Journalist og redaktør Winni Østergaard har skrevet en roman om en af sine fjerne formødre, Helvig, som levede fra 1816-1898. Helvig voksede op i Thy som 'uægte' barn (en skamreden problematik i bogen), kom i skole som en af de første almuegenerationer og derefter ud at tjene. Gentagelser Som roman er Winni Østergaards debut ikke vellykket: Den gentager sig selv, følelsesregistret er begrænset, og der er alt, alt for mange unødvendige navne - hun har ikke kunnet løsrive sig nok fra det givetvis meget spændende stof, hun omhyggeligt har fundet i de lokale kirkebøger, aviser og årbøger, og har villet have alle med. Men læseren løber helt sur i Ane Iversdatter, Ane Marie Jensdatter, Anna Madsdatter, Ane Nielsdatter og alle de mange gård- og stednavne. Afstand i tid og dialekt Dertil kommer, at sproget trods tilstræbt neutralitet virker alt for moderne. Problemet med afstand i både tid og dialekt kunne være løst bedre, men helt løses kan det nok ikke. Ellers kunne der måske være kommet en tv-serie ud af det som alternativ til den københavnske fabrikantoverklasse i 'Krøniken'. Men hvilke gode skuespillere taler thybomål nu til dags? Almuehistorie Det, der trods seriøse indvendinger fik mig til at læse 'Helvig' fra ende til anden, er dens modbillede til den københavnske guldalder. Vi er i en helt anden ende af landet med helt andre betingelser, og under den ubehjælpsomme litterære fernis gemmer der sig et stykke almuehistorie. Det lykkes da også Winni Østergaard at formidle fornemmelsen af vinterkulde og den nød, sult og knugethed, en dårlig høst forårsagede. Godt at blive mindet om den side af vores fortid.