At tænke sig, at det skulle gå så galt med jubilæet for den gamle eventyrdigter, og at man ligefrem blev inderlig træt af al den megen kalas, endda før året var omme. For når det kom til stykket, havde det meste af det, der skete, ikke meget med H.C. Andersen at gøre, med ånden i eventyrene og i alle de sære historier, som alverden har læst og kan på deres fingre, som var det den lille tabel. Nu hvor Andersen-året er ved at rinde ud for inden længe at give plads i kalenderen til Mozart-året eller Rembrandt-året (vælg selv efter interesse), kan man gøre en slags status over månederne, der passerede forbi. Det gør måneder i det hele taget ustandseligt, endda hvert år, og i akkurat den samme rækkefølge. Meget apropos så har også Andersen oplevet dem sådan og samlet dem alle i et lille finurligt skrift, 'Tolv med Posten', hvor han i få ord beskriver dem alle i skikkelse af tolv rejsende, som med pas og rejsegods vandrer gennem byporten og præsenterer sig for skildvagten. Stjernehimmel Selv om Andersens ord er bedre egnet end de flestes til at stå helt alene, uden andet selskab end de poetiske associationer, som de udløser, har Hanne Bartholin fået lyst til at følge dem på vej - med tolv tegninger. Der er én for hver måned, og hele rækken er indrammet af to tegninger af en vinterlig stjernehimmel. Og naturligvis er det hele blevet til en kalender. Prisbelønnet Hanne Bartholin er illustrator, endda en af de mere poetiske, vi har. I 2001 modtog hun Kulturministeriets illustratorpris for billedbogen 'Finn Herman', som Mats Letén havde skrevet teksten til. Siden 1995 har hun arbejdet sammen med flere forfattere (den første i rækken var Charlotte Sejer Pedersen, som vendte tilbage i 2003). Selvstændig fantasi Men det må være første gang, Hanne Bartholin tegner til noget, der er skrevet for meget længe siden. Og hun har ikke tegnet selve teksten, men netop lavet tegninger til teksten. Hvilket er noget ganske andet. For når Andersen om f.eks. årets første kolde måned skriver, at 'Jeg er Grosserer og hedder Januar. Jeg har kun Regninger med mig', så tegner Bartholin ikke bare en fed grosserer med favnen fuld af regninger. Nej, hun tegner et meget mere Andersensk motiv: af en hvid svane, der flyver hen over det hvideste vinterlandskab. Det kunne jo være den grimme ælling, der er blevet forvandlet. Og når Andersens præsenterer maj som den nydeligste syngepige i bøgebladegrøn silkekjole, med galocher på fødderne, anemoner i håret og en duft af skovmærker, så er vores illustrator ikke følgagtig, men laver i stedet en tegning af en lille bitte pige, der sover på en åkande, som trækkes af sted af en sommerfugl. Det kunne jo være Tommeliden. Man kan ikke undslå sig for at tro, at Hanne Bartholin har taget lidt fri i juli. For juli ledsages af kalenderens eneste svage tegning. Den mangler også det morsomme stil- eller karaktertræk, som løfter mange af de andre tegninger: Det er lysten til at stille en stor form og en lille form (eller en række små former) op mod hinanden. Uopslidelig Det gode ved 'Tolv med Posten' er, at den er uopslidelig. Man kan bruge den hvert år. For når man omsider er nået til årets sidste måned, med en juleengel, der rejser sig op i himlen som et helt juletræ, kan man begynde forfra igen, med Andersens grosserer, der skal have betaling for julens fornøjelser. Og til dem hører denne kalender.