og folketingsflertallet en af de mest restriktive og inhumane asylforvaltninger i Europa med udvisninger på samlebånd - også til tortur i oprindelseslandet eller den visse død. Mellem to stole Olav Hergel skriver på en stærk indignation funderet på indsigt og viden om de faktiske forhold i godhedsindustrien, som, efter Venstre og præsterne i DF fik magt som agt, bør omdøbes til det modsatte. Dette brændstof af berettiget skam og vrede gennemsyrer romanen og præger i passager dens tonefald. Handlingen er god nok, faktisk spændende, på sine steder meget endda. Men stilen synes nu og da problematisk. Hergel har sat sig mellem to stole, satirens og realismens, uden at vælge overbevisende, hvilket svækker begge. Virkelige og opdigtede institutioner, virksomheder og personer optræder mellem hverandre, de opdigtede mere groteske end de virkelige, men alle i en blanding, der ikke altid forekommer helt troværdig. Det kan man ærgre sig over, eftersom Olav Hergel, der selv er af det publicerende fag, især har mange rammende og dræbende bemærkninger til mediernes, journalistikkens - også i public service - tvetydige og farlige udvikling i disse år. Et skarpt og kritisk øje har Hergel også for den rystende manipulation, der er blevet fast kost fra den udøvende magt, i bogen som i virkeligheden aldeles skruppelløs. Stilistisk svaghed Romanen om Rikke Lyngdal og hendes opgør med den danske selvtilstrækkelighed og kynisme er således et heftigt og væsentligt indlæg i en national krise; den tager godt fat og overdriver desværre ikke meget. Men forfatteren tror ikke på sin læser og lader det synlige være overbelyst i lange citater af taler og artikler, som personerne leverer, og som kunne være beskåret radikalt uden at lemlæste handling og budskab. Denne svaghed i stilen forstærkes af et upræcist sprog hos figurerne. Sådan taler en dansk statsminister ikke på pressemøderne, og sådan henvender en om end primitiv chefredaktør sig næppe til sine folk. Slyngelstregerne er som regel pakket ind i det spin, som Hergel ellers afdækker så fint. Men læs bogen og gys over Danmark anno 2006.