Er man tidligt på færde i weekenden, kan man på københavnske S-banestationer møde skarer af unge mennesker iført kutter, kofter, ringbrynjer og andre mere eller mindre middelalderlige antræk samt alskens sære væsener med grøn hud og spidse øren, de fleste bevæbnet med sværd, køller, økser og tryllestave. De er formentlig på vej i skoven for at udkæmpe drabelige slag og opleve fantastiske eventyr som selvskabte personer i et univers af egen tilvirkning, dog som regel med en vis inspiration fra Tolkien og andre fantasy-forfattere. Dobbeltunivers 'Live rollespil' eller 'levende rollespil' er en populær fritidsbeskæftigelse, som dyrkes i klubber eller uofficielle grupperinger i mange lande, men jeg mindes ikke at have læst romaner om fænomenet før Liselott Willéns 'Englekysset'. Ideen kan ellers forekomme ret oplagt. Som Willén demonstrerer, er rollespillet med sit dobbelte univers, sine frit formede figurer og sine rammer og regler, der er til evig forhandling mellem deltagerne, meget velegnet til at iscenesætte personernes drømme, fantasier og fortrængninger, deres indbyrdes psykologiske relationer og, som der står bag på bogen, gruppens dynamik, »som hurtigt kan vende fra positiv kreativitet til regulær magtkamp«. Provokerende eksperimenter I romanens nutidsramme lever hovedpersonen Linn sammen med sin græsk-svenske kæreste Nikos i en lejlighed i Stockholm-forstaden Solna. Han er musiker, hun er ansat på et plejehjem, og deres forhold virker ikke synderligt bemærkelsesværdigt. En aften får et måske tilfældigt møde med en gammel kæreste, Carl, Linn til at dykke ned i den tid for fem år siden - lige efter gymnasiet - da hun var en del af en gruppe venner, som dyrkede rollespil under Carls ledelse. Efter flere år med klassiske fantasy-spil i naturen fik Carl og en nyopdukket femme fatale med en stærk og mystisk udstråling gruppen til at eksperimentere med en ny form for spil, en slags teaterforestillinger, hvor deltagerne improviserede over på forhånd definerede roller inden for en given historie, men midt blandt udenforstående, som ikke vidste, at de optrin, som de var tilskuere til, og medvirkende i, ikke var den skinbarlige virkelighed. Gruppens foretrukne scener var cafeer, værtshuse og diskoteker, hvor de opførte jalousidramaer, homoseksuel kærlighed og andre 'stykker', der var egnede til at provokere omgivelsernes fordomme og fremkalde voldsomme reaktioner. Skematisk fortælling Det var en spændende leg, men den var også farlig, fordi den blev en del af gruppens virkelighed - eller også var det omvendt - og fordi de, hverken kunne styre deres egne improvisationer eller de ufrivillige deltageres handlinger. Legen endte med en katastrofe, som nu udgør en hemmelig trussel mod Linns og Nikos' forhold. I de tilbageblik, som fylder rammehistorien ud, genoplever Linn ikke bare rollespillene og de indviklede psykologiske og erotiske relationer mellem gruppens medlemmer, men også sin traumatiske barndom med seksuelle overgreb, sit mere end vanskelige forhold til sin moder og en mængde andre følelsesmæssige komplikationer. Der er vældig meget af det, og selv om noget af det er både interessant og rørende og noget endda morsomt, er det samlede indtryk desværre en smule kedsommeligt. Den meget skematiske måde, som historien fortælles på, fremmer ikke læselysten, og bipersonerne bliver aldrig rigtigt levende.