Dorthe Nors, der debuterede i 2001 og i 2003 udsendte romanen 'Stormesteren', har denne gang skrevet en lille roman om en nittenårig gymnasiepige i en jysk provinsby. En rigtig god idé med en 2005 pige-variant af 'Forbandede ungdom'. Livet går videre Ann Lie, som fortælleren hedder, bor med sin fornuftige, men dog hashrygende storebror Simon og sin tandlægefar. De er godt opdraget: »Her i huset holder vi sammen, når nøden er størst og sorgen er værst, og vi passer på hinanden, for livet går videre, og vi smiler ind over kaffebordet med marengs i mundvigene, for her i huset går livet videre«. Berømt fantasiven Men det går ikke så godt, for mor er væk. Det varer noget, før læseren får at vide hvorfor, og det vil jeg så ikke røbe nu. Men mors fravær har hensat den lille familie i en sorg, som Simon forvinder i seng med sin lidt for perfekte kæreste. Faderen forsøger at sove den væk på sofaen, så såre han kommer hjem fra klinikken. Han er sød og velvillig, men næsten ikke til at komme i kontakt med for datteren. Hun er sej og utilnærmelig på overfladen, men ved at gå op i limningen til sit eget omkvæd: »Det skal jo fungere«. Desuden får hun - som et mere faretruende symptom - i fantasien jævnligt besøg af sangeren Brett Anderson (fra den engelske gruppe Suede). Svingende stemme Ann Lie har dog en trofast ven: enebarnet, nørden og klassekammeraten Benjamin, der er flov over sine overbeskyttende forældre og aldrig lader Ann komme dem nær. Han er ikke hendes kæreste. Dels mener han selv, at han måske er bøsse, dels er Ann Lie slet ikke interesseret. Tror hun. Hun er i det hele taget hverken optaget af tøj eller drenge, men gør sig mere intellektuelle tanker, som hun dog står noget alene med. Det mærkelige venskab mellem de to unge på nippet til seksualiteten er godt set. Og Ann Lies nostalgi efter babytilstanden, barndommen og i sidste ende moderen er måske sågar typisk for nutidens stressede unge. »Tiden pisser bare lige gennem én, og hvis man ikke vil dø, er det bare med at følge med« siger Ann Lie til sin kat Acid, som hele romanen fortælles til i én lang monolog. Jeg havde lidt problemer under læsningen og lod mig ikke rive med, fordi jeg synes, fortællerstemmen er noget svingende. Den holder ikke helt tonen imellem det gammelkloge, det barnlige, det hudløse og det ironisk sarkastiske. Men sådan er det vel at være teenager?