Hinsidan er der dømt uro i trussen af Katja K'ske dimensioner, hver gang den Barbielignende debattør Unni Drougge kører en ny roman i stilling. For dels skriver hun lige på og hårdt om alt, hvad der er tabubelagt. Fra narkomisbrug til sex med mindreårige til sit eget usunde eksparforhold med redaktøren af mandemagasinet Slitz. Dels er hendes 49 år og fem børnefødsler gået så sporløst hen over hendes lyslokkede, glamourøse hele, at hun må være oplagt materiale for www.awfulplasticsurgery.com. Tomgang Unni Drougge er kort sagt kulørt på den underholdende måde, og det samme havde jeg selvsagt forventet af 'Tilfældet Barbara'. Især efter at have læst bagsideteksten, der lover »en fængslende og modig roman om utroskab, moderskab, venskab og et ægteskab, der er gået i stå«. Desværre er romanen dog hverken særlig fængslende eller særlig modig. Men i tomgang kører den til gengæld, så man frygter for overophedning og tørre host. Vi følger tilfældet Barbara alias Barbara Wilson-Bladh, 45-årig barnløs psykoterapeut med stillestående ni til fire-liv, der netop har haft en affære med en stum siciliansk swimmingpoolrenser med udstyret i orden. Hun er ellers intravenøst forbundet med sin smukke ægtemand, Björn, der desværre er absurd psykoinfantil og helst vil opvartes, se amerikanske komedier og støttes i sit mangeårige forskningsprojekt om familiestabilitet versus utroskab. Og det er jo så romanens hovedtematik, der dér skæres ud i pap og stjerner. Horisontal forskning Mere subtil bliver historien selvsagt ikke af, at store dele af den er henlagt til svømmehallen, hvor Barbara begynder at morgensvømme. Sjovt nok samtidig med at hendes seksualitet er blevet vakt af bemeldte swimmingpoolrenser, hendes menstruation udebliver og børnetankerne trænger sig på. Er det mon overgangsalderen? Eller er Barbara gravid? Det er meningen, at vi skal være i tvivl, men eftersom hun fra begyndelsen opfører sig som en karikatur af en gravid kvinde, lader det sig dårligt gøre. Til gengæld kan vi så fundere lidt over, hvem faren er, ligesom det går an at overveje, om Björn i grunden har gang i et horisontalt forskningsprojekt med Barbaras sekretær - eller om det er hendes chef, der har snablen lidt for langt fremme. Men helheden keder, så det knager, og eneste lyspunkt er for så vidt en mængde rapmundede og vittige beskrivelser af Barbaras arbejdsområde: de håbløse klienter. Her fornemmer man tydeligt, at Unni Drougge selv er uddannet psykolog, og det ville man så gerne fornemme noget mere. Eksempelvis i alle de passager, der omhandler Barbaras urealistisk samspilsramte og indsigtsløse forhold til Björn. Hvis det er underholdning, man går efter, er der så afgjort mange andre steder at gå hen end her. For eksempel steder, der underholder kvalificeret. Og holder niveau hele vejen.