Man skulle tro, at Michel Houellebecq med sit nihilistiske budskab og sin pornografiske sexfiksering var dømt til at distribueres under disken i snuskede sidegader. Tværtimod ligger han frit fremme i store stakke hos de mest tjekkede boghandlere i Frankrig. Første oplag er på 200.000, og inden længe vil alle franskmænd have en mening om Houellebecqs seneste, hvad enten de har læst den eller ej. Machomaksimer Houellebecq har gjort bevidste provokationer til sit varemærke, ligesom forbilledet Céline, ud fra det påskud, at tabuer dækker over påtrængende problemstillinger. Heller ikke denne gang skuffer Houellebecq læserne. Han har strøet tilstrækkeligt mange politisk ukorrekte machomaksimer rundt omkring i sin tekst til at sikre sig, at gode mennesker vil gå i selvsving - alene ved at høre om hans bog hos frisøren. Kurs mod Twin Towers Det egentlig foruroligende ved bogen ligger imidlertid denne gang et andet sted end i de udpenslede sexscener, nemlig i den kliniske iscenesættelse af den vestlige kulturs undergang. Vi er alle passagerer i flyet med kurs mod Twin Towers. Bogen foregår på to planer, som skiftes til at have den bærende synsvinkel: et nutidsplan, før Apokalypsen, og et fremtidsplan, 2000 år senere, efter atomterrorisme og ragnarok. Her er alle mennesker kloner med et nummer hæftet efter deres navn. Det nye menneske Man kan kalde det en filosofisk roman - som man yndede dem i det 18. århundrede - med den forskel, at man dengang forestillede sig, at menneskeheden var på vej fremad, symboliseret ved Condillacs menneskestatue, der gradvist blev udstyret med den ene sans efter den anden, hvorved mennesket, den mest fuldendte skabning af alle naturens undere, bevægede sig frem mod større og større fuldkommenhed. Houellebecq foretager den modsatte manøvre: Mennesket er et destruktivt væsen, og kun ved at borttænke det, vi er mest optaget af, penge og sex og alt, hvad deraf følger, kan man nå frem til 'det nye menneske'. Renselse via ragnarok Houellebecq fejer al humanistisk idealisering til side. For ham er 'det gamle menneske' grundlæggende aggressivt, understøttet af en 'værdineutral' naturvidenskab, der finder på hvad som helst. Atomvåben eksisterer, derfor vil de blive brugt. Kloning er muligt, derfor vil man klone mennesker. 'Det nye menneske' er klonet og renset for det gamle menneskes negative egenskaber, men vejen fra det gamle til det nye menneske går via ragnarok. Det er illusorisk at tro, at man kan forbedre mennesket indefra gennem opdragelse, uddannelse eller andre kunstige tiltag. Sex og kærlighed Det giver visse bindinger at skrive en bog, der på forhånd er udpeget som international bestseller. Bortset fra provokationerne, som er Houellebecqs brand, forventes han at være seismograf for Tidens Store Temaer, dvs. p.t. den ændrede manderolle og det nyreligiøse sværmeri, som Umberto Eco og Dan Brown allerede har tjent mange penge på (vi lever jo stadig i det gamle system). Hovedpersonen Daniel er besat af kvinder, men afskyr børn, så han er dømt til at leve som single. Det betyder, at han har en masse problemer med skiftende, selvstændige kvinder, som godt kan finde ud af at fyre ham, fordi de til Daniels forbitrelse har overtaget det maskuline projekt. Bogen er fuld af betragtninger over forholdet mellem sex og kærlighed. Daniel er mest til sex. Den nyreligiøse konstruktion virker mindre selvoplevet og mere konstrueret. Det er en historie om en sekt, den elohimitiske kirke, der sikrer det forbedrede menneskes overlevelse, dog først efter at islam i en periode har udkonkurreret kristendommen. Sekten har den fordel frem for de traditionelle monoteistiske religioner, at den ikke behøver at give usandsynlige løfter om livet i Paradiset, fordi det evige livs problem allerede er klaret med kloningen. Dygtige kirkelaboranter sørger for, at de betalende medlemmers dna-profil føres videre i kommende generationer. Derefter kan man koncentrere sig om at leve, så længe man gider. Humoristisk kritik Hvis Houellebecq ikke kunne andet end at provokere, ville alt være trivielt. Men dels kommer han vidt omkring i sin civilisationskritik, dels har han humor, hvilket gør det svært at moralisere over ham uden selv at blive til grin. Og så skriver han så fængende, at man bliver trukket gennem alle mulige indfald og vanvittige hændelser, som i en pittoresk roman, hen mod den energisk skrevne slutning, som er et helt katalog over det vestlige menneskes livsfarlige konstruktionsfejl, lige til en antologi om 'Untergang des Abendlandes'.