Chokerende! Efter intens læsning har den voksne anmelder, der ustandseligt har måttet holde trængende afkom væk fra sin bog, netop læst den sidste side i den nye Harry Potter, og han har stadig ikke rigtigt fattet det. Det kan ikke være sandt. Hvad det er, han ikke kan forlige sig med, ville det være i strid med al god anmelderskik at komme nærmere ind på, men husk at have lommetørklædet parat. Selv kunne vi godt trænge til en magisk vitaminpille eller lidt lykkeeliksir. Storoffensiv 'Harry Potter og halvblodsprinsen' er J.K. Rowlings hidtil mest dystre udspil i den fantastiske beretning om den forældreløse troldmandsdreng med arret i panden og hans kamp til døden mod det ondes inkarnation. Lord Voldemort, 'Ham-du-ved-nok', som de fleste ængsteligt kalder ham, har indledt en storoffensiv. Hans dødsgardister laver terroraktioner uden varsel, Mørkets Tegn dukker op igen og igen, ondskaben hænger som en tyk tåge over land og by, ingen kan vide sig sikre. Sikkerhedsforanstaltningerne på Hogwarts bliver hundrededoblet, mugglernes premierminister må underrettes, for dødsgardisterne angriber også mugglere, det vil sige almindelige mennesker. Jalousi og kysseri I farezonen er naturligvis også Harry selv. Han er Den Udvalgte, ham der i følge profetien kommer til at tage kampen op mod Ondskabens Herre, indtil en af dem er døde, det ved enhver, der har læst Profettidende. Harry, der nu er seksten år og stadig ked af tabet af sin gudfader Sirius, gør hvad han kan, men det er svært. Som sædvanlig har han næse for, hvem der på Hogwarts kan være i alliance med de onde. Desværre har han svært ved at overbevise selv sine bedste venner om sin mistanke. De andre piger er vilde med mediehelten Harry, men Hermione er jaloux og sur på ham, fordi hun mener, han snyder i eliksirtimerne ved at bruge en lærebog fuld af notater fra en tidligere elev, der mystisk kaldte sig 'halvblodsprinsen'. Og Ron har travlt med at kysse og kramme. Kun én kan Harry for alvor regne med: rektor Dumbledore, vismanden med det lange hår og skæg og den flagrende troldmandskutte. Voldemorts traumatiske barndom Sammen med Dumbledore går turen - via Spektraltransferens og Mindekar - til ondskabens rødder. Til dengang Romeo Detlev Gåde endnu kun var dreng, endnu ikke havde slået ihjel, endnu ikke var blevet elev på Hogwarts og endnu ikke havde taget navneforandring til ... Lord Voldemort. Harry (og Dumbledore) dykker på magisk vis ned i Romeos fortid på bedste, nogle ville sige værste, freudianske facon for at forsøge at forstå, hvad det er, der har gjort Voldemort til den superskurk, han er. Dumbledore, kærlighedsapostlen, der er Potter-fortællingens etiske grundvold, insisterer på, at Harry vil finde en måde at slå Voldemort på, hvis han kender til hans fortid. Rowlings fabel slår et slag for den negative sociale arvs betydning, og det er jo fint, men prisen for den psykoanalytiske dissektion er unægtelig, at Mørkets Herre, ondskabens uransagelige og out-of-this-world-grusomme freak fremstår lige lovlig - forklarlig. Hvis bare Lord Voldemort ikke havde mistet sin mor og var havnet på et børnehjem, inden Dumbledore hentede ham til sin skole, var han måske bare blevet en ret flink fyr, forstår man. Bare Hitler dog så var blevet optaget på den malerskole i Wien ... Hård sjælekost I de fem foregående bind blev det magiske Potter-univers etableret. Hogwarts, Quidditsch-spillet, lærere og elever, vældet af bifigurer samt besværgelser, eliksirer og andre trolddomskunster. I dette introduceres en lang række nye begreber. Det vigtigste er en Horcrux, som er det ord, man bruger om en genstand, hvori en person har skjult en del af sin sjæl. Selv om man bliver angrebet eller dræbt, kan man ikke dø, fordi sjælen forbliver uskadt. Voldemort er ekspert i Horcruxer, viser det sig, men hvor mange gange har han egentlig spaltet sin sjæl? Et godt nyt bekendtskab er den ulidelige professor Schnobbevom, der er ekspert i eliksirer. Potter bliver hans yndlingselev, fordi han er så dygtig. Schnobbevom ved ikke, at Potter henter sin viden fra halvblodsprinsens notater, men hvem er halvblodsprinsen? En dygtig elev må det i hvert fald have været. Og han må være halvt muggler og halvt troldmand, mere siger vi ikke ... Blodsbånd, svig og voldsom død - men også kulret teenagerforelskelse. Harry Potter, der ville klare sig godt på en moderne dansk skole med ansvar for egen læring, blev kysset af en pige for første gang i foregående bind. Nu får kærligheden, heldigvis, endnu en tand, men ellers står den på hård sjælekost i denne omgang, hvor Rowling så tydeligt har trukket den virkelige verdens terror, sikkerhedstænkning og værdikamp ind i sin fortælling. Om det så er martyrer, betjener Ondskaben sig af sådanne. Spinkelt håb Moralen, der kunne være et citat i en tale af Tony Blair, er klar: »Voldemort skabte altså selv sin værste fjende, præcis som alle andre tyranner i verden gør. Har du nogen anelse om, hvor meget tyranner frygter det folk, de undertrykker? De må alle før eller senere erkende, at der blandt deres mange ofre findes en, som vil rejse sig og gå til modangreb!«. Det lyder smukt, men der kan som bekendt gå lang tid, før retfærdigheden sejrer. 'Harry Potter og halvblodsprinsen' holder spændingen til det sidste, ja ud over sidste side, for faktisk er der med dette bind kun tale om en voldsomt spillet, nådesløs første halvleg. Læseren føler sig efterladt ved en klippekant i utålmodig venten på slutspillets hårde tørn, i sagaens afsluttende bind. Forræderiets mørke har sænket sig. Kan det virkelig være rigtigt? Magisk-logisk bør der vel stadig være håb, men det synes så lille som en enlig ildflue i en dyb, mørk skov. Rowling, der har gjort det igen, maner og fortryller: Kampen mod terror er ikke nogen søndagsskoleudflugt.