Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.


Anti-livsstil

Uegalt pirrende digte fra Thomas Boberg visiterer og saboterer ideen om livsstil.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

'Livsstil' er noget af det mest afskyelige, der findes, det er et grimt ord og et endnu værre fænomen. Hvorfor egentlig?

Fordi det indebærer, at man reducerer sit liv, eller livet som sådan, til at være en designgenstand, dvs. en homogen strøm af træk, der matcher:

Kæresten passer til plaiden, som atter harmonerer med bilen, som på sin side står smukt til karrieren og sokkerne.

Det er en sikker opskrift på at tage livet af livet.

Ironisk gestus?
Men er det nu også det hele?

Når Thomas Bobergs ny digtsamling bærer netop dette vederstyggelige ord som titel, og tilmed lader det være tværet ud over forsiden med en skrigpink tuschpen, kan det så læses som andet end en ironisk og kritisk gestus over for tidens plumpt grasserende livsstils-gørelse?

Og er selve digtenes uegale, blandede kvalitet og stil og tone ikke udtryk for en afvisning af digte, der matcher, af en livsstilslækker digtsamling fuld af homogent harmonerende, cremefarvet pæne (kloge, vittige etc.) digte? Måske.

Ikke nok lokummer
Under titlens tuschpen svæver sådan en Kafka-agtig tegning af en konvolut åbnet på skrå, ud fra hvilken drysser små sorte menneskekroppe - lutter stylede ofre for livsstilens kværnende maskineri?

I hvert fald underbygger 'Debutantens sidste digt' denne læsemåde uden så mange omskrivninger:

»Jeg hader jeres flokmentalitet, jeres måde/at købe ind på, det I siger når I åh så tilfældigt mødes/på gaden efter den sidste barnedåb (...)«.

»Når I bliver bange, er det fordi I ikke har nok i boksen (...) ikke lokummer nok, ikke biler nok, ikke prestige nok,/ikke reklamer nok, ikke silicone nok i patterne (...) Jeg foretrækker fængsel frem for at leve som jer«.

»(...) Når I samles til jeres højtider har I intet at sige hinanden./Jeg vil ikke kopiere jer om søndagen./Jeg vil kun skrive et eneste knaldhårdt digt/for den tavshed I har proppet med jeres livsstil/jeg aldrig mere skal høre om i reklamerne I finansierer«.

Skaller og baller
Bang! Er det nu bare (i digtet) sådan en vred, studentikos ung mand, der skyder på borgerskabet? Jeg synes det ikke (men jeg bor selvfølgelig også på - ydrk - indre Østerbro).

Det er en betimelig, rasende og uforsonlig salve, et dobbeltløbet prosalyrisk jagtgevær affyret lige i ansigtet på den fordømte livsstils-flom.

Rundt om dette generalangreb slynger sig mange digte; enkelte er knugende mindedigte tilegnet de døde venner Morti Vizki og Klaus Bondebjerg samt et om faderen - her har vi sår og sorg og vrede, også noget, der ikke lige passer så synderlig godt ind i livsstils-tapetets fade glathed.

Og der er en tredje stor streng, der fidelt og grumt kredser om det at blive midaldrende, fyrre, halvfed og næsten færdig; og der er rim, ganske lige-ud-af-landevejen-rim:

»Knuse skallerne/Ryste ballerne« eller »konklusioner på lange diskussioner/det kulturelle konsortiums dispositioner« eller med assonans som i: »peripatetisk/og provokerende paranoid«.

Muntre sansninger
Rent formelt er samlingen som helhed delt i fem store afdelinger, 'Forfra', 'Stikord til en salme', 'Dæmoner', 'Statuevældet', 'Portræt af en maske', hvor titlerne løseligt angiver de tematiske blokke, afdelingerne er bygget op om.

Langt de fleste digte er rundt prosalyriske, de koncentrerer sig om at gengive en forvreden tanke eller en irritabel eller munter sansning, snarere end om formel skønhed opbygget efter stringente regler (selv om de to ting naturligvis ikke behøver udelukke hinanden).

Ormstukne digte
Digtene er som nævnt nogenledes ujævne og blandede, når det gælder intensitet, styrke og prægnans, de savner (gudskelov) livsstil; jeg holder især af de adjektiver, der pludseligt dukker op her og der, f.eks.: »gnæggende bål«, »en/forbenet handelsrejsende«, ligesom der er fine aforisme-agtige sentenser, næsten a la Brecht (!), f.eks. »Forskellen på bange anelser/og den formidable ro/hvormed man tager andres ulykker« eller »Fraværet binder os sammen« eller »Skumringen/er nu ikke længere sky men kry«.

Og så er der minsandten også en hilsen til og nyskrivning af Rilkes gamle panterdigt: »Panterens/rokkende vanvid/ligner/den onde cirkel/du hamrer ordene mod«. Phew!

Kort og godt: Bobergs sviende og ormstukne og lebendigt rasende, men også ømme og frækt flossede digte tilbyder et opløftende flabet alternativ til livsstilssygen; blot ærgerligt for L&R, at Boberg nu - meget apropos samlingens sigte og ladegreb - forlader dem.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden