Billedhuggeren rejser stenen op. Noget af det mest elementære et menneske kan gøre. Rejse noget. Eller rejse sig. Og gå. Morten Søndergaards ny digtsamling kredser om alt dette elementære, og han går ikke af vejen for sig selv og det, han hedder: »Går mod syd. Går sønder / i mit navn«, lyder det i samlingens sidste afsnit, 'Dagblog'. Dødsangst Der er også en 'Natblog', der ligesom den anden blog består af daterede optegnelser, korte stykker prosalyrik kredsende om de dybeste og enkleste oplevelser. Sat i et italiensk billedhuggerlandskab. 15/7 for eksempel: »Sover tung som bronze. De kalder støbekernen sjælen i / skulpturen«. Lidt senere spiller jeget »fodbold med marmordrengene«. Og taber. Natblog'en ligger i mørke, vokser ud af en dødsangst, en lille knude, en operation, og stiller de store spørgsmål: »Hvad skal livet gå med? At skrive en håndfuld / gode digte?«. Kakler i kursiv De er lige her, de gode fortællende, reflekterende digte, lige her på blog'en og i en stærkere udhugget form, end man først tror. Det siges med en tanke tilbage på toilettet i farmors badeværelse med de gule, brune og blå rektangulære kakler, og det siges med kursiv: »I begyndelsen var / mønstret«. Orfeus og Eurydike Måske var kaklerne fra et marmorbrud i Italien. Digtene er i hvert fald, og ligesom Morten Søndergaard for tre år siden skrev samlingen med indbygget stednavn, 'Vinci, senere', så kunne bogen her sagtens have heddet 'Pietra Santa, netop nu'. Men det gør den ikke, den hedder 'Et skridt i den rigtige retning' og kredser hele tiden tematisk om dette at gå. Og at digte. To beslægtede uraktiviteter. »Tag nu ordet 'gå' / som det står der på sine to skæve ben«, digtes der, før der flygtes ud i den italienske nat med jordskælv og det modsatte af gang: »Vi sætter os og venter på at det går over«. Billedhuggeren slår. Stenen står. Digteren går. Kærligheden får ham i bevægelse. Og denne samlings store 'skridt i den rigtige retning' er en rigt udfoldet suite i 14 satser om Orfeus og Eurydike, de evigt elskende og digtende. »Hvad kan jeg fortælle om Orfeus?« spørges der, og svares: »At han vendte sig og opfandt verset, at han gik foran og vendte / sig syngende«. Dante på Vesterbro Den er smuk og sexet og saftig, denne suite. En kærlig, sørgelig, frodig fortælling fra nord til syd og tilbage, fra Danmark til Italien, fra Nørregaard til Søndergaard med og uden Eurydike. Kan man have sin lyre med i bussen, i flyet? Er der returbilletter til Hades? Lades alt håb ude, når Orfeus går »rundt i en grøn nylonjakke og samlede flasker nede / i Skelbækgade«? Dante på Vesterbro. Danse i en olivenlund. Med Morten Søndergaard er man i de store spørgsmåls verden og i pendulfart mellem det danske og det italienske, som digter-jegets børn både drømmer og skændes på. Man befordres, man sættes i gang, man tager med titlen på samlingens første afsnit digtene som et saligt Vademecum: gå med mig.