Når man har læst den 27-årige Martin Glaz Serups fjerde digtbog - der derfor hedder '4' - må man undre sig over forlaget Lindhardt og Ringhofs beslutning i foråret om ikke at udgive den. Trods en kontrakt om det modsatte. Det var ikke alene et forlægger-etisk betænkeligt valg; det var også dumt. Impulsiv strøm For det første havde det nok været pr-mæssigt billigere at bære det sædvanlige forudsigelige tab ved udgivelsen med oprejst pande. For det andet er den afviste bog slet ikke dårlig. Den er faktisk ret god. Det kan godt være, vi hører en ufærdig stemme, men den er der, og de tilsyneladende impulsivt strømmende eller sågar 'sammenkastede' tekster tåler nærmere granskning i fugerne. Stor og lille verden I bogens todelte langdigt (det er, hvad der er) ser vi fra skæve indfaldsvinkler små øjebliksbilleder af et ungt digterpars hverdagsliv, udsigten, den emsige, men hjælpsomme mor, den nye lejlighed, vennerne og fjernsynet. Der er umiddelbare udtryk for kærlighed til de nærmeste og almindelige egocentriske bekymringer og små rædsler, for eksempel over at skulle være far, men hele tiden - på rejser og i tv-nyhederne - er den store verden parallelt til stede. Barnlig tillid Ligesom historien: langdigtets anden del begynder med et anfægtet turistbesøg i Theresienstadt og en deraf følgende, men heldigvis ikke overtydelig perspektivering af de hjemlige problemer: »En ven skriver til mig om sine pengesager det plager ham en gæld på størrelse med en fængselscelle/ men en fængselscelle er vel som udgangspunkt lille selvom der også er det store/ af den slags man kan se i Theresienstadt/ flere hundrede indespærret i samme rum samtidig/ det er svært at forestille sig: hundreder fremmede mennesker dele gælden imellem sig/ eller følelsen: min gæld er et fængsel en celle jeg knapt kan røre mig i/ her er meget lidt lys og kun to klosetter til deling/ det skriver jeg til ham og jeg håber han synes det er sjovt«. Jeg syntes, det var sjovt og frem for alt sympatisk at læse Martin Glaz Serup. Jeg kan godt lide, at han på dette tidspunkt viser læseren en næsten barnlig tillid. Det er naturligvis ikke nok, men jeg tror, der er gods i ham til mere. Man skal ikke altid tro på anmeldere. Men skal man tro på forlæggere?