Sydafrikanske J.M. Coetzee har stort set vundet alt, hvad der er værd at vinde på den litterære scene - blandt andet to Bookerpriser og en Nobel - og hans bøger er alle internationale bestsellere. Men den nye bog, 'Slow Man', kan ikke følge med forfatterens tidligere succes. Den er, som titlen antyder, ikke ligefrem en pageturner, men en filosofisk refleksion over forfatterens metier. Bilulykke Bogen begynder ellers med et brag. Vores hovedperson, Paul Rayment, kommer cyklende tilforladeligt ned gennem Adelaide, Australien, da en ung og uerfaren bilist påkører ham: »Slaget rammer ham fra højre, skarpt og pludseligt og smerteligt, som et elektrisk stød, der løfter ham op og ad cyklen«. »Slap af! siger han til sig selv, mens han flyver gennem luften ...«. Efter faldet bliver Rayments liv aldrig det samme. Han vågner på hospitalet ét ben mindre, og den reserverede og nu amputerede 60-årige må efter et helt livs selvtilstrækkelighed til at forlade sig på andre. Opøvelse i kærlighed Heldigvis er pleje noget, man kan købe sig til, for Paul har hverken venner eller familie, der ville kunne tage sig af ham. Han har kun sig selv, og det er en livspraksis, han synes godt tilfreds med. Men Pauls hovmod står for fald, og falde gør han hele to gange i løbet af Coetzees historie. Mens det første fald sætter hans selvtilstrækkelige livsanskuelse på en prøve, er det andet fald en opøvelse i kærlighed, og begge er de beskrevet i Coetzees karakteristiske nulpunktsprosa, der klart og præcist og med så få virkemidler som muligt fører sin hovedpersons handlinger og følelser til bogs. Smuk sygeplejerske Den første følelse, Paul mærker efter faldet, er vrede. Han er vred over at blive behandlet som et barn, der tiltales i 'vi'-form af affejende sygeplejersker og forklares af nedladende læger, hvor rigt et liv han kan leve på kun ét ben. Men efter nogle dage i hospitalssengen afløses vreden af en overvældende følelse af hjælpeløshed, der for Paul bliver til en følelse af skam, og det er skammen, han står med, da han udskrives fra hospitalet et par uger senere - skammen, og så den lyserøde »skinke«, der hænger og dingler ubrugeligt fra hans hofte. Men så begynder det også at lysne. Efter hjemkomsten får Paul tildelt en hjemmesygeplejerske, som hedder Marijana Jokic, og som er en smuk og livlig kroater midt i trediverne. Hun tager sig af Paul - vasker hans skjorter, laver hans mad, plejer hans operationssår - og hendes kyndige hænder får snart sat ild i den gamle træmand. For Marijana forstår at drage omsorg for sin patient på en måde, der ikke virker nedgørende på Paul, men tværtimod vækker ædle tanker i ham om at elske og blive elsket. At Marijana allerede er gift og har to børn, anser Paul i sin eksalterede tilstand som en bagatel. Han vil tage sig af både hende og hele hendes familie - så fjantet er han blevet af den kærlighed, der pludselig har ramt ham som et lyn fra en klar himmel: »Vi burde alle være lidt mindre urokkelige«, udbryder han overstadigt på et tidspunkt. »Det er min nye, reviderede mening«. Uventet besøg Men før Paul Rayment kommer videre i sin åndelige udvikling og til dens fysiske følger, ringer det på døren - og hvem træder ind? Coetzee-fans vil straks genkende den ældre dame i blomstret kjole og med fregner på skuldrene, som fra trapperne nærmer sig Pauls lejlighed. Det er nemlig Elizabeth Costello, der var hovedperson i Coetzees sidste roman af samme navn. Den bog bestod af en række ret kedelige foredrag, som Costello øjensynlig holdt på Appleton College i New England. Nu er hun på scenen igen og denne gang med en livslektion til Paul Rayment: »Følg dine følelser og tanker. Følg dem hele linjen ud«. Paul føler sig umiddelbart lidt overrumplet af den fremmede dame, der står i hans dør og hævder, at hun kender ham og hans historie, og endda mere end det - hun har opfundet ham, forklarer hun og underbygger sin erklæring med en ordret gengivelse af historiens første linjer: »Slaget rammer ham fra højre...« osv. Svækket læselyst Herefter følger der 200 sider diskussioner mellem den fiktive forfatter og hendes hovedperson om temaer - den frie vilje, kærlighedens og historiefortællingens væsen - som ellers i bogens første halvdel udspillede sig gennem plot og symbolisme. Og det er her, at en del læsere vil stå af, tror jeg. For det er præcis her, cirka en tredjedel inde i 'Slow Man', at bogen med ét forvandler sig fra en god historie til et trættende tankeeksperiment over den gode histories livsnødvendighed. »Når du beslutter dig for at overtage ledelsen i dit liv, så forsvinder jeg«, lover Elizabeth Costello på et tidspunkt sin hovedperson, og lad os håbe, at Coetzee tager hende på ordet og fra nu tager styringen af forfatterskabet i egen hånd. For den mest nærliggende respons på bøger som 'Slow Man', der med teoretiske refleksioner forsøger at indkredse, hvorfor vi skriver og læser - vil være slet ikke at læse. Og det er noget, som selv en prisbelønnet forfatter som Coetzee må holde sig in mente, hvis han bliver ved med at skrive bøger som denne.